Annisette: På vej hjem fra Jordan

Jeg er på vej hjem fra en rejse i menneskelig smerte og håb. - En rejse til Jordan, inviteret af DIGNITY som en af deres ambassadører, hvor jeg skulle møde DIGNITY på deres klinikker for rehabilitering af mennesker udsat for den største fornedrelse, tortur.

Jeg har vidst, at der foregik tortur mange steder i verden, og har i mine mange år som sanger, spillet og sunget til støtte for torturofre og flygtninge, som det var lykkedes at komme fri af torturregimers onde mareridt.

Dengang og nu sang og spillede jeg og andre kunstnere i håbet om, at det hjalp en lille smule, at nogen bekymrede sig for dem, og at det ville kunne bidrage til en retfærdig tilværelse.

Nu var jeg så i Jordan, hvor jeg sammen med repræsentanter for DIGNITY skulle mødes med nogle af torturens mange ofre. Og bære håbet for disse liv videre, - videre med mig ud og hjem til det land, hvor vi lever i en tilsyneladende tryghed for overgreb af den slags.

Voldshandlinger skabt og brugt af statsadministrationen, voldtægter og ydmygelser, fysisk og psykisk påført smerte, der lemlæster og dræber liv og ofre mennesker og hele familier, - familier som din og min.

Der sad vi så, rundt omkring et bord i en af DIGNITYs partners klinikker i Amman, sammen med klinikkens psykologer.

En ad gangen kom et menneske ind i det lille lokale. En ad gangen, kom de stille ind: en kvinde, en mand, en kvinde. Og satte sig ydmygt med hænderne frem for sig på bordet. En efter en, gav de os deres smertelige historie. Historien som hver gang den skulle fortælles, skulle opleves igen og igen, og hver gang i håbet og tillid til, at de som lyttede denne gang og skrev den ned, ville kunne hjælpe dem.

Det var med håbet og med ønsket om et menneskeværdigt liv, at disse mennesker, der var ofre for tortur, i stor smerte genfortalte deres oplevelser til os.

For håbet og ønsket om et liv i respekt. Et liv i retfærdighed. Et liv i frihed.

Med et brændende ønske om, at deres børn, som nu havde taget skade på sjælen og uden løsninger for et normalt liv, i det mindste ville blive reddet fra menneskelig fornedrelse.

                                JEG HØRER DERES STEMMER

                                SER DERES ØJNE

                                MÆRKER STILHEDEN

                                JEG REJSER GENNEM TID

                                MINE FØDDER BLIR TIL STEN

                                 MINE SANGE UDEN LUFT

                                 JEG SKRIGER UD TIL LYSET

                                 TIL BØRNENE DERUDE

                                 JEG VIL LØFTE DEM OP

                                 PÅ GRENE AF LIV

Vi kører afsted gennem den tørre ørken og i timer ser vi ud over det hvidgule sand, der skånselsløst og med et univers af afstand, rummer beduinernes sparsomme telte.

Vi er på vej gennem et fattigt land. Et Jordan spærret inde af omkringliggende lande, hvor der udspiller sig gigantiske ødelæggende krige. Et fattigt land, der rummer nogle af verdens største flygtningelejre.

Vi er på vej for at besøge en af disse lejre. Her har hver tredje flygtning været udsat for tortur.

Bag de høje pigtrådshegn, og mellem tusinder af små blikskure, hvor flygtningene har malet blomster og græs, citroner og træer, vandfald og planeter på de sparsomme bliksider. Her møder vi DIGNITYs partner og de kvinder der som ofre og som flygtninge og som kvinder, nu vil fortælle os hvordan man stiltiende lever med bevidstheden om den evige undertrykkelse.

Jeg ser ud over ørkenen fra bilruden, på vej ud fra lejren. Ser billederne af de unge mødre og kvinder, - deres hænder, der rækker ud til os fra de lange kjoleærmer, og hører deres historier igen og igen.

Hvert af disse menneskers historie, er historien om hvordan fattige mennesker bliver umyndiggjort, bliver mishandlet af regimer og deres lydige vagthunde. Uniformerede magt, med kynismens medaljer. Der bliver der kalkuleret og kreeret med den magt, der skaber angst og tavshed i hele befolkninger. Med torturen, der dræber de fattige mennesker, og med angsten, fastlåser og fængsles den progressive kultur, som ellers kunne udvikle demokrati og frihed.

Jeg fandt et lys og en glæde i at møde DIGNITYs partner her. I mødet med de mange modige og ihærdige mennesker som ønsker og vil en forandring. Alle de mange kvinder og mænd som havde dedikeret deres arbejde til torturens ofre.

Klinikker med psykologer, terapeuter, læger og advokater, der hver især og sammen, kæmpede for at skabe en retfærdig løsning på sager, der gang på gang blev gemt væk af myndigheder, der fraskrev sig deres ansvar.

Vi rejser hjem, fyldt op i hjerte og sjæl med historierne som ofrene for tortur fortalte os. Vi hørte dem, så smerten i deres øjne, og jeg skal aldrig glemme dem.

Må de blive hørt verden over.

Annisette

KOMMENDE EVENTS

nov 18
WhoMadeWho – Det Kgl. Teater, Gamle Scene
Det Kongelige Teater - Gamle Scene - Kongens Nytorv
mar 24
Anne Linnet
Det Kongelige Teater - Kongens Nytorv