Ny rapport dokumenterer mulige krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden begået mod ukrainske fanger

Rusland tvangsdeporterede i 2022 cirka 1.700 indsatte fra ukrainske fængsler til Rusland. I en ny rapport af DIGNITY og vores ukrainske partnere vurderes det, at deportationerne sandsynligvis udgør krigsforbrydelser og kan være forbrydelser mod menneskeheden.
Illustration af ukrainske fanger, der deporteres i en lastbil af russiske soldater

Det er en grusom rejse, DIGNITY dokumenterer i den nye rapport Deportation to Hell.
Indholdet bygger på vidnesbyrd fra 233 tidligere eller nuværende indsatte, der var frihedsberøvet i Ukraine, da Rusland indledte sin fuldskalainvasion den 24. februar 2022.

I november 2022 blev cirka 1.700 indsatte tvangsmæssigt deporteret fra fængsler i de russisk besatte områder i Ukraine til fængsler i Rusland.

»Vidnesbyrdene i rapporten viser med al tydelighed, at der ikke er tale om enkeltstående hændelser. Rapporten dokumenterer et mønster, hvor ukrainske fanger i et stort antal blev tvangsdeporteret fra besatte områder i Ukraine til Krim-halvøen og derefter videre til Rusland uden forklaring, uden samtykke, uden adgang til juridisk bistand og under mishandling og umenneskelige forhold. Overførslerne var ikke lovlige i henhold til den humanitære folkeret, da der ikke forelå legitime hensyn til militær nødvendighed eller befolkningens sikkerhed. Deportation bliver her brugt som et ulovligt våben i krigen«, siger Therese Rytter, juridisk chef i DIGNITY og fortsætter:

»Rapportens juridiske analyse er alvorlig. Den konkluderer, at der er tale om krænkelser af den humanitære folkeret, og at deportationerne sandsynligvis udgør krigsforbrydelser i henhold til Rom-statutten for den Internationale Straffedomstol. Deportationerne har ydermere en sådan karakter, at de muligvis også udgør forbrydelser mod menneskeheden. Det skyldes, at de formentlig er begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod civilbefolkningen og med viden om angrebet.«

Mishandling og vold

Derudover dokumenterer rapporten yderligere et mønster af fysisk og psykisk mishandling og tortur samt umenneskelige detentionsforhold.

95 procent af de interviewede fortæller, at de enten selv blev udsat for eller var vidne til mishandling og i visse tilfælde tortur under deportationen og den efterfølgende fængsling i Rusland.

Vidnesbyrdene beskriver blandt andet slag med stave, spark, langvarig anbringelse i stresspositioner, ydmygelser samt trusler om fysisk og/eller seksuel vold. Selve deportationerne blev gennemført under våbenmagt i overfyldte transporter med manglende adgang til mad, vand og toilet.

Overgrebene blev udført på grund af de frihedsberøvedes ukrainske nationalitet eller deres formodede støtte til Ukraine. Mange ukrainske fanger blev også tvunget til at acceptere russisk statsborgerskab, hvilket rejser alvorlige bekymringer om tvang og udhuling af deres retlige status som ukrainske statsborgere.

Selv efter løsladelsen fortsatte overgrebene for mange af de indsatte. Rapporten beskriver, hvordan mange blev tilbageholdt i russiske migrationscentre, fordi det blev påstået, at de var rejst ulovligt ind i Rusland, selvom de var deporteret dertil med magt, andre blev udvist til tredjelande, ofte uden papirer eller midler til at vende hjem, og flere blev overført til fængselsfaciliteter på Krim-halvøen, hvor mishandlingen fortsatte.

Alle interviewpersoner fortæller, at de blev nægtet kontakt med deres familier efter deportationen til Rusland. Ifølge rapporten blev hverken den ukrainske regering eller fangernes pårørende informeret af de russiske myndigheder om deportationerne til det besatte Krim eller Rusland.

»Anklagerne i rapporten er alvorlige og bør få et retligt efterspil. Det er afgørende for ofrene, at de forbrydelser, de har været udsat for, ikke forbliver ustraffede. Interviewene med ofre og vidner kan bistå nationale og internationale politi- og anklagemyndigheder i deres efterforskning og retsforfølgning. Vi håber, at rapporten kan bidrage til, at gerningsmændene på alle niveauer bliver stillet til ansvar for disse internationale forbrydelser,« siger Therese Rytter.

Rapporten er udarbejdet af DIGNITY i samarbejde med Protection of Prisoners of Ukraine, Kharkiv Human Rights Protection Group og European Prison Litigation Network med støtte fra Udenrigsministeriet.

Deportation to Hell: Forcible Transfer of Ukrainian Prisoners to Russia