DIGNITY sætter fokus på korruption og tortur

Med en international konference i FN i Genève den 1. marts sætter DIGNITY fokus på sammenhængen mellem tortur og korruption, som mange mennesker dagligt udsættes for på verdensplan

Foto: Model-foto. 

Forestil dig, at du er på vej hjem fra arbejde. Du har kontanter på lommen, og de skal bruges på mad til din familie. Du kører i bil på landevejen og ser pludselig en vejafspærring længere fremme. Her står en politibetjent. Du skal igennem vejafspærringen for at komme hjem til din landsby, men han vil ikke lade dig komme igennem – med mindre du giver ham de penge, du har på dig. Han truer dig med tæsk og fængsling, hvis ikke du betaler, og til sidst er du nødt til at give efter.

Det kan lyde fjernt for en dansker, men det er virkeligheden for millionvis af mennesker rundt omkring i verden og det er typisk de fattige og marginaliserede, der er de hyppigste ofre. De tvinges jævnligt til at betale bestikkelse, beskyttelsespenge, ureglementerede afgifter og bøder for at undgå fysisk afstraffelse fra korrupte myndigheder.

Den uhellige alliance mellem tortur og korruption er også rodfæstet indenfor retssystemerne. For eksempel tvinges anholdte personer ofte til at bestikke politiet for at undgå at blive udsat for tortur, og indsatte i fængsler må hyppigt betale fængselsbetjentene ublu beløb for at få mad, medicin eller besøg af familien.

FN’s Specialrapportør på torturområdet udgiver nu en tematisk rapport til FN’s Menneskerettighedsråd om netop tortur og korruption, og det er i denne anledning, DIGNITY inviterer til side-event om emnet i FN i Genève. Det sker fredag d. 1. marts, og kan følges live på DIGNITYs youtube-kanal fra klokken 11.30.

- Tortur og korruption har traditionelt været analyseret og behandlet i vidt forskellige fora; tortur i menneskerettighedskredse, og korruption i udviklingskonteksten. Sammenhængen mellem korruption og tortur er et relativt nye emne i menneskerettighedskredse, men takket være den danske regerings fokus på emnet i 2018 og forskning fra blandt andet DIGNITY, er emnet nu for alvor kommet på FN’s menneskerettighedsdagsorden, siger chefjurist og leder af juridisk afdeling i DIGNITY, Therese Rytter.

Korruption bremser udvikling i fattige samfund
Ved den såkaldte side-event, der finder sted i forbindelse med FN’s Menneskerettighedsråds 40. session, vil et ekspertpanel drøfte sammenhængen mellem tortur og korruption, samt de grundlæggende årsager til begge problemer. Panelet vil komme med anbefalinger til hvordan beskyttelsen mod tortur og umenneskelig behandling kan styrkes i korruptionsplagede samfund.

Panelet består af Professor Nils Melzer, FN’s Specialrapportør på torturområdet, Professor Sir Malcolm Evans, formand for FN’s Subkomité for Forebyggelse af Tortur, Professor Steffen Jensen, seniorforsker ved DIGNITY og Aalborg Universitet, og Ahmed Mefreh, direktør for Committee for Justice (CFJ) i Egypten.

DIGNITY har i en årrække studeret sammenhængen mellem korruption og tortur i Nairobi, Kenya, i Goma i det østlige Congo, i Bangladesh, og i Cape Town i Sydafrika. Og det er et stort problem, med vidtrækkende konsekvenser for de mennesker, det går ud over.

- Studier af korruption ser oftest på den "store" korruption på statsplan, men for langt de fleste mennesker er det småkorruptionen, der betyder noget. Hvis de betaler, kan de undgå at blive udsat for tortur og overgreb, men det dræner også deres lommer for de midler, de skulle bruge på at forbedre deres egne liv. Derfor er det et enormt vigtigt emne at få sat fokus på, siger Henrik Rønsbo, afdelingsleder i DIGNITY.

 

Du kan være med til at gøre en forskel for torturofre

KOMMENDE EVENTS