EN

»Jeg var klar til at give
slip på livet, men så
ringede det på døren…«  


»
Jeg var klar til at give slip på livet, men så ringede det på døren…«  

KENYA

Det handler om at lytte, spørge og erkende, at det ikke altid er helt godt, og det kan ændre sig. I Nakuru i Kenya gør lokale sundhedshjælpere, der er trænet i psykologisk førstehjælp og korte terapiforløb, en verden til forskel. Her står traumerne i kø, mens psykologerne er forsvindende få.

Mød nogle af dem, der hjælper Kenyas mest udsatte mennesker.

KENYA

Det handler om at lytte, spørge og erkende, at det ikke altid er helt godt, og det kan ændre sig. I Nakuru i Kenya gør lokale sundhedshjælpere, der er trænet i psykologisk førstehjælp og korte terapiforløb, en verden til forskel. Her står traumerne i kø, mens psykologerne er forsvindende få.

Mød nogle af dem, der hjælper Kenyas mest udsatte mennesker.

Tekst og foto: Marie Torp Christensen

22. april 2024

Det banker hårdt på døren.

Sælgeren, som Ali normalt køber sine tomater af, hun står udenfor og bliver ved med at banke. Med sig har hun de tomater, som han bedst kan lide. Det ved hun. Inde i huset står Ali med et reb om halsen.

Han skal beslutte, om han vil åbne eller lukke døren for kvinden med tomaterne – og for livet.

»Da det bankede på døren, blev jeg opmærksom på, hvad det var, jeg havde gang i. Jeg fjernede rebet og åbnede døren«, fortæller Ali, der siden har tænkt over, at det måske var et tegn fra oven, at hun kom lige præcis på det tidspunkt.

Det er svært at tale om det svære

Ali er en høj mand, som sidder rank og fortæller, hvordan han har bevæget sig op fra sit sinds mørkeste sted til at rejse sig igen med ny livsglæde.

Vi møder ham i udkanten af slumområdet Bondeni, hvor der bor 35.000 mennesker, og som ligger integreret i byen Nakuru i Kenya. Her er han vokset op omgivet af smalle jordgange mellem husene med bliktage, og de fritgående geder som bræger under solens varme stråler.

HJEM. Ali kender slumområdet Bondeni i Nakuru rigtig godt, fordi han har boet her hele sit liv.

»Fatuma fik mig til at forstå, at mit liv betyder noget – for min familie, mine venner og mig selv«

Det er her, at hans livs største krise har udspillet sig. Men det er også det lokale miljø som tomatsælgeren og områdets sundhedshjælper Fatuma, der har gjort, at han sidder her i dag i live.

»Fatuma besøgte mig, efter at min tomatsælger havde fortalt hende om min situation. Fatuma lyttede til mig, og jeg følte, at hun forstod mig og min smerte«, fortæller Ali, der var faldet i et sort hul, fordi hans kone var ham utro.

»Fatuma fik mig til at forstå, at mit liv betyder noget – for min familie, mine venner og mig selv.«

Fatuma er én af dem, som er blevet undervist i psykisk førstehjælp af organisationen MIDRIFT HURINET, som er DIGNITYs samarbejdspartner i Kenya. Undervisningen og træningen har givet hende redskaber til at hjælpe beboerne i Bondeni med at trække vejret, finde ro og sammen med hende vurdere, hvad det næste skridt skal være.

Traumer er alle vegne

Bander, røverier, fattigdom, druk, stoffer og vold. Det er nogle af de ord, som psykolog Millie Rono fra MIDRIFT HURINET nævner, når hun skal beskrive de problemer slumområder – som Bondeni -kæmper med.

STOFFER. Psykologen Millie Rono vurderer, at der er mange unge, som håndterer deres problemer ved at tage stoffer og drikke alkohol, hvilket kan føre til konflikter i lokalområdet.

Nakuru, er Kenyas fjerde største by, og der bor over 505.000 mennesker, mens der i hele regionen Nakuru bor omkring 2,4 millioner indbyggere.

»Traumer. De er alle vegne i de her områder,« fortæller psykologen fra MIDRIFT HURINET, der blandt andet har trænet 45 lokale sundhedshjælpere som Fatuma i at udføre psykologisk førstehjælp.

»Vi lærer dem helt basale kompetencer, som gør, at de kan hjælpe et menneske, der er i krise«

»Børn i Kenya lærer, hvordan de skal tage hånd om deres fysiske helbred og personlige hygiejne, men de lærer ofte ikke, hvordan de skal håndtere deres følelser og livets modgang,« siger Millie Rono som årsag til, at især mange unge håndterer deres problemer ved at tage stoffer og drikke alkohol.

