”Jeg tænkte på at komme ud og se min familie igen”


Af Kirsten Dall Hjøllund

Omran står på en gade. Han har næsten ikke noget tøj på. Under den forslåede hud kan man tydeligt se hans knogler. Hans højre knæ er betændt og hævet til mere end dobbelt størrelse. Når han går, er han nødt til at trække benet efter sig.

”Jeg spurgte en mand, hvor jeg var, og hvor langt der var hjem til Aleppo. Manden fortalte, at jeg var i Damaskus, og at det ville tage mindst 12-13 timer i bil”.

Omran låner hvad der svarer til fem kroner for at komme til den store busstation. Her finder han bussen mod sin hjemby. Han får overtalt chaufføren til at tage ham med - mod at han bliver betalt, når de ankommer.

Omran låner en mobiltelefon, får ringet hjem og fortalt sin kone, at han er på vej. Med undtagelse af en kort og abrupt samtale nogle uger forinden, har hun ikke hørt fra sin mand siden Assads soldater kørte ham væk for omkring fire måneder siden.

Før Omran blev arresteret i 2013, var han forretningsmand i Aleppo. Med tyve års erfaring som mejerist havde han fået opbygget en sund forretning med fabrik, butikker og ansatte. Familien, der udover Omran består af hans hustru og tre børn, manglede ikke noget. Men samtidigt var Omran en mand, der hverken kunne eller ville holde sin mund, hvis noget var galt.

Derfor deltog han ligesom tusindvis af andre syrere i protesterne mod Bashar Hafez al-Assads styre tilbage i 2011. Her blev han anholdt for første gang og fik dermed føjet sit navn til Assads liste over modstandere af regimet. En detalje, der endte med at ændre alt for Omran og hans familie.

Arresteringen
I dag sidder 43-årige Omran i sin stue i hjemmet i Allerød. På dansk, med lidt hjælp fra sin familie, fortæller han nøgternt og fattet om det, han har været udsat for som fange i et af Assads fængsler.

Ifølge hans familie ligner han nu næsten den gamle Omran - fra før fængslingen. Måske med undtagelse af et par tabte kilo, der ikke er taget på igen.

”Mine børn græd, da de så mig stå af bussen i Aleppo. De kunne ikke genkende mig, og da jeg så mig i spejlet, kunne jeg knap nok genkende mig selv”.

Forud for genforeningen ligger fire måneder med tæsk, tortur, ydmygelser og umenneskelig behandling. Et helvede, der begynder en decembermorgen i 2013, hvor soldaterne trænger ind i familiens hus og arresterer Omran.

”Jeg lagde mærke til, at der var mange soldater på gaden den morgen. Pludselig hørte jeg en stor flok stå uden for vores hoveddør og banke på. Mit hjerte hamrede. Min kone og min yngste søn var hjemme, så jeg bad dem gemme sig i et af værelserne”, fortæller Omran.

Omran åbner derefter døren. Flokken af soldater stormer ind, peger deres kalashnikovs mod ham, beordrer ham til at lægge sig ned på gulvet. De gennemroder familiens ting og tager ham med ud på gaden. Her giver de ham bind for øjnene og skubber ham ind i en bil.

“De gav mig bind for øjnene, for at jeg ikke skulle vide, hvor jeg blev kørt hen. Men jeg kender Aleppos gader, og jeg kunne fornemme, hvor bilen drejede. Derfor vidste jeg også, hvor jeg var, da vi et stykke tid efter stoppede”.

Omran bliver ført ind i en bygning og to etager ned. I kælderen. Mændene tager hans ur, hans tøj, hans mobiltelefon, hans ID-kort, og skriver et nummer på hans hånd. De siger intet.

“De førte mig ind i en celle på cirka 6 kvadratmeter. Vi var 30 mennesker, og vi kunne ikke andet end at stå op. Der var mørkt. Jeg kunne høre lyden af en ventilator, og biler, der kørte forbi et sted ovenover os”.

Efter to dage kommer en mand ind i cellen og kalder Omrans navn. Omran bliver ført ind i et andet rum.

”En af mændene sagde: Vil du hjælpe dig selv, eller skal jeg slå dig ihjel?” De ville vide, om jeg var imod Assad. De tæskede mig, til de ikke kunne mere. Jeg kunne høre, at den ene var forpustet. Til sidst kunne jeg slet ikke mærke smerten. Jeg blev helt følelsesløs i kroppen. De førte mig tilbage til cellen. Jeg kunne ikke stå op, men der var ikke plads til at ligge ned”.

Efter en dag bliver Omran hentet ud igen. Denne gang hænger de ham op i håndleddene.

“Jeg ved ikke, hvor længe jeg hang der. Jeg troede, jeg skulle dø. Måske hang jeg der i 8-9 timer. Måske en dag. Jeg ved det ikke, men jeg var villig til at sige hvad som helst, til at indrømme hvilken som helst forbrydelse, bare de ville lade mig komme ned igen”, siger Omran.

Efter et stykke tid bliver Omran smidt tilbage i cellen. Alt imens forsøger Omrans kone at finde ud af, hvor hendes mand er. Hun spørger alle venner og bekendte. Alle, der har en form for forbindelse til militæret eller politiet. Men ingen vil hjælpe.

Branch 215
Omran sidder fængslet i Aleppo i omkring to måneder, indtil han en tidlig morgen bliver ført ud af cellen og op på gaden. Han og omkring 40 andre fanger får bind for øjnene og bliver gelejdet ind i en bus.

”Vi kørte i flere timer. Jeg forsøgte at fornemme, hvor længe vi kørte, så jeg cirka kunne regne ud, hvilken by vi endte i. Indimellem gjorde vi holdt og samlede flere mennesker op”.

Efter mange timers kørsel stopper de ved militærets efterretningstjenestes facilitet i Damaskus, også kendt som branch 215, eller “hell branch” på grund af den daglige tortur, fangerne bliver udsat for. Men det ved Omran ikke endnu. Fængslet ligger under jorden. Intet sollys slipper ind og kun få mennesker slipper levende ud.

“Stedet bestod af en hal og ti mindre celler. I hallen var omkring 1000 mennesker stuvet tæt sammen, i hver af de små celler sad omkring 70-80 mennesker. Jeg blev ført ind i en af de mindre celler. Nogle af cellens øvrige indsatte havde siddet der i 4 år.”

I 215 bliver Omran ofte afhørt, og under hver afhøring bliver han tæsket. I stuen i Allerød peger han over mod en standerlampe i hjørnet, hvis stel består af tre lange metalstænger.

”De slog mig med rør, lidt ligesom dem der”.

Omran får problemer med sit højre ben og knæ, der brækker under de mange tæsk. Hans håndled er gule og blå og svage efter ophængningen i Aleppo. Indimellem må hans cellekammerater made ham med den dårlige mad, de får.

Forholdene i fængslet er på alle måder umenneskelige. Cellerne er mørke og fugtige. De indsatte får lov til at tage et brusebad hver 15. dag. 3-4 mænd skal deles om én bruser, og de har kun fem minutter. Omran får tuberkulose i fængslet, men diagnosen bliver først stillet mange måneder efter - i Danmark. Der er ingen medicin eller tilsigt med fangernes sår.

”Nogle af de andre havde maddiker eller andet kravl i huden. Små dyr, der gik i sårene og spiste kødet. Jeg forsøgte at undgå maddikerne ved at lægge salt i mine sår og binde et stykke stof rundt om, så de ikke kunne komme til”.

Omran ankommer til branch 215 med tre venner, men efter få dage er de alle væk.

”Mine venner døde efter få dage - lige ved siden af mig. En dag fik jeg ved et tilfælde kigget ind i et andet rum. Der lå omkring 50 døde mennesker, stablet oven på hinanden. Jeg fik et kæmpe chok. Når jeg sad i cellen, tænkte jeg på det rum. Jeg tænkte på, om mine venner lå derinde. Men jeg ville ikke tænke på det. Jeg ville ikke bryde sammen. Jeg slog mig selv i hovedet for at holde op med at tænke på det. For ikke at blive skør”.

Bestikkelsen
Omran forsøger at holde sig oppe ved at tænke på fremtiden. Han vil ikke give op.

”Jeg tænkte positivt. Jeg tænkte på at komme ud og se min familie igen. Jeg ville ud. Jeg kender mig selv, jeg har en indre styrke, jeg giver ikke op. Jeg sagde til mig selv, at jeg skulle være modig, så jeg kunne komme ud til mine drenge og piger igen”.

En dag bliver Omran hevet ind til endnu et forhør. Soldaten beder om nye oplysninger. Han fortæller, at Omran står til 12 års fængsel eller hængning, hvis ikke han giver dem nogle nye historier.

”I fire måneder havde jeg talt. Ikke om mine venner, det ville jeg ikke, men jeg fortalte for eksempel om hvordan jeg engang havde brugt penge på at hjælpe nødlidende landsmænd, så de kunne få medicin og mælk”.

”Og så fandt jeg modet, tog chancen og sagde: Jeg har én ny historie!”

Omran giver soldaten sin kones telefonnummer og siger, at han skal ringe til hende og sige, hvor mange penge han vil have.

”Jeg ved, jeg løber en risiko. Enten tager soldaten imod det, eller også slår han mig ihjel”.

Soldaten bliver vred og smider Omran tilbage i cellen. Men efter to-tre dage kommer soldaten igen. Han hiver Omran med, skubber ham ind på toilettet og holder en mobiltelefon op mod hans øre.

”Han sagde, at det var min kone i røret, og at jeg kun skulle sige tre ord: ’Giv ham pengene’. Min kone ville høre bevis for, at jeg var i live. Jeg sagde lidt mere end tre ord. Jeg sagde: ’Hej, min kære. Giv ham pengene’”.

I Danmark
Pengene bliver overført til soldaten. Omran bliver herefter flyttet til et andet fængsel i Damaskus. En dommer giver Omran papir på, at han har ret til at tage på hospitalet med sit knæ. Om nogle måneder er det så planen, at han skal indkaldes til sin retssag.

Det er på hospitalsudgangen, Omran tager hjem til Aleppo.

”I Aleppo gik jeg til lægen med mit knæ og fik det opereret. Herefter var jeg ikke i tvivl. Min familie og jeg skulle ud af Syrien så hurtigt som muligt”.

Familien flygter til Tyrkiet. Herfra rejser Omran alene til Europa, hvor han ender i Danmark og får søgt om asyl og familiesammenføring. Der går over et år, førend familien endnu engang er genforenet.

Nu sidder de sammen i stuen i Allerød. I vindueskarmen står et lille pyntet juletræ. Omrans yngste søn og datter går i skole. Hans hustru går til danskundervisning, og den ældste søn er ved at tage kørekort. Selv har Omran haft fuldtidsarbejde som mejerist i tre år, og han elsker sit job.

”I Syrien har jeg en fængselsdom på 12 år hængende over hovedet, og min store søn risikerer militærtjeneste. Vi kan ikke vende tilbage. Vi vil gerne lægge Syrien bag os og begynde et nyt kapitel. Et nyt liv her i Danmark”.

Omran har været i traumebehandling ved Kompetencecenter for Transkulturel Psykiatri i Ballerup. Han tog for nyligt kontakt til DIGNITY med ønske om at fortælle sin historie.

KOMMENDE EVENTS