Konference sætter fokus på bekæmpelse af tortur i Europa

I denne uge mødes repræsentanter fra omkring 25 europæiske lande til stor konference i København for at diskutere bekæmpelse af tortur i politivaretægt. DIGNITY er medarrangør.

Hvordan forebygger man tortur? Det er hoveromdrejningspunktet for en stor konference i København den 22.-23. marts. Konferencen holdes i forbindelse med Danmarks formandskab for Europarådet, der har bekæmpelsen af tortur som ét af fem fokusområder. Mødet er arrangeret i samarbejde med Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur (CPT) og DIGNITY.

På konferencen vil der være fokus på helt konkrete tiltag og retsgarantier, der kan forebygge tortur og mishandling af mennesker i politiets varetægt. Det kunne for eksempel være retten til at underrette sin familie, hvis man bliver anholdt, retten til at hyre en advokat, og retten til at blive tilset af en læge.

– Tortur og anden umenneskelig behandling af frihedsberøvede er desværre udbredt på mange politistationer i Europa, men der findes også gode eksempler på succesfulde forebyggende indsatser. Derfor er det netop enormt vigtigt og positivt, at Danmark sætter fokus på de retlige og processuelle garantier, der virker, siger Therese Rytter, medlem af CPT og juridisk chef i DIGNITY.

Danmark regner med deltagelse fra omkring 25 stater. I løbet af de to dage vil statsrepræsentanter, menneskerettighedseksperter og eksperter fra politi- og retsvæsen diskutere konkrete ’safeguards’ mod tortur og deres implementering i praksis, gode erfaringer fra arbejdet med forebyggelse af tortur på politistationer, og effektive og lovlige afhøringsmetoder.

Banebrydende teknik kan sikre lovlige, effektive afhøringer
En af talerne er den rutinerede politiefterforsker Asbjørn Rachlew. Asbjørn Rachlew var en central figur i afhøringerne af terroristen Anders Breivik, der dræbte 77 mennesker i Oslo og på øen Utøya i sommeren 2011.

Rachlew skal på konferencen fortælle om den meget effektive afhøringsteknik ved navn ’undersøgende interviewteknik’ (investigative interviewing’). I modsætning til den gængse opfattelse af forhør, som de fleste nok genkender fra eftermiddagskrimierne på tv, handler undersøgende interviewteknik ikke om at opnå tilståelser eller at bekræfte en formodning om tiltaltes skyld. Det handler derimod om at bruge sin spørgeteknik til at afsøge forskellige mulige hypoteser om en forbrydelse ved hjælp af den viden, den mistænkte sidder inde med. Målet er på objektiv vis at få sagen bedst muligt oplyst og at indhente så troværdige og akkurate oplysninger som muligt. Det kræver, at den mistænkte vil åbne op, og det kræver at han føler sig set og lyttet til – uanset hvem vedkommende er.

Det er med til at sikre, at den mistænkte giver politiet så mange korrekte informationer som muligt, der så kan bruges til at få opklaret forbrydelsen.

Teknikken stammer fra England, og er udviklet på et solidt, empirisk grundlag. Den har været brugt i Norge i over to årtier, men har kun langsomt bredt sig til andre lande.

– Det er på høje tid, at vi giver slip på den forældede opfattelse af, at et forhør handler om tilståelser, og at reelle tilståelser kan trues eller tvinges ud af folk. Det er blandt andet den fejlslagne opfattelse, der er skyld i megen tortur og mishandling af anholdte. Afhøring skal handle om at samle beviser, der kan lede til en opklaring af forbrydelserne. Derfor giver det rigtig god mening at sætte fokus på nye og langt mere moderne, humane og effektive metoder, der samtidigt holder sig inden for lovens grænser, siger Therese Rytter.

Der er kun adgang på konferencen med invitation.

Læs konferencens baggrundspapir her

KOMMENDE EVENTS

nov 18
WhoMadeWho – Det Kgl. Teater, Gamle Scene
Det Kongelige Teater - Gamle Scene - Kongens Nytorv
mar 24
Anne Linnet
Det Kongelige Teater - Kongens Nytorv