Det er blot nogle af de mange grunde til, at der er brug for de kompetencer, som MIDRIFT HURINET med støtte fra DIGNITY, træner de lokale sundhedshjælpere i. Det vurderes, at omkring 26,2 procent af beoberne i Nakuru-regionen døjer med mentale udfordringer. Hver måned taler dem, der er uddannet i psykisk førstehjælp, med omkring 250 klienter i alt i Nakuru.

»Vi lærer dem helt basale kompetencer, som gør, at de kan hjælpe et menneske, der er i krise. Det kan være hjælp med at trække vejret korrekt og falde til ro. Det er ikke psykologisk behandling, ligesom almindelig førstehjælp ikke er en operation,« forklarer Millie Rono og lyser op, da hun fortæller:

»Det smukke ved psykisk førstehjælp er, at det giver sundhedshjælperne mulighed for at vurdere, om den ene samtale var det, der skulle til, eller om de skal henvises til et lidt længere forløb eller til den psykiatriske afdeling på hospitalet i Nakuru, hvor vi har mulighed for at hjælpe økonomisk i nødstilfælde.«

FAKTA

Fem sessioner, der gør en forskel

PM+ eller Problem Management Plus, som forløbet hedder, er udviklet af verdens sundhedsorganisationen WHO og består af fem sessioner, hvor klienterne lærer at forstå og håndtere deres udfordringer.

Alle PM+ hjælpere som Mary får løbende supervision af en PM+ Supervisor, som samler hjælperne i små grupper, hvor de kan dele deres erfaringer og lære af hinanden. Alle PM+ supervisorne får supervision af DIGNITYs psykolog, som er PM+ ekspert.

I Nakuru har MIDRIFT HURINET sammen med DIGNITY uddannet 48 lokale PM+ hjælpere og 10 PM+ Supervisorer, der kender lokalområdet og dem, som bor der. Derudover har DIGNITY trænet tre ansatte hos MIDRIFT HURINET og en koordinator i regionen.

Efterladt alene langt fra familien

Godt en times kørsel tættere på Nairobi i slumområdet Karagita, bor Pauline. Hendes hår er nyflettet ,og hun er iført en grå hoodie. Det er ikke tilfældigt, at der er styr på det ydre, selv om hun har kæmpet med det indre og for at finde motivationen til at bevæge sig udenfor sit hjem.

»Min mands familie kunne ikke lide mig, og det endte med, at han til sidst forlod mig,« fortæller Pauline, mens hun kigger på sine hænder. Hun er opvosket langt fra Karagita og efterlod sine venner og familie for at flytte sammen med den mand, som nu har forladt hende.

»Jeg følte mig helt alene og havde ikke nogen at tale med. Derfor lukkede jeg mig inde, var ked af det og havde svært ved at være en del af lokalsamfundet.«

ISOLATION. Efter Pauline blev forladt af sin mand lukkede hun sig inde i sig selv. En dag bankede Mary på døren og fik både Pauline og verdenen til at åbne sig igen.

Heldigvis var Pauline ikke helt alene. Hendes veninde genkendte træk hos Pauline, som hun havde oplevet selv. Veninden havde fået støtte af den lokale sundhedshjælper Mary, som MIDRIFT HURINET og DIGNITY har trænet til både at yde psykologisk førstehjælp og PM+, som bygger på et forløb, hvor klienterne lærer at forstå og håndtere deres udfordringer. 

»Heldigvis besluttede jeg mig for at åbne op og lukke hende ind. Hun har været med til at ændre mit liv«

Derfor foreslog Paulines veninde, at Mary også skulle tage kontakt til hende. Men det var ikke kun veninden, som havde været bekymret for Pauline, der ikke lukkede nogen ind. Pauline var allerede i Marys søgelys, fordi hun kender dem, der bor i lokalområdet godt.

»Til at begynde med var jeg bange for at fortælle min historie til Mary, jeg havde aldrig mødt hende før, og jeg stolede ikke på hende,« fortæller Pauline.

»Heldigvis besluttede jeg mig for at åbne op og lukke hende ind. Hun har været med til at ændre mit liv.«

Det var samtalerne, vejledningen og Marys vedholdenhed, som bragte livsglæden tilbage til Pauline. De talte blandt andet om hobbyer. Pauline fortalte, at hun elsker hår, mode og var blevet trænet af sin tante i at flette. Mary hjalp med at finde en plads hos en frisør, og fulgtes med Pauline de første gange for at sikre sig, at hun kom afsted. I dag arbejder Pauline stadig hos frisøren og har en lille forretning med at sælge tøj ved siden af sit job.

»Jeg elsker at flette hår og style.«

Det handler om både mennesker og systemer

Tilbage i Bondeni bærer Ali rundt på en lille højtaler. Han laver musik og skriver digte om livet og sin kærlighed til bydelen.

