50 år - eller i går? Traumerne kender ikke tid

10. september 2023

ESSAY. Forfatter Sidsel Welden skriver her et personligt essay om 50-året for kuppet i Chile og opvæksten med en far, der var torturoverlever.

AF:
Sidsel Ana Welden

I dag er det 50 år siden militærkuppet i Chile fandt sted. En dag vi skal markere, og huske, og som på én måde markerer, at vi heldigvis er årtier væk fra mange chileneres mest smertefulde tid. Samtidig markerer de 50 år også, at traumerne fra kuppet stadig er her, her i Danmark, hos familier, hos os børn, der blev født her som en konsekvens af vores forældres flugt. Nogle oplevelser får menneskers opfattelse af tid til at smuldre og al kronologi forsvinder. Krig og tortur er nogle af de oplevelser. Det betyder at så mange af os med chilensk baggrund mister vores kultur, vores sprog, minder, muligheden for at rejse hjem, muligheden for at fortælle om den baggrund vi kommer fra.

11. september 1973 er den dato, der er blevet en del af mange chileneres hukommelse og identitet. Også for os, der ikke selv har levet gennem tiden under diktaturet. Det er et fællestraume nu. Et vi skal behandle og drage omsorg for her i Danmark. Et traume som ændrer hverdagen, familielivet, og den traumeramte persons evne til at leve. Det kender jeg selv, fra min opvækst med min far, der flygtede for netop 50 år siden. Som så mange andre fik han et alt for kort liv på grund af sine traumer, og et liv udenfor arbejdsmarkedet og det danske samfund, men meget ensomhed og isolation. I dag på 50 års dagen tænker jeg endnu mere på ham, hvordan hans liv var.

Lad mig vise jer en scene:

Jeg forestiller mig, hvordan du hver morgen er stået op til ingenting. Jeg ser dig bevæge dig gennem lejligheden. Når du sover, hører du flodbølger komme imod dig. Vandet føles som tønder mod din hals, du kan ikke råbe om hjælp, når bølgerne drukner dit stemmebånd. Jeg bevæger mig stille efter dig, betragter din rutine, som du går fra soveværelset til toilettet, videre til køkkenet for at ende i stuen. Du hører mænd, der råber og råber, mens solen står op, og du laver din kaffe. Mænd trasker rundt i hovedet på dig. Din hjerne er en arena uden exit. Maskinpistoler. Lyden af skuddene buldrer i takt med, at vandet i elkedlen koger. Dine venners smukke ansigter, unge drenge med sort hår, lugten af blod stiger op med dampen fra kaffen. Du sætter dig i sofaen og drikker den sorte kaffe, dit blik er stift og fæstnet på fjernsynet.

11. september 1973 er den dato, der er blevet en del af mange chileneres hukommelse og identitet. Også for os, der ikke selv har levet gennem tiden under diktaturet. Det er et fællestraume nu.

- Sidsel Ana Welden

Med tortur kommer stilhed

Os der er vokset op med forældre, der er krigsflygtninge og torturoverlevere behøver ikke beskrivelser af, hvad vores forældre er gået igennem, for at vi ved, at de lider. Selvom så mange børn af torturoverlevere beretter om stilhed i hjemmet, er vi ikke i tvivl om, at der er så meget, som ikke bliver sagt. Alligevel får vi også traumer og angst – vi overtager traumerne, vi bliver en del af en fælles bevidsthed med vores forældre, hvor vi ikke kommunikerer med ord, men med vores kroppe; med uro, dårlig søvn, ængstelighed. På en måde kan det føles som om, at vi har overtaget deres hukommelse. En mytisk størrelse, der transcenderer og kan flyttes fra ét menneske til et andet.

Os der vokser med så voldsomme nedarvede minder, der er med til at sætte en ramme for vores liv, vi risikerer at miste vores egne muligheder for at danne nye minder og narrativer for vores egne liv. For vi lever også indenfor en ramme af begivenheder, hvor det var usandsynligt at vores forældre skulle overleve. Så hvordan lever man videre, når man har overlevet det umulige? Det kan f.eks. være at glemme sit sprog, pakke sin kultur væk, gemme familiealbums, sine yndlingssange fra hjemlavet. Fordi pludselig kan alt omkring være noget, der antænder alt det vi bare gerne vil glemme. Det kender jeg alt tid.

Lad mig vise jer endnu en scene:

“Jeg har fået lidt ekstra penge fra banken. “Lad os gå ned i centret”, siger du en formiddag. Vi går rundt om blokkene, ned mod indkøbscentret. Nyt tøj til din sommerfugl. En caféburger. Vi har massevis af penge. Bankens. Tusindvis af kroner.

Mig i gadedrengehop og dig, der forsøger det samme. På et hjørne ved lyskrydset sidder en kvinde på din alder med hænderne formet som skål, tomme og bedende. Vaya con dios, siger hun til os. I snakker sammen, og jeg forstår ikke længere, hvad du siger. Du lægger 100 kroner ned i hendes hænder. Du hvisker til mig, at det er okay, at du på en måde kender hende. Jeg har aldrig set dig give penge væk før, penge er noget, vi passer på, som vi tæller hver uge og lægger i plasticlommer.

Hundredekroneseddelen mod hendes hjerte. Hun presser den ind mod brystet i taknemlighed. Videre nedad gaden i gadedrengehop, men da jeg vender mig om, ligger du på knæ på fortovet, hyperventilerende med hånden på brystet. Det er første gang, jeg ser den vold, dit eget sprog kan påføre dig. De minder, som dit sprog kan vække i dig. Efter den dag tør jeg aldrig gå med dig på gaden igen. Al den fare, der findes udenfor lejligheden.

50 år senere lider vi stadig under de traumer og begivenheder, vores familier er stadig blevet skilt ad og mange af os børn, der blev født her, har mistet en forældre. Så derfor øver jeg mig i at bryde stilheden, vise hvordan traumer opfører sig, jeg forsøger at sætte historier sammen ved hjælp af fortællinger fra min familie og fra offentligheden. For selvom det er 50 år siden, føles det for mig som om tiden er gået stå.