”Når jeg får det bedre, er jeg også en bedre mor og hustru”

Foto: Modelfoto
Af Kirsten Dall Hjøllund

Sura er 48 år og mor til fem børn. To drenge og tre piger. Den ældste er tyve, den yngste er seks.

I Syrien passede hun hus og hjem i Jarmuk-lejren, et distrikt i Damaskus for palæstinensiske flygtninge, hvor Suras mand arbejdede som VVS’er.

- Jeg passede på mine børn. Sørgede for, at de lavede lektier. Og jeg havde hobbyer. Jeg syede for min familie, og hjalp min bror i hans firma, der filmede fester og andre begivenheder. Det kunne jeg godt lide.

Hun og familien har boet i Danmark i tre år. Hun forstår meget dansk – og begynder næsten at svare på mine spørgsmål, inden tolken har oversat dem. Men hun taler arabisk.

- Jeg forstår dansk, men kan ikke udtrykke mig på dansk, siger hun.

Sura, hendes mand og børnene har gået i behandling hos DIGNITY i omkring to år. Her får de hjælp til at tackle de traumer, de har med i bagagen fra Syrien, og de problemer, der kan opstå i mødet med et nyt land og et nyt system.

Fra Syrien til Danmark
Der gik omkring et år fra krigen brød ud i Syrien og til familien besluttede sig for at flygte fra Jarmuk-lejren.

- Der faldt bomber meget tæt på hvor vi boede. Først tænkte vi, at vi ville holde ud. Måske ville det blive bedre. Men en dag bombede de moskeen, og jeg tænkte: Slut. Vi kan ikke blive længere. Det var også begyndt at blive farligt for mine børn. Mænd skød i gaderne på mine børns vej til skole. Der var skud fra gadehjørner og bomber fra flyvemaskiner i himlen. Begge dele kunne vi ikke klare.

Flugten fra Syrien førte familien over Libanon til Egypten, hvor de boede i to et halvt år. Tiden i Egypten var præget af politisk tumult og usikkerhed. Præsident Mubarak var væltet. Der var skyderier og røgbomber i gaderne under de store demonstrationer. Og familien måtte flytte fra det ene sted til det andet i hele perioden.

- Og det værste var, at vi ikke kunne få opholdstilladelse, fordi vi er palæstinensere. Mine børn gik ikke i skole et helt år, fortæller Sura.

Hendes mand besluttede sig for at tage videre til Europa. Her endte han i Danmark og kunne som syrisk flygtning søge om familiesammenføring med sin familie. Der gik otte måneder, før godkendelsen gik igennem.

- Det var rigtig hårdt. Der er ikke tryghed og fred i Egypten. Der skete dagligt kidnapninger af børn. Og vi blev ikke respekteret. Når Egypterne mødte os, sagde de nogle grimme ting til os. De var vrede over, at vi var der, siger Sura.

Mødet med Danmark
I Danmark fandt familien den fred, de havde søgt igennem flere år.

- Det var en stor forskel for børnene at komme til Danmark. At komme væk fra krig. De store børn savner Syrien. De snakker om det og savner det. De yngste tænker ikke så meget over det. Men de er alle glade for, at der er fred, og at de er væk fra krig.

Men mødet med det danske system var hårdt. Især for Sura, der følte, at hun som syrisk flygtning blev mødt af mistro og modstand.

- Det var meget svært for mig at komme hertil. Jeg følte mig meget dårligt behandlet af kommunen. Vi blev mødt med mistro, da vi fortalte, at vi havde det svært. At vi var syge. Jeg kunne ikke sove om natten.

Og især de økonomiske vilkår som flygtninge uden for arbejdsmarkedet, er hårde.

- Jeg vil gerne fortælle, at det er rigtig svært at leve her med de økonomiske udfordringer. Vi lever under fattigdomsgrænsen, og det er svært for os at komme videre. Reglerne gør det sværere for os at blive en del af det danske samfund.

Hvordan påvirker det dig?

- Det er rigtig hårdt for mig som mor, at børnene ønsker noget bestemt mad, og jeg kan ikke give det til dem. Det er svært. Jeg bliver nødt til at give min yngste dreng det bedste mad, men jeg kan ikke give den samme kvalitet til den ældste. Og det er rigtig hårdt at skulle acceptere, at man skal tænke på den måde.
Regler er regler, de gælder for mig og alle andre. Men jeg synes, de er forkerte.

Du fortæller, at du tit lå søvnløs om natten. Hvad var det præcist, du lå og tænkte på, da du ikke kunne sove?

- Mine tanker var fyldt op af bekymringer om den straf, der ville ramme os, hvis vi ikke levede op til de mange krav og regler. Jeg tænkte over, at jeg var skiftet fra det ene land til det andet for at vi skulle få det bedre, og at der bare ikke skete noget. Tankerne om Syrien fyldte også meget. Jeg kan ikke slette de billeder af de mennesker, der mistede livet, og som vi var vidner til. Det forsvinder ikke.

Håb for fremtiden
Familien blev henvist til DIGNITY, da Sura fik det meget dårligt.

- Jeg fik det rigtig dårligt. Jeg forsøgte at begå selvmord to gange. Mine børns sagsbehandler talte med min læge, og jeg blev henvist til traumeklinikken i Ballerup. Men fordi det handlede om hele familien, blev det anbefalet, at vi skulle i familiebehandling i DIGNITY.

Hos DIGNITY har Sura og familien fået hjælp til at bearbejde traumerne og de sociale problemer.

- Jeg vil meget gerne sige, at der er sket en stor forskel. Jeg er faldet til ro, og der er sket en stor lettelse. Jeg er blevet bedre til at tænke på fremtiden, og på mine børn. Til ikke at bruge alle mine tanker på kommunen. Det er også blevet bedre derhjemme. Jeg bliver mindre vred og irriteret i dag. Og jeg har lært nogle øvelser, der lindrer mine smerter i ryg og skuldre.

Hvad betyder det for din familie, at I får hjælp?

- Når jeg opnår lettelse og får det bedre, så kan jeg også være en bedre kone og en bedre mor.

Hvad er dine håb for fremtiden?

- Mine håb for fremtiden er, at min mand får et arbejde og at mine børn bliver færdiguddannede. Alle børnene ved, hvad de vil være. Tandlæge, ingeniør, noget med elektronik, hjertekirurg og politibetjent. Jeg arbejder på, at de skal holde fast i disse drømme.

Sura er et opdigtet navn, da klienten ønsker at være anonym.

KOMMENDE EVENTS

nov 18
WhoMadeWho – Det Kgl. Teater, Gamle Scene
Det Kongelige Teater - Gamle Scene - Kongens Nytorv
mar 24
Anne Linnet
Det Kongelige Teater - Kongens Nytorv