Adskilt i 16 år: Vi kunne ikke tro på, at vi nu stod overfor hinanden

Foto: Stockfoto. 

Af Kirsten Dall Hjøllund

I et hus i Erbil går Abu og venter. Stemningen er tynget. Hans nervesystem er i alarmberedskab. Han har fået at vide, at hvis hans familie ikke er ankommet senest kl. fem, må han regne med, at de er blevet henrettet. I næsten 16 år har han ikke set sin kone og sine tre børn, men nu er hvert minut, hvor de fortsat er adskilt, nærmest ubærlige.

- Så da jeg fik beskeden om, at de kom, var det i sig selv en stor lettelse og glæde, siger Abu.

Nu sidder han ved siden af selvsamme kone, på et af DIGNITYs kontorer på Østerbro i København. Her ca. 25 år efter genforeningen i huset i Erbil, fortæller de om deres flugt fra Irak, adskillelsen, deres genopbygning af livet i Danmark, og om hvordan DIGNITY gav en hjælpende hånd, da de til sidst fik behov for at genopbygge sig selv.

De vil gerne være anonyme og beder om at blive kaldt Om Dafar og Abu Dafar. Det betyder Dafars mor og Dafars far på arabisk. Dafar er navnet på deres ældste barn, og det er en arabisk tradition at hilse på hinanden på den måde.

Adskillelse og genforening
De er i dag begge i starten af tresserne og har dansk statsborgerskab. Før ankomsten til Danmark i midt- og slut halvfemserne, havde de levet adskilt siden 1980, hvor Saddam Husseins styre tvang Abu på flugt. Abu var politisk aktiv i Iraks kommunistiske parti. Før flugten var han blevet anholdt to gange og udsat for tortur.

- Efter mine anholdelser havde jeg to muligheder. Enten at samarbejde med politiet, hvilket ville gå imod mine værdier, eller at flygte.

Abu flygtede til Kurdistan i den nordlige del af Irak. Herfra var der ingen kontakt til familien i Baghdad, da al kommunikation kunne være overvåget.

Hjemme i Baghdad måtte Om Dafar herefter leve med voldsom chikane fra efterretningstjenestens side. Hver 15. dag indkaldte de hende til forhør for at udspørge hende om hendes mands opholdssted.

- Fra det øjeblik en fra efterretningstjenesten kom og gav mig en indkaldelse til afhøring næste dag, spiste jeg ikke, jeg sagde ikke noget, jeg var meget stresset og anspændt, siger Om Dafar, mens hendes mand påpeger, at efterretningstjenesten i Irak ikke er som efterretningstjenesten i Danmark.

- De kan finde på alt. Især overfor en kvinde. Krænke hende, tale grimt til hende, voldtage hende. Der er ingen grænser. Så når man ved, man skal til afhøring, så kan man frygte for alt muligt. Jeg gjorde mit bedste for at undgå at give hende oplysninger. Det ville være meget alvorligt, hvis hun fik noget at vide, for hvis man skjuler ting, så risikerer man henrettelse, forklarer han.

Udover den løbende chikane fra efterretningstjenesten, måtte familien i Baghdad nu også klare sig for én indtægt. Før flugten havde Abu Dafar arbejdet som entreprenør og tjent godt, men nu led familien afsavn, og havde for eksempel svært ved at få råd til mad.

- Jeg arbejdede fra kl. syv om morgenen til kl. seks om aftenen i banken. Alligevel skulle jeg spare rigtig meget, det var en meget hårdt økonomisk, siger Om Dafar.

Børnene savnede deres far, og forstod ikke hvorfor han var væk. For at beskytte dem, fortalte Om ikke børnene noget om, hvor deres far var, eller hvorfor han havde været nødt til at flygte.

- Hver gang jeg så min bror i Irak, og så hans børn komme løbende til ham, så tog mine børn lige et skridt tilbage, fordi de savnede deres egen far. Det var rigtig hårdt for dem og for mig at se, siger Om.

Sådan levede Om og Abu adskilt i mange år, uden reelt at vide, om den anden var i live.

Efter nogle år flygtede Abu videre ud af Irak. Fra Kurdistan til Iran, fra Iran til Syrien, og fra Syrien til Danmark – med nogle menneskesmuglere.

I Danmark gik der halvandet år, før han i 1994 fik opholdstilladelse. Herefter kunne han søge om familiesammenføring. Ved hjælp af en bekendt i Danmark, der havde kontakt til sin bror i Irak, fik han givet sin kone besked om, at han var i live.

- Jeg troede ikke på det og var meget bange og bekymret. Broen gav mig et billede af min mand, for at jeg skulle tro ham, men selve billedet var et problem for mig, for jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gemme det. For når efterretningstjenesten kommer hjem, så undersøger de det hele, forklarer Om Dafar.

Ved et senere besøg hos sine svigerforældre, fik Om for første gang i mange år chance for at høre sin mands stemme – i telefonen. Der blev ikke ytret mange ord af frygt for overvågning.

-
Jeg sagde bare ”hvordan går det, hvordan går det med børnene”? Det var meningen, vi bare skulle høre hinandens stemmer, siger Abu Dafar.

- At høre hans stemme var en blandet følelse mellem angst og glæde. Angst for om de (efterretningstjenesten red.) overvågede samtalen. Og glæde, fordi jeg hørte en stemme, som jeg havde savnet i så mange år, siger Om.

Herfra blev der arrangeret en flugt ud af Irak. Familien allierede sig med en kvinde fra Erbil i Kurdistan, der skulle rejse til Baghdad, hente Om og børnene, og bringe dem tilbage til Erbil, hvor Abu ville møde dem i kvindens hus. Med falske ID-kort skulle Om og børnene igennem en række check-points.

- Det var rigtig farligt at tage fra Baghdad til Kurdistan. Check-pointet mellem Irak og Kurdistan var det farligste. Hvis man bliver anholdt der, så betyder det henrettelse med det samme, siger Om.

Familien og deres hjælper når helskindet igennem alle check-points. I huset i Erbil bliver børnene langt om længe genforenet deres far - og Om med sin ægtemand.

- Følelserne var en blanding af glæde og chok. Vi kunne ikke tro på, at vi nu stod overfor hinanden. Vi krammede hinanden varmt, siger Om.

- Vi så på hinandens ansigter. Vi skulle se, hvordan de havde forandret sig, for der var gået rigtig lang tid. Og så var der den lille datter, som jeg havde forladt, som nu stod voksen. Det var svært. Jeg kan ikke beskrive følelserne. Jeg følte på en måde, at børnene var fremmede. De stor der, og vidste ikke hvad de skulle gøre overfor mig, husker Abu Dafar.

Genopbygningen af livet i Danmark
Fra Erbil rejste familien til Syrien og derfra med fly til Danmark.

Ved ankomsten til Danmark skulle Abu og Om Dafar nu genopbygge livet sammen på flere fronter.

- I begyndelsen var det vanskeligt, for det var som at skulle lære en ny person at kende, fortæller Om.

Samtidigt med at Abu og Om skulle lære hinanden at kende igen, skulle Abu genskabe relationen til de børn, hvis barndom han gik glip af. De havde svært ved at tilgive, at han havde forladt dem dengang.

- Det var rigtig hårdt at genskabe relationen til mine børn. Det er ikke nemt at vide, hvordan man skal vise følelser, og hvordan man skal skabe den nærkontakt. Det er ikke nok, at jeg er far og står i de offentlige papirer. Men jeg var forberedt på, at det ville blive hårdt, så jeg planlagde processen systematisk. I første fase tænkte jeg, at jeg skulle prøve at være en ven til dem, og så senere vise faderlige følelser. Det lykkedes for mig, og jeg fik genskabt noget af relationen.

Det lykkedes også Abu og Om Dafar at få skabt et økonomisk grundlag for deres familie. De begyndte på sprogskole, uddannede sig, og åbnede en kiosk i 1998.

- Kiosken betød rigtig meget for genopbygningen af relationen, for så kunne jeg give mine børn det, de havde brug for, så kunne jeg forsørge dem, siger Abu Dafar.

Som børnene blev voksne, blev det lettere at forklare, hvorfor far havde været nødt til at forlade dem. Især efter Saddam Hussein blev væltet, og der begyndte at komme historier frem om hvordan han som diktator havde beordret henrettelsen af tusindvis af mennesker, og hvordan folk var blevet begravet i massegrave.

- Der gik det op for mine børn, at deres far kunne have været en af dem. I dag viser de meget respekt for os og vores liv. De betragter det som en stolthed, siger Abu.

Om og Abu Dafar fik et barn til i Danmark, og senere har ni børnebørn meldt deres ankomst.

DIGNITY genopbyggede selvtilliden
Abu og Om Dafar driver kiosk i Danmark fra 1998 til 2012. Men at drive kiosk er hårdt arbejde og besværliggøres yderligere af finanskrisen. Abu Dafar begynder at få det dårligt psykisk. Han er vred og irriteret og mangler overskud i sin kontakt med kunderne.

- Jeg kom til et sted i livet, hvor jeg mistede mig selv. Jeg mistede min selvtillid, og havde det som om jeg ikke betød noget. Som om livet ikke havde nogen mening, fortæller Abu.

Familiens læge henviser til behandling hos DIGNITY, hvor Om også får mulighed for at komme med til parsamtaler.

- De tog imod os på en meget sød og kærlig måde, og de var rigtig gode til at få os til at åbne os og fortælle om, hvordan vi havde det. De satte meget pris på det, vi fortalte - på en måde så vi kunne mærke, at vi betød noget, at vi havde værdi som mennesker. Det var rigtig godt at komme her, siger Abu.

På spørgsmålet om, hvordan de har det i dag, siger Om, at de har et almindeligt liv. Abu tilføjer:

- Vi har det bedre end almindeligt. Her er vi trygge, vi er ikke bekymrede for hvad der kommer til at ske i morgen. Vi er et sted i livet, hvor vores børn er blevet uddannet, de er selvstændige i deres liv, klarer sig rigtig godt, og vi kan også nogenlunde klare os selv.

Han smiler til sin kone og spørger retorisk:

- Hvad mere vil du have end det?

Du kan være med til at gøre en forskel for torturofre

KOMMENDE EVENTS