Paradigmeskiftets skræmmende konsekvenser i praksis

Helena Lund, psykolog, DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur.<
Indlægget blev bragt, i en forkortet udgave, i Berlingske d. 21/2 2019

I denne uge bliver regeringens og Dansk Folkepartis forslag om et paradigmeskifte i udlændingepolitikken højst sandsynligt stemt igennem i Folketinget.  Paradigmeskiftet præsenteredes for første gang i november (i forbindelse med finanslovsaftalen) med stor enighed og større smil - og med flere ”markante udlændingestramninger”.

Skiftet betyder en ændring i både holdning og praksis i vores behandling af flygtninge, som ifølge politikkerne ”helst ikke skal blive til indvandrere”.

Det, som tidligere kaldtes ”integrationsydelse” skal nu hedde ”hjemsendelsesydelse” og bliver sat ned med 2000 kr om måneden. Det bliver sværere at få opholdstilladelse, familiesammenføring og i det hele taget sværere at få skabt et stabilt og trygt liv i Danmark for sig selv og sine børn, når man er flygtning.

Som psykolog og familiebehandler hos DIGNITYs nationale rehabiliterings-familiecenter, ser jeg konsekvenserne af disse konkrete stramninger. Dagligt arbejder vi med traumatiserede flygtninge og deres familier, mennesker som har oplevet krig, undertrykkelse, forfølgelse og tortur. Fortællinger om grusom mishandling, en skræmmende flugt, og et spinkelt håb om en ny chance i livet ved ankomst til Danmark, bliver nu udskiftet med opgivenhed, håbløshed og selvmordstanker. Og vrede og bitterhed bliver hos mange af de desperate forældre værktøjet til at håndtere en følelse af afvisning.

Allerede ugen efter præsentationen af finanslovsaftalen møder jeg klienter i panik over tanken om at blive sendt hjem til det land, de flygtede fra, som mange beskriver, ”ligger i ruiner”. Ikke alene tanken om at komme tilbage til de efterladte bunker af mursten og skrald, der hvor deres hjem engang lå, men den ændring deres samfund og nærmiljø har gennemgået som konsekvens af krigen, er skræmmende. Fædre fortæller om naboer, kolleger og venner som er blevet tortureret og henrettet foran deres familier, familier som er splittet, og en generel stemning som er fjendsk, mistænksom og hadefuld i deres netværk. Så når der bliver talt om, at ”de ressourcestærke flygtninge skal vende hjem og genopbygge deres land”, er det ikke alene murbrokker og cement, det handler om, men netværk, relationer og familie, som ligeledes er slået i stykker.

Børnene, som kommer i behandling i familiecentret i DIGNITY, har ofte selv traumatiske oplevelser med sig i bagagen. Herunder tab af nære familiemedlemmer, vidnesbyrd til krigens ondeste sider, og en ofte årelang og hård flugt gennem Europa.  Vi ser ofte et tab af tillid til menneskehedens og omverdens selvfølgelige godhed og næstekærlighed, og dermed et tab af barnelig uskyld og naivitet. Børnene er også i risikogruppen for at udvikle sekundær traumatisering. Dette kan ramme børn, som ikke selv har være til stede under krig eller flugt, men som dagligt lever med forældrenes symptomer, der gennem generationer kan smitte i adfærd, symptomer og strategier.

Hvis en far under et flashback udøver traumerelateret vold, eller går hvileløst rundt om natten som strategi for at håndtere angst, adopterer børn ofte disse mønstre. Samtidig er det almindeligt, at forældrene forsøger at skjule symptomerne eller baggrundshistorien, hvorpå børnene ingen logisk forklaring har på, hvorfor netop deres far opfører sig anderledes end kammeraternes. Andre forældre beskriver og fortæller grafiske og detaljerede historier om volden, krigen eller torturen, hvilket kan give børnene en sekundær traumatisering. Alt sammen noget vi hos DIGNITY er højtspecialiseret i at behandle i vores rehabiliterings- og familiecenter.

