Karin Verland i Politiken i dag: Afskaf isolationsfængsling af børn


Debatindlæg bragt i Politiken mandag den 1. oktober 2018


"En regering under min ledelse skal først og sidst vurderes på, om den store gruppe børn og unge kommer til at klare sig bedre i vores samfund”, sagde Mette Frederiksen i Politiken 22.9. i forbindelse med Socialdemokratiets nye socialudspil, 'Altid på børnenes side'. 18 punkter til at bryde den sociale ulighed blandt børn og unge i Danmark. Men hvor er de gode intentioner, når skaden er sket, og barnet eller den unge er havnet på den forkerte side af loven og endt i fængslet? For på trods af at ungdomskriminaliteten i Danmark falder støt, placerer vi stadig et højt antal mindreårige i danske fængsler. I 2016 sad der i gennemsnit 11 mindreårige i fængsel hver dag. Desværre er de børn blevet væk i Socialdemokratiets nye socialudspil. Ifølge et nyt lovforslag om straf skal det fortsat være muligt at straffe børn i fængsler med isolation i helt op til 4 uger. Men at anbringe børn i isolation som straf er umenneskeligt. Og brug af isolation strider imod torturkonventionen, som Danmark har tilsluttet sig. Eksperter kalder det for børnemishandling.

Et samfund skal bedømmes på, hvordan det tager sig af sine svageste borgere. Og her er i særklasse et område, hvor vi ikke gør det godt nok for de allersvageste af vores børn og unge, som er endt i vores fængsler. Resultatet kan blive et liv med social marginalisering og udstødelse fra samfundet.

Børn er en særlig sårbar gruppe, der tager særlig skade af isolation som straf i et fængsel. Isolation kan medføre selvskade, psykiske sygdomme som depression, angst og øget risiko for selvmordsforsøg og selvmord. Skadevirkningerne af isolationen viser sig efter kun ganske få dage og stiger for hver dag, barnet er i isolation.

Det isolerede barn kan få alvorlige psykiske problemer. Og det kan blive uhyre vanskeligt at komme tilbage til den almindelige dagligdag efter et fængselsophold, hvor man noget af tiden har været anbragt i isolation.

De internationale regler på området slår fast: Isolation bør afskaffes over for mindreårige. FN's Børnekomité henviser ofte til forbuddet mod, at isolation anvendes som straf. FN's Torturkomité har gentagne gange kritiseret Danmark for at bruge isolation af børn og unge som straf.

Læs også: Høringssvar fra DIGNITY: Umenneskelig behandling: Afskaf isolation som straf for mindreårige i danske fængsler.

Derfor skal isolation af børn og unge i fængsler og brug af isolation som straf afskaffes og skrives helt ud af lovgivningen.

Isolation af børn strider imod de internationale regler, det udgør en risiko for umenneskelig behandling af børn, og isolationsanbringelsen virker ikke. Så hvad venter vores politikere på? Skal de allersvageste børn og unges muligheder for at høre til i det danske samfund ikke også være så gode som muligt?

Du kan være med til at gøre en forskel for torturofre

KOMMENDE EVENTS

nov 18
WhoMadeWho – Det Kgl. Teater, Gamle Scene
Det Kongelige Teater - Gamle Scene - Kongens Nytorv
mar 24
Anne Linnet
Det Kongelige Teater - Kongens Nytorv