Et flertal af danskerne er imod tortur – men de unge halter bagefter

Opbakningen til forbuddet mod tortur er størst blandt kvinder og danskere over 50 år. Men især de yngre og mændene halter bagefter. Det viser helt ny måling, som DIGNITY har fået foretaget.

72 procent af danskerne mener, at al tortur skal være forbudt. Det viser en spritny undersøgelse af danskernes holdning til tortur foretaget af A&B Analyse.

Desværre viser undersøgelsen også, at der er markante forskelle blandt mænd og kvinder og blandt de yngre mellem 18-34 år i forhold til dem over 65 år.

Blandt kvinderne og befolkningen over 65 år mener et overvældende flertal, at al tortur skal være forbudt. 81 procent af kvinderne og 86 procent af danskerne over 65 år svarer, at alt tortur skal være forbudt.

Omvendt svarer kun 62 procent af mændene og 62 procent af de 18-34-årige i undersøgelsen ja til, at al tortur skal være forbudt. Og den andel ser DIGNITY gerne lå væsentligt højere:

- Det er en god nyhed, at andelen af danskerne, der mener at tortur skal være forbudt, ligger på et stabilt og højt niveau. Men det er meget bekymrende, at færre unge bakker op om torturforbuddet, siger Karin Verland, direktør i DIGNITY.

De unge skiller sig i undersøgelsen også særligt ud ved, at flest i denne gruppe mener, at tortur generelt bør være tilladt. Hele 7 procent af de unge mellem 18-34-år mener, at tortur generelt bør være tilladt. Blandt de unge er der også langt flere, der svarer ’ved ikke’ (14 procent), når der spørges ind til holdningen til tortur. Og ser man på udviklingen over de seneste år, går det den forkerte vej. I 2015 var der kun 0,3 procent af de 18-34-årige, der mente, at tortur generelt bør være tilladt.

Karin Verland understreger, at tendensen blandt de unge bør få advarselslamperne til at lyse hos politikerne:

- Det er frygteligt at tænke på, at der blandt de yngre borgere findes en accept af tortur. Brug af tortur ville være et meget stort brud på et af de vigtigste principper – og grundpiller – i vores retsstat, og dermed et brud på forudsætningen for, at vores demokrati fungerer. Kampen mod tortur er blandt mærkesagerne for Danmark, der netop har overtaget formandskabet for Europarådet, og kampen mod tortur - som starter med holdninger - skal altså også vindes hjemme i vores egen baghave, understreger Karin Verland.

Der er dog også glædelige tendenser i den nye måling. Generelt svarer 16 procent af alle danskerne ja til, at tortur godt må bruges i enkelte tilfælde, og selvom det stadig er et højt tal, er det et kraftigt fald i forhold til de seneste års undersøgelser. I 2015 lå tallet på 26 procent.

Om undersøgelsen
Meningsmålingen foretaget af A&B Analyse om danskernes holdning til tortur er besvaret af 1029 danskere fra 18 år og opefter, og data er vægtet, så stikprøven matcher den generelle danske befolkning. Målingen er foretaget i november 2017.

KOMMENDE EVENTS

mar 24
Anne Linnet
Det Kongelige Teater - Kongens Nytorv