»Jeg er stadig chilener i mit hjerte og det mærker jeg specielt her 50 år efter kuppet. Drømmen om en bedre verden har jeg aldrig sluppet«

10. september 2023

FLUGT. Patricia Salinas flygter til Danmark fra Chile i november 1973. Billedet her er fra lufthavnen, da hun forlader landet. Privatfoto

Som en af de første chilenere flygtede Patricia Salinas til Danmark med sin mand efter militærkuppet i 1973. Her blev hun uddannet psykolog og behandlede torturoverlevere fra Chile og en række andre lande.

TEKST AF:
Salim Tayssir Melhem

I sin lejlighed på Frederiksberg sidder Patricia Salinas med en bunke avisklip.

Mellem klippene ligger et gammelt foto fra Chile. Den unge, smilende kvinde på billedet er hende i november 1973. Hun er tungt læsset med tasker, tøj, en guitar og anden bagage og går smilende hen mod kameraet. Billedet er taget i lufthavnen i Santiago den dag, hun forlod Chile. På daværende tidspunkt havde hun ikke fantasi til at forestille sig, at der skulle gå hele 17 år før demokratiet vendte tilbage i Chile.

»Samme dag som Pinochet overtog magten forlod min mand hjemmet, og jeg brændte alle dokumenter, der havde forbindelser til hans politiske arbejde. Efter nogle dage kom politiet og ransagede vores hjem og spurgte efter Rafael«, siger Patricia Salinas.

Patricia Salinas og hendes mand, Rafael, besluttede at flygte fra Chile, efter at Pinochet overtog magten. Rafael var eftersøgt af de nye magthavere, og de valgte at forlade deres rækkehus i et af Santiagos pænere kvarterer og efterlade deres etårige søn hos Rafaels forældre.

Dengang tænkte jeg, at vi kun ville søge sikkerhed i et par måneder i Danmark og så vende hjem igen. Jeg havde ingen forestilling om, at militærdiktaturet ville vare i så mange år

- Patricia Salinas

Før kuppet studerede Patricia psykologi på det statslige universitet i Santiago, mens Rafael var politisk aktiv i studenterbevægelsen, Den Revolutionære Venstrebevægelse (MAPU). (Red: Movimiento de Acción Popular Unitaria)

Patricias familiemæssige forbindelser til den danske ambassade hjalp Rafael, der havde levet under jorden i to måneder, med at blive evakueret til den danske ambassade og videre til Danmark i starten af november 1973. To uger efter forlod Patricia landet og mødtes med Rafael i Danmark.

»Jeg begyndte at indse, at kuppet var en realitet, selv om det føltes uvirkeligt. Da Salvador Allende blev valgt til præsident, gik jeg i gymnasiet. Der var fest over hele Chile, og jeg var ude hele natten. Vi troede på, at verden skulle ændres til et bedre sted, men den drøm ødelagde Pinochet fuldstændigt«.

Samlet i Danmark

Patricia og Rafael boede i Aarhus, hvor de var i kontakt med andre chilenere.

»Da jeg kom til Danmark i november 1973, var der meget koldt. Der var oliekrise, og alt var mørkt om natten. Men folk var utrolig venlige og tog godt imod os som flygtninge. Man kan måske sammenligne det med, hvordan de ukrainske flygtninge er blevet modtaget i dag«, fortæller Patricia, der kort efter ankomsten til Danmark forstod, at hun var gravid med sit barn nummer to.

Efter fire måneder i Danmark var sønnen Pablo stadig i Chile. Langsomt begyndte det at gå mere og mere op for Patricia, at tilværelsen i Danmark ville trække længere ud.

»Da vi fik tilbudt en lejlighed, gik det op for mig, at vi ville blive boende i Danmark i længere tid end forventet. Og derefter arbejdede jeg på at få min søn hertil«.

Med assistance fra Dansk Flygtningehjælp fik vores lille søn på halvandet år lov til at komme til Danmark med en gruppe chilenske flygtninge i marts 1974

- Patricia Salinas

Med to børn og efter lidt mindre end et år i Danmark bliver Patricia og Rafael skilt fra hinanden. Det blev også begyndelsen på en udfordrende periode for Patricia, der både følte et pres for at integrere sig i samfundet, lære et nyt sprog og passe to børn helt alene.

»Jeg insisterede på ikke at opgive drømmen om at blive psykolog. Efter flere år med danskundervisning ville jeg fortsætte med studierne. Det var hårdt for mig i starten. Jeg var den eneste på studiet, der havde børn«.

»Mit ivrige, ungdommelige sind gjorde det lettere for mig at integrere mig i det danske samfund. Det er klart, at når man som 19-årig flygtning stadig har ambitioner og drømme om at være psykolog, så er det lettere at lære sprog og tage en uddannelse, end hvis jeg var kommet hertil som 29-årig «.

Specialeskrivning om torturofre

I 1981 begyndte Patricia på sit speciale, hvor hun fokuserede på chilenere, der levede i eksil i Danmark. Men da hun var i praktik på Aarhus Kommunehospital, blev hun præsenteret for navnet Inge Genefke, den senere medgrundlægger af DIGNITY. Hun havde et projekt på Rigshospitalet, hvor hun undersøgte torturofre fra Chile og andre lande i Latinamerika.

»Af de 26 mænd var de 22 fra Chile. 90 procent af dem var omkring 40 år, og det var svært for mig som ung psykologistuderende at tale med dem. Det var svært for dem at reetablere et normalt liv, og de fleste af dem havde ikke talt med nogen om torturen. De havde været politiske ledere, men for dem var psykologhjælp en by i Rusland. De havde svært ved at snakke med en ung pige«.

Én gang om ugen rejste Patricia fra Aarhus til København for at interviewe torturofrene.

»Som enlig mor var det lidt hårdt at være væk fra mine børn. Men det havde også den positive vinkel, at jeg faktisk mødte min nye mand på Kalundborgfærgen på vej til København«.

Med kyndig vejledning fra Inge Genefke færddiggjorde Patricia sit psykologispeciale (Eksil og tortur) på Aarhus Universitet. Efterfølgende fik hun en stilling hos Dansk Flygtningehjælp, hvor hun deltog i organisationens landsindsamling:

Jeg kørte rundt til de små byer og fortalte om at være flygtning. ’Du ligner ikke en flygtning’, sagde de, når jeg kom ud i menighedshusene eller bankede på hos folk

- Patricia Salinas

Senere blev hun også ansat hos Aarhus Kommune som psykolog i en integrationsafdeling. Men det varede ikke længe, før der kom en mulighed for at vende hjem til Chile efter den gradvise overgang til mere demokratiske tilstande i slutningen af 1980’erne.

Chile tur/retur

Patricia blev ansat i et fireårigt FN-projekt i Chile om repatriering af chilenske flygtninge. Hun rejste dertil sammen med sin danske mand Lars, der som arkitekt fik arbejde i et svenskstøttet byggeprojekt, og de yderligere tre drenge, de havde fået sammen. På det tidspunkt er der mange chilenere, som lever i eksil, der vender tilbage.

Patricias arbejde gik ud på at reintegrere de hjemvendte chilenere i hovedstaden Santiago.

»Mit første møde med Chile var en øjenåbner. Jeg opdagede hurtigt de mange kulturforskelle. I Chile giver man ikke hånd til fremmede. Man giver dem to kindkys, og det kunne jeg ikke lide, da jeg vendte tilbage efter mange år i Danmark. På den måde er vi vanedyr«.

Ved siden af sit arbejde arbejdede Patricia to gange om ugen frivilligt i et slumkvarter med psykologhjælp til de mest udsatte kvinder.

Patricias mand, Lars, vendte før tid hjem til Danmark, hvor han efter 14 dages sygdom med menigits afgik ved døden. Hun slog sig derfor ned i det sydlige Chile med børnene, hvor hun købte sig et stykke jord og en gård.

Det var først i år 2000, at Patricia og børnene vendte tilbage til Danmark.

50 år efter kuppet

I dag sidder Patricia i sin lejlighed og ser tilbage på 50-året for militærkuppet. Hun kigger på billedet af sig selv fra lufthavnen, hvor hun forlader Chile november 1973.

PSYKOLOG: De sidste 20 år har Patricia arbejdet som psykolog hvor hun bla. har hjulpet torturoverlevere.

»Tiden går hurtigt. 50 år er mange år, og jeg kan virkelig huske, hvordan vi før kuppet håbede og troede på, at Chile dengang var på vej mod et mere retfærdigt og lige samfund. Når vi kiggede på nabolande som Uruguay, Brasilien og Argentina, så troede vi aldrig, at et militærkup ville finde sted. Vi havde jo et demokrati – det havde de ikke«.

De sidste 20 år har Patricia arbejdet som psykolog for Dansk Røde Kors. Hun har set og behandlet flere flygtningegrupper. Hun mener, at historien gentager sig, når det kommer til flygtninge.

»Her 50 år efter tænker jeg meget på tiden omkring kuppet i 1973 og gribes da også af vemod ind imellem. Selv om Chile er blevet et demokrati igen, er landet stadig belastet af sin fortid. Landet er stadig meget splittet rent politisk, og højre og venstre har svært ved at nærme sig hinanden i bestræbelserne på at bygge en mere retfærdig verden for alle.

»Jeg er stadig chilener i mit hjerte og det mærker jeg specielt her 50 år efter kuppet. Drømmen om en bedre verden har jeg aldrig sluppet«.