20 år efter blodig borgerkrig og ebola
– mød de mennesker, der kæmper for at genopbygge Liberia
Salim Tayssir Melhem & Tarek Omar, Liberia, Monrovia
21. november 2023
Liberia er ikke kun et af verdens fattigste lande. Det lille vestafrikanske land kæmper også med efterskælvene fra to borgerkrige og ebola. I denne artikel kan du møde nogle af de mennesker, der arbejder for at hele krigens overlevere og rejse et traumeramt land.
Det er i år præcis 20 år siden, at der blev sat et punktum for to brutale borgerkrige i Liberia. Borgerkrigene, som varede fra 1989 til 2003, sendte chokbølger med historier om massemord, voldtægt, tortur og udbredt brug af børnesoldater.
Da freden endelig blev indgået, var op mod en kvart millioner mennesker dræbt og en halv million internt fordrevne. Landets økonomi og sundhedssystem lå i ruiner og var ude af stand til at håndtere de massive psykiske og fysiske traumer, som krigen havde efterladt.
Her to årtier efter krigens afslutning lever det lille vestafrikanske land fortsat med krigens konsekvenser.
»Vi er kommet langt, men krigens spøgelse er stadig til stede i samfundet. Krigen bragte meget psykologisk og fysisk ødelæggelse med sig. Vi ser krigens konsekvenser i kriminalitet, stof- og alkoholmisbrug, som mange unge tyer til for at komme igennem hverdagen«.
Sådan lyder det fra 47-årige Saidu Swaray, der er direktør i ’The Liberia Association of Psychosocial Services’ (LAPS), som DIGNITY har samarbejdet med siden 2007.
LAPS forebygger vold og yder psykosocial støtte til traumeramte i nogle af landets mest udsatte områder. Ifølge Saidu Swaray har tortur og krig efterladt dybe spor i landet.
»Mange af dem, som tidligere var ledere i vores samfund, kunne ikke varetage den rolle efter de blev udsat for tortur. Tortur bragte frygt ind i deres kroppe. Selv i dag har vi svært ved at finde stærke ledere. Torturen ødelagde også den tillid, vi har til hinanden. Når din nabo, ven eller kollega pludselig var din bøddel, var det svært at stole på nogen. Den manglende tillid til hinanden og politikerne er tydelig«, siger han.
De glemte ofre
Vi møder Saidu Swaray på hans kontor i Liberias hovedstad, Monrovia. Han tager sine briller af og pudser dem i sin trøje, da vi spørger ham, hvordan han vil vurdere Liberias tilstand efter tyve års fred.
Efter lidt betænkningstid svarer han:
»Liberia er et modstandsdygtigt land, og mange har rejst sig med lidt eller ingen støtte. Men efter krigen fokuserede man på dem, der havde været aktive i konflikten og tilbød dem hjælp, uddannelse og penge, hvis de indleverede deres våben. Men ofrene blev glemt. Den psykosociale indsats var begrænset, og traumerne blev ikke behandlet. Det er et problem, fordi ubehandlede traumer smitter og gives videre til næste generation«, siger han og fremhæver, at et land som Liberia i dag burde have en langt højere sundhedskapacitet til at hjælpe sin befolkning.
»Men der også sket fremskridt. I dag er der et øget fokus på mental sundhed end tidligere. Der er kommet lovgivning på området, som ikke var der før, og regeringen har afsat et budget til psykisk sundhed, selv om det er begrænset. Det er alt sammen noget, vi har arbejdet for. I dag rådgiver vi regeringen om mental sundhed og psykosociale problemstillinger i samarbejde med andre organisationer«.
Der er mellem tre og syv psykologer – alt efter, hvem du spørger – i Liberia, og de arbejder i et af verdens fattigste lande med lidt over fem millioner indbyggere. Op mod halvdelen af befolkningen udviste ptsd-symptomer efter borgerkrigenes afslutning, og der er kun ét fungerende psykiatrisk hospital i Liberia med 80 sengepladser.
LAPS’ tilgang med at træne lokale, ikke-professionelle aktører i at yde basal psykologisk og social støtte i deres nærmiljø er ofte den eneste hjælp, som traumeramte i Liberia kan få.
De fleste ansatte hos LAPS er selv overlevere fra borgerkrigen og har selv levet med traumer. Flere af dem flygtede til nabolande som Guinea, Elfenbenskysten og Sierra Leone under krigene.
»Jeg fik selv traumebehandling som flygtning og blev rehabiliteret af den amerikanske NGO Center for Victims of Torture i Sierra Leone. Jeg så den forskel, som det gjorde for flygtninge, som modtog hjælp. De, som ikke modtog hjælp, fik det dårligere, og nogle blev misbrugere. Da jeg vendte tilbage efter krigen, var jeg med til at starte LAPS for at hjælpe vores befolkning«, siger Saidu Swaray.
