»Der er gået 50 år. Alligevel mærker jeg frygt, når jeg tænker på den dag, jeg blev anholdt«

TORTUR. Myriam Navarette blev udsat for tortur i Chile. Myriams netværk med andre chilenere i Danmark har været en vigtig støtte for hende.

Efter militærkuppet i 1973 sidder torturoverlever Myriam Navarette tilbage med følelsen af, at Chile har ignoreret det store sår, der opstod efter diktaturet. Det er et uafsluttet kapitel, siger hun og fortæller her sin personlige historie fra Chile til Danmark.

AF:
Myriam Navarrete, socialrådgiver og jobkonsulent

Jeg voksede op i en katolsk familie, som støttede militæret og senere generalen Augusto Pinochet under kuppet.

For mig var det ambivalent.

Jeg voksede op i den trygge middelklasse i en lille by, Villa Alegre. Min far var ansat som godsforvalter, og han sendte min store søskendeflok i kirke hver søndag. Et af de vigtigste budskaber, som jeg hev ud af kirken og bragte videre, var næstekærlighed og hjælp til fattige mennesker.

Det var dog bandlyst at tale om socialisme i min familie. Min far havde en plan for både mine søskende og mig. Vi skulle have en uddannelse. Han ejede en femværelset lejlighed i universitetsbyen Talca, som lå cirka 30 kilometer fra mine forældres bopæl.

Mit verdenssyn ændrede sig drastisk, da jeg begyndte på socialrådgiveruddannelsen i 1967. Mine medstuderende og jeg tilbragte mange timer i slumområderne i Talca. Jeg havde aldrig set noget lignende før. De fattige havde hverken mad, boliger eller adgang til skole- eller sundshedsvæsnet. Men alligevel var deres solidaritet med hinanden dybt fascinerende for mig.

Det motiverede mig til at blive aktiv i studenterbevægelsen og senere hen i Det Revolutionære Venstres Bevægelse (MIR). Vi hjalp med at organisere folk i slumkvarterene, så de kunne kræve deres rettigheder i forhold til bolig, sundhed og skolegang.

Den uretfærdighed og ulighed glemmer jeg aldrig. Men jeg blev nødt til at skjule mine aktiviteter for mine søskende. Der var ingen grund til at skabe politiske konflikter i familien – især ikke med min far.

Ingen vej tilbage

Flere gange forsøgte militæret at kuppe præsident Allende. På campus oplevede vi også sammenstød med bevægelser fra højrefløjen. Jeg havde dog ikke forestillet mig, at der ville være et militærdiktatur i Chile. Landet var bygget op omkring demokratiske principper.

Jeg følte den største ensomhed. Hele min verden blev vendt på hovedet. De fleste af de venstrefløjsstuderende fra socialrådgiveruddannelsen blev bortvist – samt enkelte undervisere.

Dagene op til kuppet var tågede. Jeg fornemmede nervøsitet blandt de studerende. Jeg blev mere og mere nervøs, da jeg 11. september 1973 tændte for radioen og hørte, hvad der foregik i Santiago. Selv troede jeg ikke, at det ville gå så hurtigt.

Samme dag gik min kæreste og jeg med nogle studerende ind til rådhuspladsen i Talca, hvor vi så, at militæret havde indtaget de offentlige institutioner og bygninger.

Min far støttede kuppet. Hans reaktion var: »Nu kommer der endelig ro og orden tilbage i Chile«.

Jeg følte den største ensomhed. Hele min verden blev vendt på hovedet. De fleste af de venstrefløjsstuderende fra socialrådgiveruddannelsen blev bortvist – samt enkelte undervisere.

Jeg fik ansvaret for at formidle kontakten mellem den lokale og regionale del af partiet, som jeg var blevet medlem af. På det her tidspunkt vidste jeg godt, at militæret fængslede alle, der var en del af venstrefløjen. Men jeg følte mig forpligtet af vores sag og kamp.

Min kæreste blev arresteret. Og det gjorde mig endnu mere nervøs.

Efter noget tid fik jeg lov til at besøge ham i et åbent fængsel for politiske fanger. Jeg var ikke den eneste kvinde. Der var en lang kø til besøgslokalet. Da jeg så ham, kunne jeg ikke genkende ham. Torturen har gjort ham ugenkendelig.

Så kom dagen

En aprildag i 1974 bankede det på min dør. Jeg var i gang med at lave frokost. Jeg blev mødt af to mænd, der sagde, vi havde et møde med den regionale talsperson for partiet.

Da bilen startede, fik jeg håndjern på. Og der tænkte jeg: »Nu er jeg færdig«. Når jeg tænker på det, føler jeg stadig frygt, selv om det snart er 50 år siden.

Jeg mistede al fornemmelse af tid og sted. Jeg fik en kartoffelsæk over hovedet og blev smidt ind i en anden bil. Vi kørte på en grusvej. Om jeg sad der i 30 minutter eller tre timer, kan jeg ikke huske.

Da jeg ankom til detentioncentret, begyndte afhøringen. Jeg fik elektroder på min krop og slag på brystkassen. De spurgte ikke ind til mine aktiviteter eller min kæreste. De spurgte om navne på studenter- og partiledere.

Jeg afgav ingen navne, fordi jeg vidste, hvilken skæbne det ville føre for mine partikammerater.

Efter afhøringen blev jeg smidt ind i en celle, hvor jeg sad natten over. Dagen efter begyndte samme tortur igen. Jeg kunne ikke svare på nogen af deres spørgsmål. Mine hænder og fødder var bundet fast til en stol, og jeg fik elektroder på hele kroppen.

Efter 11 dage blev jeg flyttet til et åbent fængsel, hvor jeg mødte andre kvindelige torturoverlevere. Vi fandt en styrke sammen.Tanken om, at vi havde kæmpet for et mere retfærdigt samfund, gjorde mig stolt og styrkede kun min tro på vores fælles kamp.

Efter tre måneder i to forskellige fængsler blev jeg løsladt. Hver fredag skulle jeg dog stadig forbi den lokale kaserne til kontrol.

Herefter følte jeg mig konstant overvåget.

Jeg mistede al fornemmelse af tid og sted. Jeg fik en kartoffelsæk over hovedet og blev smidt ind i en anden bil.Vi kørte på en grusvej. Om jeg sad der i 30 minutter eller tre timer, kan jeg ikke huske.

Min kæreste var stadig fængslet, og hans eneste mulighed for at komme ud, var, at blive udvist af landet, hvis han ville løslades. Vi giftede os, så vi kunne rejse væk sammen. Planen var Ecuador, fordi mange af vores partifæller flygtede derhen. Men vi fik kun mulighed for at søge visum til Danmark, Holland eller England. Og så var det tilfældigt, at det blev Danmark.

Asyl i Danmark

Jeg pakkede mine ting og besøgte mine forældre en sidste gang, inden vi skulle rejse.

Der var en underlig stemning. Min far og jeg snakkede aldrig om, hvad jeg var blevet udsat for i fængslet. Jeg ved ikke, om han vidste det. Min mor sagde heller ikke noget. Hun krammede og gav mig en masse kærlighed. Jeg tror, at hun vidste det.

Min mand blev eksorteret fra fængslet til flyet, og vi forlod Chile.

24. marts 1976 kom vi til Kastrup Lufthavn, hvor Dansk Flygtningehjælp tog imod os. Vi regnede med, at vi ville være i Danmark i to-tre år. Vi ventede jo på, at diktaturet ville falde.

Vi begyndte i sprogskole for at lære dansk. Senere tog jeg en uddannelse som sygehjælper og fik job. Elleve år efter jeg kom til Danmark, fik jeg job som socialrådgiver og senere som jobkonsulent for at hjælpe andre flygtninge med at integrere sig i samfundet.

Traumer og 50 år efter

Jeg har aldrig følt, at jeg har haft brug for hjælp til at overvinde mine traumer. Men det skyldes, at jeg også har haft et netværk med andre chilenere i Danmark, hvor vi har kunne støtte og læne os op ad hinanden. De fleste af os er heller aldrig blevet tilbudt nogen former for behandling.

Det giver mig en følelse af at være fremmed som chilener. Det er et samfundsproblem, som vi ikke har fået løst. Nogle kæmper for at bringe sandheden frem i lyset, mens andre kæmper for at gemme den væk.

Vi fortsatte vores kamp her, selv om der var langt til Chile.

Torturen – det jeg blev udsat for – bekræftede mig i, at vi kæmpede for det rette. Torturen har også påvirket mig. Det ser jeg, når jeg er hos lægen og eksempelvis skal have elektroder på kroppen for at få undersøgt mit hjerte. Det kan gøre mig bange, og det kan give mig flashbacks.

I dag – 50 år efter kuppet – sidder jeg tilbage med følelsen af, at chilenerne i Chile har ignoreret det store sår, der opstod efter militærdiktaturet. Vi er et splittet land, hvor højrefløjen ikke vil undersøge de forbrydelser, der fandt sted under Pinochet.

Det betyder, at vi endnu ikke har afsluttet det kapitel. Der er tusindvis af politiske fanger, som vi fortsat ikke ved, hvor er. Der er tusindvis af ofre, som ikke har fået kompensation, fordi staten ikke vil tage ansvar. Og der stadig mange bødler, der går frit rundt, fordi staten ignorerer problemet.

Det giver mig en følelse af at være fremmed som chilener. Det er et samfundsproblem, som vi ikke har fået løst. Nogle kæmper for at bringe sandheden frem i lyset, mens andre kæmper for at gemme den væk.

© 2023 DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur