Nu skal DIGNITY behandle traumatiserede børn i Mellemøsten og Nordafrika


For første gang nogensinde træner DIGNITY mellemøstlige psykologer i at behandle traumatiserede børn. Terapi med fokus på historiefortælling hjælper børn med at udtrykke deres følelser og mindsker niveauet af PTSD. Meget nødvendigt i krigszoner som Yemen, siger psykologer fra Yemen.

Af Gry Josefine Løvgren


DIGNITY har i lang tid trænet mellemøstlige psykologer I den traumaspecifikke ’Narrative Exposure Therapy (NET)’. Terapiformen har hjulpet mange voksne i konfliktområder med at strukturere deres traumer og mindske deres PTSD symptomer, men nu skal også børn med PTSD have hjælp fra terapiformen.

I en workshop i Amman har DIGNITY afholdt deres første regionale træning i KIDNET, den børnevenlige version af NET. 23 psykologer fra otte forskellige lande i Mellemøsten og Nordafrika (MENA) deltog i træningen, der blev ledet af Issam Smeir, der arbejder for DIGNITY og som er læge og ekspert i mental sundhed.

- Efter at have trænet NET for voksne er KIDNET et logisk næste skridt. Det er en metode, der kan blive gennemført i løbet af 8-12 sessioner, og som er egnet for flygtninge, der altid bevæger sig fra sted til sted, forklarer han til træningen.

I KIDNET laver barnet en kronologisk livslinje med fokus på de traumatiske oplevelser. Eksempler kunne være at have levet i en krigszone, være blevet seksuelt udnyttet, eller have hørt detaljer om familiemedlemmer, der er blevet tortureret eller dræbt. I terapien forsøger barnet og psykologen at ændre de fragmenterede minder til en sammenhængende historie, hvor barnet er opfordret til at genleve de følelser, der er associeret med traumet. Målet er blandt andet at sætte de traumatiske oplevelser ind i en større kontekst, så de ikke konstant og ukontrolleret vender tilbage som flashbacks.

Børnene smiler ikke mere

Najla Alafif og Altaf Alradaa fra Yemen måtte igennem en lang og farlig rejse for at komme til træningen. De kørte i bus i 24 timer for at komme til lufthavnen, måtte forbi adskillige kontrolposter og måtte gemme sig i tre timer under bombardement. Men for dem var det vigtigt at lære om KIDNET. Najla Alafif har været psykolog i 20 år, og hun vidner dagligt de forhold Yemens børn vokser op under, grundet den kritiske situation i landet.

- Terapien kom på et godt tidspunkt for os. Det var som om vi var ved at drukne, og terapien kom som en redning. Børnene smiler ikke længere. Der er ikke nogen sikre steder for dem at være, og de er nu begyndt at gå med våben. Terapien kan fungere som et sikkert sted, hvor de kan udtrykke deres følelser, siger hun.

- Vi er så motiverede til at hjælpe dem. De voksne er trætte, så hvor trætte må børnene ikke være. Som tingene er nu, kan alt de er udsat for opfattes som traumatisk, siger både Najla og Altaf.

Psykolog Najla Alafif fra Yemen ønsker at hjælpe børnene i sit hjemland.

PTSD er en forudsætning

Men det er ikke kun Yemens børn, der har brug for hjælp. 60% af befolkningen i MENA er under 25 år gamle, og i et studie fra Red Barnet om børns mentale helbred i Syrien, svarer 71% af de adspurgte, at børnene viser tegn på PTSD. En diagnose, der kan lede til mange andre sygdomme, hvis den ikke bliver behandlet.

- Problemet er for stort til at ignorere. Et barn med PTSD er 8 gange mere sårbar overfor andre problemer så som spiseforstyrrelse, adfærdsproblemer, forsinket udvikling eller depression, siger Issam Smeir.

Men selvom behovet for terapi er stort, er der visse forudsætninger, der skal opfyldes før behandlingen kan begynde. Barnet skal være mellem 6 og 17 år, være i stand til at kommunikere, og så skal det have PTSD.

- Børn med svære adfærdsmæssige problemer, stærke selvmordstanker, stofmisbrugere eller andet skal behandles inden de starter KIDNET. Sikkerhed kommer før alt andet, som Issam Smeir understreger.

Til at vurdere børnenes symptomer på PTSD bruges en skala, der er valideret og testet på adskillige sprog, heriblandt arabisk, forklarer Ane Kirstine Viller Hansen, der er sundhedsfaglig vejleder hos DIGNITY. Hun underviser psykologerne i, hvordan de skal måle børnenes PTSD niveau samt hvordan de skal evaluere terapien. Ved at få viden om børnenes symptomer før og efter terapien kan DIGNITY lave et studie, der viser effekten af terapien.

- Det er vigtigt for os at sikre at terapien er af høj kvalitet, og at metoden virker på målgruppen. Så det bliver spændende at se, hvilken viden vi får og få et indblik i, hvad det helt præcist er børnene er blevet udsat for, siger Ane Kirstine Viller Hansen.

Familien er vigtig

KIDNET bliver allerede brugt i flere lande og har vist god effekt. Men da KIDNET er en individbaseret metode, og den arabiske kultur i høj grad er baseret på fællesskabet, har DIGNITY lavet et par justeringer.

- I den arabiske kultur spiller familien en stor rolle, og børnene lærer at tage fælles beslutninger. Derfor har vi modereret metoden en smule. Så før psykologen laver tidslinjen med barnet, har de en session, hvor barnet bliver forberedt på at skulle identificere sine egne følelser og tanker. Desuden har vi tilføjet en ekstra session efter terapien, hvor barnet kan dele sin traumatiske historie med familien. At engagere familien er helt essentielt og sikrer, at barnet har fuld support efter terapien er færdig, siger issam Smeir.

Og for Naijla og Altaf er familieengagementet også det, de glæder sig mest til at arbejde med i Yemen:

- Forældrene i Yemen er endnu mere beskyttende nu, så det er svært for os som psykologer at få børnene til at åbne op. KIDNET kan hjælpe os med at lære forældrene, hvordan de kan hjælpe deres børn med at udtrykke deres følelser, siger de.

Efter træningen er de 23 psykologer autoriserede i at praktisere KIDNET under supervision. På sigt er planen, at DIGNITY skal træne lokale i at give træningen, så terapien kan nå ud til så mange som muligt.

Du kan være med til at gøre en forskel for torturofre

KOMMENDE EVENTS

nov 18
WhoMadeWho – Det Kgl. Teater, Gamle Scene
Det Kongelige Teater - Gamle Scene - Kongens Nytorv
mar 24
Anne Linnet
Det Kongelige Teater - Kongens Nytorv