»Bødlerne skal stilles til ansvar for torturen, og sandheden skal frem. Kun sådan kan vi få fred«
HÅB. I dag er jeg 70 år, men jeg har stadig et håb om et Chile, der ikke glemmer ofrene fra Pinochets tid, siger Teresa, som blev udsat for tortur som 20-årig i Chile.
Teresa var politisk aktiv i Chile, da hun blev fængslet og tortureret som 20-årig. Senere blev hun udvist hun til Danmark, hvor hun i dag bor. Hun fortæller her med egne ord om livet som flygtning og torturoverlever 50 år efter Pinochets blodige militærkup.
AF:
Teresa
Det er 11. september. Jeg sover hos mine forældre, og min mor vækker mig med nyheden om, at katastrofen er en realitet. Generalen Augusto Pinochet er i gang med at kuppe sig til magten.
Jeg løber af sted mod den radiostation, som ejes af Den revolutionære Venstrebevægelse, som jeg var en del af. Militæret havde allerede raseret vores lokale.
Frygten spreder sig, da vi hører om anholdelser, tvangsforsvindinger og tortur blandt andre studerende og partifæller, så vi går under jorden og gemmer os.
Men en dag går det galt.
I torturcenteret – Londres 38, hed det - trækker de tøjet af mig og giver mig bind for øjnene. Jeg står nøgen omringet af mænd. Jeg kan hverken se eller fornemme, hvor jeg er. Jeg bliver afhørt og banket. Jeg får elektrisk stød flere steder på min krop.
Jeg husker, at jeg en dag aftaler med min veninde, at vi skal mødes.
Men da hun dukker op til det aftalte tidspunkt, har hun militærfolk på slæb. Vi bliver begge kørt væk med bind for øjnene.
I torturcenteret – Londres 38, hed det – trækker de tøjet af mig og giver mig bind for øjnene. Jeg står nøgen omringet af mænd. Jeg kan hverken se eller fornemme, hvor jeg er.
Jeg bliver afhørt og banket. Jeg får elektrisk stød flere steder på min krop.
Sådan fortsætter det i 24 dage.
Senere havner jeg i et detentionscenter, hvor jeg modtager behandling for mine sår og fysiske mærker.
Jeg ender i en koncentrationslejr, Tres Álamos. Jeg genkender stedet, da jeg taler med de andre indsatte.
Jeg befinder mig i koncentrationslejren i fem måneder. Her glemmer jeg for det meste mine egne smerter, da jeg sidder med andre kvindelige torturfanger. Vi forstår hinanden. Vi mærker hinanden. Vi forstår hinandens historie uden at tale åbent om det.
Samhørrigheden vokser sig endnu større, da en gravid torturoverlever bliver en del af vores lille fællesskab. Instinktivt forsøger vi alle at aflaste hende med stort og småt, og vi glemmer helt, at vi sidder i en koncentrationslejr. Babyen i maven på kvinden bliver et symbol på liv og friheden uden for lejren.
Efter fem måneder i koncentrationslejren bliver jeg informeret om, at jeg skal udvises af Chile. En dag får jeg besøg af en diplomat fra Danmark, som giver mig grønt lys til at komme til Danmark, hvor min mand allerede har fået visum.
Jeg får lov til at sige farvel til min familie. Min mor kigger mig i øjnene, hun giver mig en ring og fortæller, at jeg ikke må glemme hende. Min søster giver mig et brev, hvor der står: »I dag er første dag i resten af dit liv «.
Vi ved alle, at der gå lang tid, før jeg kommer tilbage.
Velkommen til Danmark
18. februar 1975 lander jeg i Kastrup Lufthavn. Min mand henter mig. Det går op for mig, hvor betryggende det er at være langt fra Chile og diktaturet. Vi flytter ind i en lejlighed i Aarhus.
