Kampen imod tortur er vedvarende – og nødvendig!

I dag den 26. juni markerer vi FN's internationale dag til støtte for torturofre.

På trods af, at al tortur er forbudt i henhold til international ret, så fortsætter stater og myndigheder med at bruge tortur af befolkningerne i mange verdensområder.

Desværre ser vi i dag en tendens til, at beskyttelse af national sikkerhed, intern politisk ustabilitet, undtagelsestilstand og beskyttelse af ydre grænser i stigende grad bliver brugt til at tillade tortur og andre former for grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling. Dybt chokerende er også, at der stadig er mennesker, der billiger brugen af tortur.

Torturofre kommer fra alle samfundslag. Det er mænd, kvinder og dybt, dybt hjerteskærende, også et stigende antal børn. Det er oprindelige folk og mindretal. Det er menneskerettighedsforkæmpere, politiske modstandere og journalister. Det er migranter, flygtninge, mennesker med handicap, LGBTQ, eller blot fattige indbyggere i tætbefolkede områder. Nogle vælges tilfældigt, andre lever i konstant frygt, fordi de ved, at de er mål for tortur eller anden grusom og umenneskelig behandling.

Tortur søger at udslette offerets personlighed og lader hånt om menneskets værdighed. Og torturens konsekvenser rækker langt ud over den isolerede handling overfor det enkelte menneske. Traumer fra tortur kan overføres gennem generationer og eskalerer ofte til vold, hævn og mere konflikt.

Men det er muligt at komme sig og leve videre efter tortur. Det kræver hurtig indsats og specialiserede programmer. Offerets vej fra tortur til helbredelse afhænger af ekspertise og dedikation fra læger, advokater, terapeuter, og socialarbejdere. DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur arbejder dagligt med ofre for tortur, herunder børn og unge, og vores arbejde gøres blandt andet muligt med støtte og hjælp udefra.

FN har helt fra begyndelsen fordømt tortur som en af ​​de værste handlinger begået af mennesker overfor deres medmennesker. Med FN's internationale dag til støtte for torturofre markerer vi derfor også, at FN konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, trådte i kraft i 1987.

Konventionen mod tortur er et af de vigtigste redskaber, vi har i dag til at bekæmpe og forebygge tortur. Og torturkonventionen, som længe har været i kraft i Danmark, er i dag ratificeret i 162 lande.

Vi vil gerne benytte 26. juni til at opfordre alle til at mindes og vise støtte til de hundredtusindvis af mennesker verden over, der har været ofre for tortur og dem, der stadig bliver tortureret i dag.

På forhånd tak for jeres hjælp og støtte i kampen mod tortur!

KOMMENDE EVENTS

mar 24
Anne Linnet
Det Kongelige Teater - Kongens Nytorv