WhoMadeWho spiller til fordel for DIGNITY

Det danske band WhoMadeWho spiller på Det Kongelige Teaters Gamle Scene d. 18. november - overskuddet fra koncerten går til DIGNITYs kamp mod tortur.

Den sidste store indendørs koncert i Danmark med WhoMadeWho i lang tid, på landets mest sagnomspundne scene – Det Kongelige Teaters Gamle Scene, finder sted d. 18. november.

Koncerten bliver en visuel kraftpræstation, hvor bandet i samarbejde med prisbelønnede artdirectors fra Bureau Borsche fra München og kunstneren Ayham Jabr fra Damaskus, vil lave en enestående live-afvikling af deres seneste album ’Through The Walls’.

”Vi glæder os voldsomt til at ruske op i Den Gamle Scene med dette spritnye og futuristiske psykedelika-trip af et visuelt album”, fortæller Jeppe Kjellberg fra bandet.

For at kunne brede bandets lydunivers helt ud, har WhoMadeWho allieret sig med den fremadstormende producer Simon Littauer, samt den svenske sangerinde Nina Kinert, der på hver deres måde vil bidrage til en farverig og mangfoldig koncertoplevelse.

WhoMadeWhos stigende interesse for det visuelle og psykedeliske, kom bl.a. til udtryk på dette års Burning Man Festival i Nevada-ørkenen i USA, hvor bandet som første danske band optrådte og spillede ikke mindre en ni koncerter i løbet af festivaldagene.

Koncerten er arrangeret i tæt samarbejde med DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur, som bruger denne type unikke og skræddersyede events til at skabe opmærksomhed om deres rehabilitering af traumatiserede torturoverlevere og rejse midler til deres forsatte arbejde.

”WhoMadeWho er jo et orkester, der spiller meget på festivaler og klubber, så den her aften er meget speciel for os, fordi den er i det historiske, smukke, gamle rum. Udover at holde en kæmpe fest med dans på balkonerne, skal vi også samle penge ind til torturofre, og det er jo en fornøjelse for en gangs skyld at dyrke noget andet end kun os selv”, fortæller Tomas Høffding fra bandet.

Sted: Det Kongelige Teaters Gamle Scene, Kongens Nytorv, København K.
Dato og tid: 18. November kl. 20.00

 

VIL DU MED TIL KONCERTEN?

KOMMENDE EVENTS

nov 18
WhoMadeWho – Det Kgl. Teater, Gamle Scene
Det Kongelige Teater - Gamle Scene - Kongens Nytorv
mar 24
Anne Linnet
Det Kongelige Teater - Kongens Nytorv