Jeg undertrykker også mine traumatiske oplevelser fra Chile. Men der er uro i mig. Når jeg eksempelvis går til lægen for en gynækologisk undersøgelse, reagerer min krop kraftigt. Torturen hænger stadig i mig.
Jeg har det ofte, som om at systemet i Danmark ser os som ofre, men vi bliver aldrig spurgt ind til vores traumer som flygtninge. Det vigtigste er, at vi lærer sproget. Hurtigt kommer min mand og jeg i gang med uddannelser på Aarhus Universitet.
Jeg undertrykker også mine traumatiske oplevelser fra Chile. Men der er uro i mig. Når jeg eksempelvis går til lægen for en gynækologisk undersøgelse, reagerer min krop kraftigt. Torturen hænger stadig i mig.
HISTORIEN. Jeg har altid selv forsøgt at skærme mine egne børn for mine oplevelser i Chile, påpeger Teresa
Da min læge bemærker min reaktion, får jeg en henvisning til RCT (som i dag hedder DIGNITY) – jeg får flere henvisninger, men jeg vil ikke. Det ændrer sig efter en rejse til Chile i 1991, hvor jeg får en kraftig reaktion på at være tilbage. Herefter accepterer jeg at gå i behandling, og jeg får talt med en psykolog. Psykologen er den eneste dansker, der kender til min historie i Danmark, og det er befriende at tale med hende.
Det er vigtigt for mig, at jeg ikke bliver set som et stakkels offer, selv om det jeg oplevede i Chile, ikke er retfærdigt. Der er altid en risiko for tortur, når man kæmper imod uretfærdighed og for forandring. En af mine overlevelsesmekanismer har været mine tre børn, som altid har givet mig livsenergi og glæde.
Efterspillet i Chile
Chile er i min tanker mange år, efter jeg er kommet til Danmark. Jeg savner mit hjemland. Jeg savner at høre lyden af mit modersmål. Jeg savner min familie i Chile.
I år er det 50 år siden, at militærkuppet fandt sted. Der er stadig mange chilenere, som ikke har fået svar på, hvor deres familiemedlemmer er. Dem, som blev myrdet, hvad er der sket med deres lig? Det skal familierne vide, så de kan få fred.
Det er vigtigt med et retsopgør for alle de grusomheder, der er sket under diktaturet i Chile. Derfor er jeg også også en del af den kollektive retssag mod Pinochet sammen med andre chilenere. Det er nemmere at komme videre som samfund og individ, hvis bødlerne bliver retsforfuglt og stillet til ansvar. Man kan ikke sætte et plaster på et sår, hvis man ikke først har renset det. Det samme gælder Chile.
I år er det 50 år siden, at militærkuppet fandt sted. Der er stadig mange chilenere, som ikke har fået svar på, hvor deres familiemedlemmer er. Dem, som blev myrdet, hvad er der sket med deres lig? Det skal familierne vide, så de kan få fred.
Jeg har altid selv forsøgt at skærme mine egne børn for mine oplevelser i Chile, men da min datter en dag skulle skrive en opgave om forfatteren Isabel Allende, åbnede vi op for en snak om det. Det gik op for hende, at hun aldrig var blevet introduceret til min fortid. Hun havde svært ved at forstå, hvad jeg havde været igennem.
Sammen med mine mine børn har jeg besøgt både Londres 38 og andre torturcentre i Santiago i Chile. Jeg husker da jeg første gang så Londres 38 sted uden bind for øjnene. Det var surrealistisk. De havde skiftet tallet 38 ud med 40 for at undgå at blive genkendt.
I dag er jeg 70 år, men jeg har stadig et håb om et Chile, der ikke glemmer ofrene fra Pinochets tid og stræber efter et retsopgør med alle bødlerne. Chilenerne fortjener sandhed, retfærdighed og en garanti for at det, som vi oplevede, ikke gentager sig igen, kun sådan at vi kan hele igen.
Efter kildens eget ønske optræder vedkommende anonymt. Teresa er et opdigtet navn.
© 2023 DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur