KRONIK i Information: Skru ned for staten i de udsatte boligområder

Af Kari Øygard Larsen og Henrik Rønsbo fra DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur

Regeringens nye ghettoplan skal løse ghettoproblemer med mere social kontrol, men vil sandsynligvis kun gøre problemet værre. Det ville formentlig gøre mere gavn, hvis staten fyldte mindre i de udsatte boligområder.

Regeringen har ret. Der er store, komplekse problemer i de udsatte boligområder.

Beboerne står oftere uden for arbejdsmarkedet, de er dårligere uddannet, og der er et stort antal indvandrere, hvis danskkundskaber er så dårlige, at de har vanskeligt ved at begå sig i samfundet.

Der er et højere antal tidligere straffede borgere, og samlet set er der flere ressourcesvage familier målt på økonomiske og sociale parametre.

Problemerne er åbenlyse, men ghettoplanen, der lover at rette op på alt dette, er forfejlet. På pressemødet i Mjølnerparken forklarede statsministeren, at regeringen i denne plan »[ også] skaber pligter«, og at »staten [ er] klar til at gribe ind«. Og heri ligger problemet.

Regeringen antager nemlig, at en mere omfattende statslig tilstedeværelse også vil forbedre forholdene i de udsatte boligområder.

Men regeringen overser, at beboerne i de udsatte boligområder allerede hører til blandt de borgere, der er allermest i kontakt med danske myndigheder.

For meget stat

Ghettoplanens problem er såre simpelt. Den er baseret på en forkert analyse af problemerne. Planen antager, at der bag forhæng og slør blomstrer et parallelsamfund, bestående af mennesker, der ikke vil det danske samfund. Mennesker, der ikke er i nok kontakt med de danske myndigheder.

Løsningen, forslået i planen, synes at være mere statslig tilstedeværelse.

Der skal være mere politi, børn skal tilbringe mere tid i institutioner, straffe skal fordobles og ydelser skal sættes ned. Regeringen ønsker kort sagt, at myndighederne skal fylde mere og myndighedspresset skal forøges på familierne i de udsatte boligområder.

Myndighederne stresser

Vores erfaring og forskning på området peger på et helt andet problem. I DIGNITY - Dansk Institut mod Tortur - møder vi mange af de borgere, som ghettoplanen kategoriserer som parallelsamfundsborgere. Kvinder, mænd og børn med anden etnisk herkomst, der har vanskeligt ved at tage aktiv del i det danske samfund.

Men det er langtfra myndighedskontakt, der mangler i deres liv.

For velfærdsstaten er allerede dybt indblandet i vores klientfamiliers privatliv. En undersøgelse lavet af Odense Kommune i 2012 viste, at nogle flygtningefamilier har været i kontakt med 70-80 kommunalt ansatte.

Forskning fra Gellerupparken viser det samme. Flygtningefamilier på offentlig forsørgelse med to eller tre børn i institutions-og skolealderen kan have op mod 70 myndighedsaftaler om måneden. De mange myndighedsaftaler viser, at familiernes hverdag og liv allerede er præget af en intens tilstedeværelse af myndigheder i deres privatliv. At mere kontakt skulle løse problemet virker usandsynligt.

Et højt myndighedspres kan være stressende for alle. For de familier vi arbejder med, der lever med svingende posttraumatiske stressreaktioner og med nedsatte psykiske og fysiske funktionsevner, er det nuværende myndighedspres allerede et stort problem.

Mange af de flygtninge, vi møder i DIGNITY, kommer fra steder, hvor staten har forfulgt dem eller ikke har kunnet beskytte dem. Derfor kan den insisterende indtrængen fra det danske statsapparat ikke blot virke frygtindgydende, men også føre til uhensigtsmæssige reaktioner i mødet med de kommunalt ansatte. Det resulterer ofte i et højt konfliktniveau i møderne med de offentligt ansatte og giver ikke plads til forbedringer.

Vi siger ikke, at den danske stat skal sænke sit ambitionsniveau i omsorgen for udsatte familier og personer. Men den måde omsorgen skal leveres på ifølge Ghettoplanen er en barriere for den effekt, vi alle sammen ønsker at se.

De udsatte flygtninge

I DIGNITY har vi arbejdet med at forbedre livsgrundlaget for torterede flygtninge og deres familier i snart 40 år. Mange af disse familier bor i udsatte boligområder. Vores forskning og erfaringer viser også, at de udsatte boligområder har store problemer. Men vores konklusion kan ikke opsamles i overskrift som ' parallelsamfund'. Vores konklusion er derimod, at 30 procent af flygtninge i Danmark lever med PTSD, og vi vurderer, at koncentrationen af traumeramte familier er højere i de udsatte boligområder. Disse mennesker har alvorlige funktionsnedsættelser på grund af traumer skabt af den vold og tortur, de har oplevet i deres hjemlande og under deres flugt til Danmark.

Det er disse livserfaringer og oplevelser, der forårsager stress, PTSD og depressioner for den enkelte. Det forøger konflikt-og voldsniveauet i familierne. Det skaber utryghed og mistrivsel for børnene og forringer deres sociale kompetencer og indlæring. Disse PTSD-problematikker kender vi også fra danske krigsveteraner.

Men i flygtningefamilierne kompliceres disse problematikker yderligere af at være i eksil. Det danske velfærdssamfund er et, de ikke rigtig forstår. Det er et, de ikke rigtigt stoler på og som, vist nok, heller ikke rigtig vil dem. Eksilproblematikken og traumerne medvirker til, at børn og voksne har vanskeligt ved at lære dansk.

Til at fædre og mødre har svært ved at bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet. Derfor er deres indtægter for lave. Derfor har mange ofte svært ved at finde modet til at skabe sig en plads i det danske samfund. Og derfor har de ikke de samme ressourcer at bidrage til fællesskabet med.

Giv plads til familierne

I de seneste tre år har DIGNITY arbejdet specifikt i udsatte boligområder med at forbedre flygtningefamiliers trivsel og livssituation. Vi har taget udgangspunkt i de ressourcer, der er i de udsatte boligområder; de offentlige og private projekter, medarbejderne og de ressourcer, som borgergruppen har.

Vores konklusioner er, at hvis vi skal forbedre familiernes liv, og arbejde mod et ghettofrit Danmark, skal vi lette myndighedspresset ved i stedet at koordinere indsatsen i arbejdet med familierne.

Vi foreslår, at kommuner og stat først og fremmest efteruddanner de mange og dygtige medarbejdere, der arbejder med de udsatte borgere med flygtningebaggrund til i højere grad at forstå de ofte voldsomme og kon-fliktskabende reaktionsmønstre som en livsbagage med tortur, vold og flugt giver mennesker. For det andet skal politikerne skabe mere gunstige vilkår for de offentligt ansatte. De ansatte i områderne skal kunne danne netværk på tværs af sektorer og institutioner omkring de sårbare familier for både at formindske dobbeltarbejdet og lette myndighedspresset.

Det er lykkedes i den kriminalpræventive indsats mellem skole, socialforvaltningen og politi, SSP.

Et samarbejde omkring børn og unge, der med fordel kunne være inspiration i en koordinerende indsats omkring hele den udsatte familie. Et samarbejde, hvor politi, daginstitutioner, skoler, og beskæftigelses-, sundheds-og socialforvaltningerne arbejder sammen for familiens bedste.

Staten skal være til stede i de udsatte boligområder, men der er behov for en koordineret indsats, der letter presset på den enkelte familie. Det vil sænke konfliktniveauet i møderne med de offentligt ansatte og medvirke til at skabe den tillid, der er behov for til at skabe vedvarende udvikling i de udsatte boligområder.

Flygtningefamilier på offentlig forsørgelse med to eller tre børn i institutions-og skolealderen kan have op mod 70 myndighedsaftaler om måneden.

Dagens kronikører i Information foreslår, at kommuner og stat efteruddanner medarbejdere, der arbejder med udsatte borgere med flygtningebaggrund til i højere grad at forstå de ofte voldsomme reaktionsmønstre, som en livsbagage med tortur, vold og flugt giver mennesker

KOMMENDE EVENTS

nov 18
WhoMadeWho – Det Kgl. Teater, Gamle Scene
Det Kongelige Teater - Gamle Scene - Kongens Nytorv
mar 24
Anne Linnet
Det Kongelige Teater - Kongens Nytorv