»Jeg glemmer aldrig torturen, men jeg har lært at overleve«
- 10. September 2023
HJÆLP. Luciano Vaszques fortæller, at terapien gjorde en vigtig forskel for ham efter flere år med mareridt efter torturen.
Luciano Vaszques flygtede fra Chile til Danmark i 1980 efter at være fængslet i flere år, hvor han blev udsat for tortur, som han stadig mærker i dag. Han har et råd til andre torturoverlevere og et budskab til politikerne på Christiansborg.
TEKST AF:
Salim Tayssir Melhem
»Den psykologhjælp, som jeg fik af DIGNITY (red. RCT), da jeg kom til Danmark, var livsnødvendig. Det har reddet mit liv«
70-årige Luciano Vaszques forlod alt, hvad han havde i Chile for at få et bedre liv efter tre år i fængsel for sit arbejde mod Pinochets styre. Han blev eskorteret af tre personer fra efterretningstjenesten fra et fængselshospital til lufthavnen, hvor hans kone og datter ventede. Familien havde fået asyl i Danmark.
»Min sidste tid i Chile var pinefuld for mig. Især den tortur, som jeg blev udsat for, har sat sine spor. Under en afhøring smadrede en betjent alle mine tæer på min ene fod. Jeg blev også ofte afklædt og fik slukket cigaretter på min hud«.
Ud over de mange fysiske smerter, som han døjede med i fængslet, var Luciano bange for, hvad der ville ske med hans familie:
»De truede mig konstant med at ville gøre onde ting ved min hustru og datter. Den psykologiske tortur var det værste«.
Luciano Varquez var ikke politisk aktiv før kuppet, men støttede præsident Allende, mens han arbejdede i boligministeriet som socialrådgiver.
Kuppet
11. september 1973 står stadig meget tydeligt i Lucianos erindring. Han glemmer ikke militærets brutalitet mod civilbefolkningen.
Militæret begyndte at skyde og angribe boligministeriet, og der var kaos i bygningen. En af mine kollegaer blev skudt i armen, og vi måtte alle sammen flygte væk.
Luciano skyndte sig fra boligministeriet og hen mod præsidentpaladset for at gøre modstand.
»Jeg løb mod paladset for at forsvare Allende, fordi jeg hørte, at militæret var i gang med at omringe området. Jeg ville gøre modstand og beskytte præsidenten og regeringen«.
Luciano og en masse andre blev holdt tilbage af militæret og sendt hjem. Folk fik besked på, at de ikke måtte bevæge sig udenfor på åben gade.
»Efter kuppet fortsatte jeg med at arbejde i ministeriet. Tre måneder efter kuppet blev jeg fyret, fordi militæret gerne ville af med alle, som de mistænkte for at støtte venstrefløjen«.
Fanget af efteretningstjenesten
Efter kuppet var drømmen om et socialistisk samfund ikke brast sammen for Luciano. Han besluttede sig for at kæmpe mod Pinochet og diktaturet i Chile.
»Vi vidste godt, at det var risikofyldt at gøre modstand. Men det var vores kamp om et stærkere samfund, der motiverede os. Militæret brugte ekstreme metoder for at lukke ned fra modstandere. Jeg har set flere af mine kammerater blive tortureret og efterladt på gaden. Med det ene formål at skræmme os«.
Fire år efter Pinochets kup blev Luciano fanget af efterretningstjenesten og udsat for tortur gennem flere år.
Budskab fra en flygtning
Med hjælp fra den danske ambassade fik Luciano visum til Danmark, som han i forvejen kendte en lille smule til på grund af H.C Andersen og den danske vikingehistorie, som interesserede ham.
Torturen gjorde, at jeg var medtaget, da jeg landede i Danmark. Jeg kunne knap nok gå på grund af mine tæer, der var så skadet efter torturen. Det første, der skete, da jeg kom til Danmark var, at jeg blev henvist til Rigshospitalet.
Da Luciano mødte op på rigshospitalet for at blive tilset af en læge og sygeplejerske, fik han flashbacks til torturen i Chile.
»Torturen og traumerne gjorde, at jeg ikke stolede på folk med hvide kitler. I Chile var der ofte en læge eller sygeplejerske til stede, når vi blev tortureret. Derfor reagerede jeg ofte kraftigt, da jeg så en læge eller sygeplejerske i Danmark«.
Det var først da Luciano mødte Inge Genefke (medstifter af DIGNITY) og en chilensk psykolog, at Luciano turde at stole på sundhedspersonalet på Rigshospitalet, hvor han gennemgik en operation for sin fodskade fra torturen. Det var også her, at han fik tilbudt psykologhjælp af DIGNITY.
»Terapien gjorde en stor og vigtig forskel for mig, især fordi jeg i mange år var plaget af mareridt. Det har jeg ikke længere i dag«.
Luciano havde aldrig forhåbninger om at vende tilbage.
Selv da Pinochets diktatur faldt, var han ikke tryg ved at vende tilbage til Chile. Og han har ikke været der siden, at han forlod landet for snart 43 år siden:
Det, jeg oplevede i Chile, har haft store konsekvenser for mit liv. Jeg kan stadig ikke gå ordenligt, og jeg kan stadig have dårlige dage. Men heldigivis har behandlingen reddet mit liv, og det har været godt for mit ægteskab.
»Jeg har lært, at man glemmer aldrig torturen, men man lærer at overleve«.
Luciano har også et vigtigt budskab til Danmark og andre flygtninge, som sidder inde med traumer fra krig, flugt og tortur:
»Tal åbent om dine traumer med en professionel behandler. Det er den rigtige måde at komme igennem sine smerter. Det kan være med til at genvinde noget af det tabte og komme videre. Og så håber jeg, at Danmark vil genfinde noget af den humanitet, som de viste til de chilenske flygtninge. Det gør ondt som flygtninge at se, hvordan der bliver forskelsbehandlet blandt flygtningegrupper alt efter, hvor de kommer fra. Der er ingen forskel. Hvorfor er vi blevet så bange for at hjælpe andre?«.
© 2023 DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur