”Jeg vil ændre fængslerne på grund af det, jeg selv oplevede der”

Fængsling, overvågning og kønsdiskrimination er bare noget af det Khira ep meddeb blev udsat for, da hun i 1990’erne hjalp familier, hvis mænd var blevet fængslet for at gøre oprør mod Tunesiens diktator. I dag er Tunesien frit, og Khira hjælper stadig, hvor hun kan.

Af Gry Josefine Løvgren.
Foto: Mathias Løvgreen

DIGNITY er taget til Tunesien for at undersøge landets forhistorie med tortur. I dag er vi blevet inviteret hjem til 47-årige Khira ep meddeb, der, som så mange andre fra hendes generation, mærkede konsekvenserne af at ytre sig kritisk i et undertrykkende regime. Khira bor i byen Bizerte lidt uden for Tunis, og det er lige netop her i den lille fiskerby, at hendes historie udspillede sig for snart 25 år siden.

-Hej og velkommen lyder det med et stort smil, da Khira modtager os i døren. Hun er i lange sorte bukser, lang grå trøje og et grønt tørklæde om hovedet.

-Jeg går ikke længere i kjoler. Jeg kan ikke lægge frygten for at blive anholdt fra mig, siger hun, efter vi er blevet godt placeret i den store lounge, der er indrettet med tre sofaer centreret om et sofabord dækket op med fint porcelæn, limonade i glaskarafler og små hjemmebagte kager.

Anholdt for at hjælpe andre
Khira blev anholdt d. 4. november 1993. hun var 20 år gammel og lå og sov på sit værelse, da politiet kom og hev hende ud af sengen. Hele nabolaget var omringet af politibiler. Naboerne var urolige, og flere råbte for at finde ud af, hvad der skete.

- Jeg var sikker på, jeg skulle dø, forklarer Khira.

Khira blev arresteret, fordi hun havde samlet penge ind til familier, hvis mænd sad i fængsel på grund af politisk aktivisme. Hun var ikke selv politisk aktiv, men var en ganske almindelig ung kvinde, der bare gerne ville støtte de familier, der fordi manden sad i fængsel, nu ikke længere havde en indkomst. Men at samle donationer uden tilladelse var ikke lovligt. Og det blev ikke bedre af, at Khira havde været med til en demonstration til støtte for Irak. Og det blev slet ikke bedre af, at hun bar tørklæde. For det var også ulovligt under diktatoren Ben Ali.

-Enten tager du selv dit tørklæde af, eller også gør vi det lød beskeden fra betjenten, da hun modvilligt blev slæbt med på politistationen.

Khira var en troende pige, der trods at være blevet født i Tyskland, vendte tilbage til Tunesien med familien som seks-årig, så hun kunne blive bragt op i den rette tro. Betjentene tog tørklædet af hende, og de fik hende til at underskrive et dokument om aldrig at bære tørklæde mere. Hun brød fuldstændig sammen.

-Jeg blev dømt til 2 år og 9 måneder i fængsel, men fordi min far havde en slægtning i det regerende parti, fik vi straffen ned til 8 måneder, lyder det fra Khira, der de sidste 20 minutter bare har fortalt og fortalt. Hun taler ikke engelsk, og jeg har derfor, inden jeg kunne få oversættelsen fra tolken, kun kunne følge med i, hvordan hun har taget sig til hjertet, med tårerne løbene ned af kinderne. Efter lidt tid kom hendes smil tilbage, og indimellem har hendes øjne løftet sig op af, som om hun forsøgte at huske noget, der lå langt tilbage i hukommelsen

- Det vil hjælpe mig at tale om det. Måske min historie kan hjælpe andre i samme situation, siger hun, da jeg spørger om vi skal tage en pause.

Diskriminerende vagter
Khiras lejlighed er majestætisk indrettet. Udover loungen vi sidder i, er der også en tv-stue, et soveværelse og to børneværelser i henholdsvis gennemført pink og gennemført grønt. I pigeværelset er alt lige fra lagenet, til væggene til skoletasken pink.

-Det er vigtigt for mig, at mine børn træffer deres egne valg. Og de har valgt de her farver. Sønnen er nu kommet hjem fra skole og sætter sig genert ved siden af sin mor, der har tørret tårerne væk. Hun giver ham et kys og sender ham ind på sit værelse.

-I fængslet boede vi blandt alle de andre fanger. Khira fortsætter historien,

-Det var lige fra stofmisbrugere til homoseksuelle til folk med voldsdomme. Vi havde intet privatliv og måtte ikke interagere med andre. Gav man noget af sin mad til andre, røg man i isolationsfængsling.

Her blev alt ens tøj taget af, man fik et ildelugtende tæppe, og så var man ellers klar til at slås om maden med rotterne. Dette, fortæller Khira, prøvede man altid at undgå. Hvad der var sværere at undgå var fængselsvagterne, der vågede over fangerne som høge, og som altid var klar til at gøre en fortræd. Så blev de nemlig forfremmet.

-Man kunne se det på antallet af striber på deres jakke. Især en var jeg bange for. Hun havde kun en stribe, så hun var særligt på jagt efter nogen at genere.

Alligevel var det ikke hende Khira frygtede mest. For der var en fængselsvagt, som især kvinderne havde grund til at frygte. Om dagen gik han rundt med et forstørrelsesglas og inspicerede de kvindelige fanger, og om aftenen, da døren til cellerne egentlig skulle være låst, forblev døren til kvindernes åben. Så kunne vagten nemlig komme ind på ”specielle besøg”. Det var frygteligt husker Khira, der dog slap for et decideret overgreb.

Administrativ overvågning
Efter 8 måneder i to forskellige fængsler, et i Bizerte og et uden for Bizerte, blev Khira løsladt. Og selvom hun troede det var starten på friheden, var det først nu det egentlige mareridt begyndte. Tre gange om dagen i tre måneder, skulle hun tjekke ind på politistationen, så politiet vidste, hvor hun var. Bizerte er en lille by. Det så jeg selv, da jeg på en halv time gik byen rundt og så at politistationen lå lige nede om hjørnet fra Khiras lejlighed.

-Administrativ overvågning er virkelig slemt. Jeg fik tit nervøse sammenbrud, lyder det fra Khira, som også måtte blive vant til at vennerne undgik hende på gaden, og at folk kiggede med lange blikke efter hende, når de kørte forbi i bil. Værst var det til hendes bryllup, hvor hele huset var omringet af politiet.

- Mine fætre virkede virkelig nervøse under vielsen, og det var først, da jeg kiggede ud af vinduet, at jeg forstod hvorfor.

-Jeg giftede mig med en, der var politisk aktiv. Den eneste, der kan forstå, hvad jeg har været igennem, er en ,der har været udsat for de samme ting som mig.

Khiras oplevelser med den kontrollerende stat har sat sine spor. Og selvom hun aldrig har modtaget psykologhjælp, har hun fundet en anden måde at hele sine sår på. Khira er meget engageret i diverse foreninger, og hun har blandt andet været med til at føre tilsyn med fængsler i Tunesien.

-Jeg vil gerne ændre fængslerne på grund af det, jeg selv oplevede der. Fængsler bør være et sted, hvor folk bliver rehabiliterede og uddannede i stedet for et sted, hvor folk bliver mere kriminelle.

Derudover arbejder hun for at sende folk i rehabilitering hos DIGNITYs rehabiliteringscenter NEBRAS, og så hjælper hun tidligere politiske fanger fra Bizerte med at søge erstatning for den tortur, de har været udsat for.

-Mine historier er ingenting i forhold til, hvad andre har været igennem. Derfor bliver jeg lettet, hver gang jeg hjælper andre med at løse et problem. Det er som om, at det er min behandling at hjælpe andre.

KOMMENDE EVENTS

nov 18
WhoMadeWho – Det Kgl. Teater, Gamle Scene
Det Kongelige Teater - Gamle Scene - Kongens Nytorv
mar 24
Anne Linnet
Det Kongelige Teater - Kongens Nytorv