STØTTE. Saidu Swaray er direktør i ’The Liberia Association of Psychosocial Services’ (LAPS), der forebygger vold og yder psykosocial støtte til traumeramte i Liberia.
Stoffer og stigma
Et af de områder, hvor LAPS arbejder, er slumområdet St. Paul’s Bridge i udkanten af Monrovia, hvor mange borgere lever med traumer, volden er udbredt, og stofmisbruget blandt unge er højt.
Her arbejder 45-årige Shiaka Sannoh og 44-årige Watta Dukuly fra LAPS. Deres primære opgave er at yde psykosocial hjælp til de traumeramte i området. Det er nogle gange lettere sagt end gjort, forklarer Shiaka Sannoh.
»Hvis vores arbejde skal fungere, skal vi have de lokale med. Da vi begyndte i St. Paul’s Bridge, ville de lokale samarbejde med os, fordi de indså, at de havde brug for hjælp. Herefter ansatte vi tre fra området og trænede dem, så arbejdet blev forankret lokalt. Vi satte også et møde op med de lokale ledere, som vi nu mødes med fast, hvor de informerer os om, hvad der foregår i området. Det gør det lettere at nå ud med vores hjælp«, siger han.
En stor del af LAPS’ indsats handler om at udbrede viden om traumer og bekæmpe stigmatisering af psykisk sygdom, siger Watta Dukuly, der selv er bosat i St. Paul’s Bridge.
»Vi ser mange teenagegraviditeter i området, og vold i hjemmene er også udbredt. Børn kan ofte ikke være hjemme på grund af volden, så de går på gaden«, siger hun.
Udbredt vold
Ifølge Shiaka Sannoh er volden flere steder blevet ’normaliseret’ – først under borgerkrigen og sidenhen i hjemmene, hvor fattigdom, vold og ubehandlede traumer ofte går hånd i hånd.
»Vi har ekstremt dårlige leveforhold her. Mange lever af at sælge vand, suppe, brød eller fisk. Nogle er så fattige, at de sulter. Fattigdom tvinger kvinder ud i prostitution. Flere og flere flytter hertil, fordi det er billigt, men jorden, som de tidligere kunne dyrke og høste afgrøder fra, er nu fyldt med bebyggelse«.
Watta Dukuly og Shiaka Sannoh anerkender, at det kan være vanskeligt at tilbyde behandling til et menneske, som ofte ikke ved, hvor det næste måltid skal komme fra.
»Vi arbejder med de ressourcer, som de har. Vi tilbyder behandling hos os i et forløb, som varer i ti uger, hvor vi først undersøger deres symptomer, traumehistorik og tilstand for at afgøre, om de vil have gavn af vores hjælp. Hvis ja, går vi i gang med at lave en behandlingsplan og indkører vedkommende i gruppeterapien«, siger Watta Dukuly og understeger, at områdets beboere selv skal være motiverede til at få det bedre, før behandlingen for alvor kan gøre en forskel.
For at illustrere sin pointe fortæller Watta Dukuly historien om en kvinde, som var blevet efterladt af sin mand, og nu levede alene med sine børn. Hun oplevede at blive udskammet på grund af skilsmissen, og hun overvejede at tage sit eget liv, fordi hun ikke kunne forsørge sine børn. Hun blev isoleret og deprimeret, og det var her Watta Dukuly mødte hende.
»Hun fik støtte i gruppeterapien. Efterfølgende gik vi ud sammen og snakkede med naboerne og forklarede dem, at det ikke var kvindens skyld, at hun nu var alene, og at hun er deres søster. Det forstod naboerne, og vi hjalp hende med at få en forretning op at køre. Det er en særlig historie for mig, fordi jeg følte, at jeg gjorde en forskel«, siger Watta Dukuly.
TRAUMER. Shiaka Sannoh (Øverst) og Watta Dukuly yder psykosocial hjælp til de traumeramte i slumområdet St. Paul’s Bridge.
Ebola tog vores forældre
I et andet område i Monrovia, som hedder Samuel K. Doe Community, sidder to unge kvinder, som også fik en håndsrækning af LAPS, da ebolavirussen i 2014 ramte landet og 4810 mennesker døde. Ebola-virussen retraumatiserede mange, der oplevede en pludselig genopblusning af kaos og død, som de havde oplevet under borgerkrigene.
Lydia på 23 år, som i dag arbejder som frisør, fortæller, at hun mistede begge sine forældre til den dødelige virus.
»Fra den dag var jeg alene. Jeg blev smidt ud af vores hus, fordi udlejeren var bange for, at jeg også havde fået ebola. Jeg blev tvunget på gaden. Jeg overlevede ved at være sammen med mænd«.
Men en dag mødte Lydia en ansat hos LAPS på gaden, og medarbejderen spurgte, om hun var okay.
»Hun gav mig en bid mad, inviterede mig ind på sit kontor og tilbød mig at komme i behandling. Det gik jeg med til. Jeg husker især øvelserne med legeterapi, som hjalp mig meget. De teknikker, som jeg lærte hos LAPS, lærte jeg også mine veninder«, siger Lydia, der fik en række muligheder hos LAPS.
»LAPS viste mig, at jeg kunne blive frisør og gennem den vej forsørge mig selv. Jeg kom væk fra gaden og har i dag lettere ved at tale om min fortid. Jeg drømmer om at blive sygeplejerske. Mit budskab til andre piger er, at de også kan få et bedre liv«.
20-årige Grace, som arbejder som skrædder, nikker genkendende til Lydias historie og siger, at hun også endte på gaden, da hendes mor døde af ebola, og hendes far udviklede et alkoholmisbrug. Grace var begyndt at gå sammen med nogle af områdets kriminelle, da hun mødte en medarbejder fra LAPS første gang.
»Jeg var først skeptisk, men jeg endte med at fortælle min historie. Jeg fik hjælp og støtte af LAPS. Jeg har altid haft lyst til at blive skrædder. De gav mig muligheden for at tage uddannelsen og tjene mine egne penge«, siger hun.
Shiaka Sannoh og Watta Dukuly fortæller, at Liberia fortsat er psykisk mærket af ebola, corona og borgerkrigene, og mange fortsat har brug for støtte. Derfor er det også vigtigt at samarbejde med andre organisationer i landet, så flest muligt kan få gavn af hjælpen.
Én af de organisationer er DIGNITY’s anden partner i Liberia, NGO’en Community Healthcare Initiative.
DRØMME. Lydia på 23 år drømmer om at blive sygeplejerske.
Vold mod kvinder skal stoppe
Allerede inden man træder ind i forsamlingshusset i New Kru Town lige uden for Monrovia, kan man fra vejen høre 38-årige Naomi Solankes stemme runge i lokalet.
Naomi Solanke er direktør og stifter af Community Healthcare Initiative (CHI).
Stiftelsen af CHI hænger tæt sammen med Naomi Solankes egen historie, da hun i en ung alder blev gravid. Hun oplevede at blive stigmatiseret af sine omgivelser og opgivet.
»Jeg fik at vide, at jeg ingen fremtid havde«, siger hun.
Da hun flere år efter blev færdiguddannet sygeplejerske, omdannede hun sin bil til en mobilklinik og kørte ind til nogle af landets fattigste områder, hvor hun tilbød unge piger hjælp og viden om sundhed og prævention. Det, der begyndte som en mobilklinik, har i dag udviklet sig til en sundhedsklinik med flere sygeplejersker og én læge ansat. Derudover er CHI i dag en landskendt NGO, som arbejder for at styrke og beskytte kvinders, børns og seksuelle minoriteters rettigheder.
I forsamlingshuset er Naomi Solanke omgivet af lokale frivillige, aktører og ledere fra politiet til lederen af den lokale ungdomsorganisation. Mænd, kvinder og unge og ældre sidder rundt om hende, da hun spørger dem:
»Hvilke problemer har vi i vores område?«
Da ingen svarer, gentager hun spørgsmålet endnu højere, og denne gang flyver hænderne i vejret.
Mænd, der slår deres koner, børnearbejde, stofmisbrug, vold, kriminalitet og voldtægt!
Alle skal indrages i kampen
Hvis man virkelig vil skabe forandring, skal man arbejde på flere niveauer samtidigt. Vigtigst af alt skal forandringen komme fra bunden, siger Naomi Solanke, der beskriver sig selv som aktivist og feminist.
»Vi skal inddrage forskellige aktører fra området og tilbyde information og viden. Det gælder både udøveren og offeret. Vi skal alle sidde ved samme bord og finde løsninger ud fra en menneskerettighedsbaseret tilgang. Sådan hjælper vi bedst marginaliserede grupper«.
Naomi Solanke forklarer, at organisationen arbejder i områder, hvor der ikke er elektricitet, hospitaler eller anden adgang til sundhed, og hvor vold mod kvinder og børn er udbredt.
Vold mod piger og kvinder – herunder seksuel vold – var både under og efter borgerkrigene udbredt. Tidligere undersøgelser har vist, at op mod 70 procent af landets kvinder på et eller andet tidspunkt i deres liv har været udsat for kønsbaseret vold.
»Roden til problemet er ulighed mellem mænd og kvinder. Traditionerne, religiøse og samfundsmæssige normer gør det svært for kvinder at uddanne sig eller tage et arbejde. Kvinder og piger bliver ofte gift og gravide i en tidlig alder. Der er udbredt fattigdom, og en stor del af dem er arbejdsløse. Når mænd tager stoffer, afreagerer de ofte på kvinderne og børnene.«, siger hun og fortsætter:
»Liberia fik Afrikas første kvindelige præsident, men det betyder ikke, at vi kvinder har politisk magt. Under borgerkrigen blev vi udsat for vold. Nu er vi blevet placeret på sidelinjen, og det afspejler sig i hele samfundet. Vi kvinder har aldrig fået vores rettigheder foræret. De er kun kommet efter protester. Kvinder er i mange år blevet ekskluderet og marginaliseret i det her land. Det er tid til at ændre det og prioritere, at de bliver en del af samtalen«.
RETTIGHEDER. 38-årige Naomi Solanke er direktør af Community Healthcare Initiative (CHI), der arbejder for at beskytte kvinders, børns og seksuelle minoriteters rettigheder.
Valgår og straffrihed
Tyve år efter borgerkrigenes afslutning er tilliden til det politiske system meget lav, mener både LAPS-lederen Saidu Swaray og CHI-lederen Naomi Solanke, der begge peger på korruption som et stort samfundsproblem.
Det samme konkluderer 69-årige John H.T. Stewart.
Han er både journalist, aktivist og bestyrelsesmedlem i LAPS. Efter borgerkrigene blev John H.T. Stewart – som selv er torturoverlever – medlem af den såkaldte sandheds- og forsoningskomission (TRC), som udarbejdede en rapport, der gennemgik de værste menneskeretskrænkelser under krigene og udpegede en række af de ansvarlige.
»Forbryderne fra borgerkrigene går stadig rundt blandt befolkningen. De bestrider også magtfulde politiske poster. Hvad tror du, at det gør ved befolkningen? Landet kan ikke hele uden et retsopgør.«, siger John H.T. Stewart.
Arven må ikke gives videre
Ifølge Saidu Swaray er det ikke alene vigtigt at retsforfølge de ansvarlige fra borgerkrigene, men også at genopbygge landets sociale systemer. Han peger blandt andet på behovet for et velfungerede sundhedssystem, retssystem og et større fokus på mental sundhed og psykosocial hjælp.
»Vi bør tænke retsopgør på flere niveauer – også i erstatning til ofrene fra krigen. Hvis ikke der bliver sat et punktum, hvor de skyldige bliver stillet til ansvar, er jeg bange for, at hadet og volden vil blive givet videre til næste generation. Hvis de skyldige ikke bliver stillet til ansvar, er jeg også bange for, at gnisten vil antænde volden igen«.
Saidu Swaray, her 20 år efter krigen, mener du så, at der grobund for håb og optimisme?
»Jeg er leder af en organisation, som er fyldt med passion. De forandringer, vi har arbejdet for i samfundet og for den enkelte, giver mig meget. Når jeg om aftenen ligger i min seng og tænker på dagens udfordringer, mister jeg aldrig håbet. Selvom borgerkrigen er iblandt os, er jeg drevet af de små forandringer, som bevæger os frem«, siger han og fremhæver, at han er håbefuld for de kommende generationer i Liberia.
»Jeg arbejder for en bedre fremtid for min søn og alle andre børn i det her land. Jeg håber, vi kan skabe et samfund, hvor vi kan hjælpe langt flere traumatiserede mennesker. Vi skal skabe et samfund, hvor børn vokser op med et godt psykisk helbred, et stærkt skolesystem og et land, hvor alle kan få et godt liv. Vi skal arbejde hen i mod et Liberia, hvor krigens arv ikke gives videre til næste generation«.
RETSOPGØR. 69-årige John H.T. Stewart er journalist, aktivist og torturoverlever.
Sådan støtter DIGNITY vores partnere i Liberia
DIGNITY har to partnere i Liberia. Den ene er LAPS – Liberia Association of Psychosocial Services og den anden er Community Healthcare Initiative, CHI.
DIGNITY har siden 2007 samarbejdet med LAPS, som vi har støttet gennem træninger i psykosociale interventioner, i projektledelse, i fortalerarbejde og i fundraising. Sammen med LAPS har vi arbejdet meget med både at systematisere og kvalitetsikre deres indsatser og støttet deres udvikling som bæredygtig organisation. Samtidig har LAPS’ arbejde også inspireret DIGNITY til nye læringer omkring bæredygtighed og overlever-centrerede tilgange til vores arbejde.
DIGNITY indgik i 2022 partnerskabet med CHI, der har en stærk profil i forhold til at arbejde med at forebygge kønsbaseret vold, som er et stort problem i Liberia.
DIGNITYS arbejde I Liberia er støttet af Udenrigsministeriet.
Liberia, Afrika
Tilmeld dig DIGNITY’s nyhedsbrev her