»Meget samfundsforandring begynder med, at nogle er modige og tør åbne op for det, som er sårbart og svært«

Men det er ikke hver dag, at hjertesorger og problemer med mental sundhed er et samtaleemne, når snakken går i området, hvor der bor godt 35.000 mennesker.

»Der er meget stigmatisering forbundet med at tale om ens mentale problemer, og særligt når det kommer til mændene,« fortæller Millie Rono og uddyber, at der kan være fordomme om at søge hjælp, når man har ondt i livet. Mange frygter, at folk tror, at man er skør.Derfor holdes det ofte inden for hjemmets fire vægge.

»Mange andre har de samme problemer, som jeg havde. Men det kan være svært at vide, for der er ikke mange, der deler deres problemer, selvom man er i familie eller gode venner,« fortæller Ali, der bruger de teknikker, han har lært af Fatuma og sin PM+ hjælper til at støtte andre i Bondeni.

»Meget samfundsforandring begynder med, at nogle er modige og tør åbne op for det, som er sårbart og svært,« påpeger Millie Rono.

Derfor er det også en stor sidegevist, at klienter som Pauline og Ali fortæller om deres oplevelser til venner, familie og lokalområdet. Det er første skridt til at ændre opfattelsen af, at man ikke er skør, hvis man har mentale udfordringer eller bare har brug for at tale med nogen, siger hun og understreger vigtigheden af, at deres indsatser bliver bakket op af politisk handling og økonomi til at kunne hjælpe endnu flere og henvise til psykiatriske afdelinger, når der er behov for det.

»Det er en sejr, at vi nu er i dialog med både regionen og statens politikere om, at der skal være et budget til mental sundhed,« afslutter Millie Rono.

»I mine øjne viser det, hvor langt vi er kommet. Det er værd at kæmpe videre hver dag.«

For både Ali og Pauline er der ingen tvivl. Mødet med Fatuma og Mary har for dem betydet forskellen mellem mørke og lys.

»Jeg er lykkes, jeg er succesfuld. Jeg har et job, en god løn og kan tage mig af min familie,« smiler Ali og fortæller, at han lige har plantet blomster på sin grund.

Hvis du har tanker om selvmord så kontakt Livslinien her →

Mød Fatuma og Mary her

HJÆLP. I Nakuru hjælper lokale sundhedshjælpere som Fatuma, der er uddannet i psykologisk førstehjælp, tilsammen 250 klienter om måneden med at håndtere udfordringer i hverdagen.

HJÆLP. I Nakuru hjælper lokale sundhedshjælpere som Fatuma, der er uddannet i psykologisk førstehjælp, tilsammen 250 klienter om måneden med at håndtere udfordringer i hverdagen.

VEJLEDNING. Det var samtalerne, vejledningen og Marys vedholdenhed, som bragte livsglæden tilbage til Pauline.

VEJLEDNING. Det var samtalerne, vejledningen og Marys vedholdenhed, som bragte livsglæden tilbage til Pauline.

TIP:

Sådan bliver du bedre til psykisk førstehjælp

Den metode, som Mary og Fatuma er trænet i, kan du også bruge i din hverdag. Psykisk førstehjælp, har tre grundprincipper:

SE: Kig efter, om der er et sikkert sted, hvor du og den berørte kan opholde jer. Herfra kan du observere og spørge efter, hvad den berørte har behov for alt efter, hvordan de reagerer. Måske fryser de, er bange eller tørstige. Sørg for at situationen tillader ro og ’privatliv’ så vidt, det er muligt.

LYT: Præsenter dig selv, og spørg om du kan hjælpe. Pres aldrig den berørte til at fortælle, hvad de har oplevet, men lyt opmærksomt til det, de fortæller, og spørg ind til de bekymringer og behov, de har lige her og nu.

HENVIS: Hjælp den berørte med at få den hjælp, som de har brug for. Det kan eksempelvis være, at de har brug for at komme på hospitalet, låne en telefon eller kontakte politiet. Du kan også hjælpe den berørte ved at skabe ro eksempelvis gennem vejrtrækningsøvelser, eller ved at tale om noget rart.

Sådan hjælper DIGNITY og MIDRIFT HURINET

I Nakuru samarbejder DIGNITY med organisationen MIDRIFT HURINET om blandt andet at forebygge vold i lokalsamfundene, uddanne de lokale sundhedshjælpere i psykisk førstehjælp og PM+ og opbygge tillid mellem borgere og myndigheder for at fremme det lokale lederskab.

DIGNITY har samarbejdet med MIDRIFT HURINET i Kenya siden 2014. Arbejdet er støttet af Udenrigsministeriet.  

© 2024 DIGNITY - Dansk Institut Mod Tortur