Påtrængende minder, mareridt og et højt angstniveau er almindelige symptomer, vi behandler hos børn i alderen fra 3-18 år. Symptomer som vi nu ser en forværring af i kølvandet på den store usikkerhed og afmagt som regeringens nye stramninger medfører hos familierne.

En kurdisk far til 4 fra Syrien fortæller mig, at sønnen på 14 har stjålet et par høretelefoner i Føtex for at sælge, så han kunne få råd til at komme med skolen på lejrtur. Faderen fortæller, at han tidligere ville have skældt ud, sanktioneret og opdraget sønnen for denne handling, som strider imod familiens grundlæggende værdier, men at han nu har mistet alle kræfter og al energi til at være den far, han ønsker, og en gang var. Sønnen beskriver sit liv som i limbo. Hans forældre som tidligere har støttet ham i at uddanne sig, integrere sig, deltage i sociale arrangementer, sidder nu passivt og apatisk tilbage i en genoplivet håbløshed. Samtidig fortæller han, at vreden og frustrationen brænder i ham, når han hører igen og igen, at han ikke er velkommen, ønsket, eller værd at investere i. Som psykolog og familieterapeut er det hjerteskærende at høre et barn allerede have udviklet et grundlæggende syn på sig selv og omverdenen som værende uden værdi, håb, tillid og uden tryghed. Og min erfaring fra en psykologfaglig praksis fortæller mig, at de udviklingsmæssige konsekvenser af dette livssyn tidligt i livet giver grobund for social isolation, radikalisering og en generel afvisning af det etablerede samfund. Dermed får den integration, der efterspørges, sværere vilkår, samtidig med, at de ”ressourcestærke”, som bliver bedt om at vende hjem, nu er uden tillid til resten af verden.

Valget står ofte mellem behandling og morgenmad for de forældre, som fravælger at betale transporten til DIGNITY, da den er for dyr. Færre og færre af vores familier får støtte til transporten til vores center og med yderligere nedskæring i ydelser og økonomiske sanktioner, er det sværere at få hverdagens basale udgifter til at løbe rundt. Dette betyder afbrudte behandlingsforløb, og vores arbejde med at bearbejde de mareridtslignende tilstande som forældrene befinder sig i, og forebyggelsen af sekundær traumatisering hos børnene, går i stå. Behandlingen, som for børnene har betydet et håb om hjælp til deres forældre, og dermed en tilnærmelse mod det normale, bliver fraprioriteret til fordel for vintertøj og morgenmad. Dette sker i et land, som påstår, at alle er lige under sundhedsloven – ”alle har ret til behandling”. Som en del af et tværfagligt team af behandlere, er det nedslående at se, at udviklingen henimod at disse flygtninge bliver ressourcestærke, selvstændige, håbefulde familier, bliver afbrudt og slået i bakgear til fordel for en politisk insisteren på, at ”den stramme udlændingepolitik ikke må bremses af børns trivsel”.

For det er børnene, der lider under det paradigmeskifte som politikerne har lovet. Børn, som i forvejen har oplevet grusomheder udover vores fantasi, og som vi er forpligtiget til at hjælpe tilbage til et normalt børneliv. Mange psykologfaglige tekster, teorier og forskning peger på, at den sociale kontekst hvori børnene befinder sig, har betydningsfuld indflydelse på udvikling af værdier, menneskesyn og trivsel - udover forældrenes opdragelse. Når vi ved, at børnene og de unge er vores fremtid, skulle vi så ikke give dem de bedst tænkelige muligheder for at udvikle basale menneskelige egenskaber, som vi værdsætter – herunder empati, medmenneskelighed og evnen til at se ud over egen næsetip? For at forebygge radikalisering, ekstremisme, depression og sekundær traumatisering hos børn i Danmarks varetægt, burde vi så som land ikke tage vores ansvar alvorligt og give børnene de bedst tænkelige eksempler på de værdier, vi ønsker at se i vores samfund? I stedet for at svigte disse værdier til fordel for et politisk paradigmeskift.

Du kan være med til at gøre en forskel for torturofre

KOMMENDE EVENTS

okt 19
Silent Noise – Wagner, Grarup og Omar
Det Kongelige Teater - Gamle Scene - Kongens Nytorv