DIGNITY styrker støtten til traumeramte ukrainske veteraner

DIGNITY bliver en del af en ny toårig indsats, der skal hjælpe ukrainske veteraner og deres familier med at håndtere krigens fysiske og psykiske følger.

Krigen i Ukraine har efterladt mange ukrainske veteraner med fysiske og psykiske skader, som også påvirker deres familier og muligheder for at vende tilbage til hverdagen.

Mere end 1,5 millioner mennesker er i dag officielt anerkendt som veteraner i Ukraine. Ved krigens afslutning forventes mellem fem og seks millioner veteraner og familiemedlemmer at være direkte berørt af følgerne efter militærtjeneste.

Derfor bliver DIGNITY en del af et nyt projekt, som skal styrke støtten til ukrainske veteraner og deres familier.

Den nye indsats skal forbedre adgangen til mental og psykosocial støtte samt fysisk rehabilitering til veteraner.

Behovet er stort: 71 procent af veteranerne fortæller, at de har fysiske skader, mens omkring 100.000 ukrainere lever med amputationer, der kræver rehabilitering og proteser.

Indsatsen skal styrke veteranernes muligheder for at blive en del af lokale fællesskaber og skabe sig en tilværelse efter livet ved fronten.

»DIGNITY har en lang erfaring med at hjælpe mennesker, der lever med alvorlige traumer efter krig og vold. Den ekspertise skal vi bruge til at styrke støtten til ukrainske veteraner og deres familier, så de får bedre muligheder for at genopbygge en tryg og meningsfuld hverdag,« siger Rasmus Grue Christensen, direktør i DIGNITY.

DIGNITY bidrager især med ekspertise inden for mental sundhed, rehabilitering og traumeinformerede indsatser.

Projektet skal blandt andet styrke støtten til ukrainere, der har været i russisk fangenskab. Siden begyndelsen af fuldskalainvasionen er mere end 9.700 ukrainere vendt hjem fra russisk fangenskab. Ifølge FN har 95 procent af de interviewede tidligere krigsfanger været udsat for tortur eller anden mishandling.

Projektet bliver til sammen med Dansk Røde Kors, Ukrainsk Røde Kors og de ukrainske civilsamfundsorganisationer Coalition of Veteran Spaces, Blue Bird og Forpost.

Indsatsen løber over 24 måneder og er støttet af Udenrigsministeriet gennem Freds- og Stabiliseringsfonden. Den indgår i en bredere dansk veteransatsning på i alt 45 millioner kroner.