Jan Grarup dokumenterer DIGNITYs arbejde i Jordan og Tunesien


I november måned i år inviterede DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur den verdensberømte og prisbelønnede krigsfotograf Jan Grarup med til Jordan og Tunesien for at dokumentere DIGNITYs arbejde med at hjælpe torturofre og forebygge tortur og vold i nærområderne.

Og som altid kommer Jan Grarups billeder helt tæt på det enkelte menneske. Torturofrene, primært fra Syrien og Irak, hvis historier er ubeskriveligt destruktive, og som DIGNITY samarbejder med en lokal partner i Jordan om at behandle og rehabilitere, vidner om, at kampen for at udrydde tortur og behandle skaderne efter tortur ikke er slut endnu. Men torturofrenes historier og Jan Grarups billeder minder os også om, at det nytter. Arbejdet med at hjælpe og guide torturofre tilbage til livet, forebygge tortur i fængsler og forebygge vold og radikalisering, gør en forskel.

Nedenfor er et uddrag af billederne taget af Jan Grarup, der dokumenterer DIGNITYs arbejde i Jordan og Tunesien:

Torturofre i nærområderne

DIGNITYs partner i Jordan, Institute for Family Health (IFH), behandler torturofre og traumatiserede flygtninge, primært fra Syrien og Irak, på klinikken i Amman og på klinikken i flygtningelejren Zaatari i Jordan tæt på den syriske grænse. Flygtningelejren huser omkring 80.000 flygtninge, primært fra Syrien.

Ung mand i flygtningelejren i Zaatari i Jordan fortæller om tortur og vold i Syrien:

- Militærpolitiet tvang alle mændene ud af husene. De smed os på jorden, så vi lå med ansigtet nedad. Vi lå på en lang række, skulder mod skulder. De ledte efter oprørere og folk, der havde protesteret mod styret. De løftede vores hoveder op og knaldede dem hårdt ned i jorden, mens de råbte ’Har du gjort det’? Vi lå på jorden i tre timer, mens de sparkede, trampede og gik oven på os med tunge militærstøvler og tævede os med bagsiden af deres geværer. Mange blødte fra hovedet og fra sår på kroppen efter slag med geværer. De ødelagde min skulder og mit ben. Kort tid efter trådte jeg på en mine og mistede min fod. Da jeg kom til Zaatari var jeg både fysisk og psykisk nedbrudt og traumatiseret. Jeg modtog både behandling for mine fysiske skader og psykologisk hjælp af IFH (Institute for Family Health). Nu er jeg frivillig og tager på hjemmebesøg og taler med flygtninge og traumatiserede mennesker i Zaatari-lejren.

Fysioterapeut på IFH’s klinik i Amman fortæller om en tidligere klient, der havde været udsat for grov tortur i et fængsel i Irak:

- Under torturen havde de bøjet hans ryg så meget bagover, at huden blev helt spændt ud, og næsten sprækkede. De havde brændt ham med cigaretter og udsat ham for forskellige kemikalier. Det værste var waterboarding (vandtortur). Han var flere gange tæt på at drukne og mistede bevidstheden. Til at begynde med i behandlingsforløbet havde han stærke smerter overalt i kroppen, og kunne hverken bøje eller dreje hovedet. Han var stærkt traumatiseret, havde indre blødninger, vejrtrækningsproblemer og hyppige infektioner i lungerne som følge af vandtorturen. Det tog 6 måneder at opbygge tillid mellem ham og behandleren, før de kunne røre ved ham. Han fik hjælp gennem fysioterapi, terapi, motion, mindfullness og medicinsk behandling, og fik det gradvist bedre psykisk. Funktionsmæssigt opnåede han i løbet af de 2 år behandlingen stod på også store fremskridt. Han kunne klare almindelige hverdagsting, ligesom han ikke længere var så opfarende overfor sin kone og sine børn. Han oplevede også, at smerterne i kroppen blev reduceret fra at ligge helt i toppen på en skala fra 1 10 til at ligge i bunden.

Drengene i Medinaen

Voldelig radikalisering og ekstremisme påvirker især de unge uden job og uddannelse. 75% af de fængslede i Tunesien på grund af anklager om terror, er mellem 18 og 34 år. DIGNITY samarbejder med organisationen L’Art Rue i Tunesien om et projekt, der holder de unge drenge ude af vold i Medinaen, den gamle bydel i Tunesien. ’Når vi er her, så går vi ikke på gaden og bliver indblandet i vold og kriminalitet. Vi lærer at samarbejde og får nye færdigheder. Mange tror, at vi ikke dur til noget, men vi vil gerne vise, at vi også kan noget’, lyder det fra én af drengene, der deltager i projektet, som munder ud i en danseforestilling under kyndig vejledning af en professionel kunstner og danser.

Fængsel i Tunesien

DIGNITY samarbejder med civilsamfunds- og menneskerettighedsorganisationen LTDH, som er den eneste organisation, der besøger fængsler i Tunesien. DIGNITY hjælper organisationen med uddannelse og opbygning af kompetencer i monitorering af forholdene for de indsatte i fængslerne. Målet med dette arbejde er at fremme menneskerettighederne og forebygge tortur.

DIGNITYs arbejde i Jordan og Tunesien er støttet af

Du kan være med til at gøre en forskel for torturofre

KOMMENDE EVENTS

mar 24
Anne Linnet
Det Kongelige Teater - Kongens Nytorv
okt 19
Silent Noise – Wagner, Grarup og Jørgensen
Det Kongelige Teater - Gamle Scene - Kongens Nytorv