Gennem snart 20 år har den jordanske psykolog Areej Samreen arbejdet med traumebehandling af torturoverlevere. For mange af dem tager det ofte flere år at genopbygge en sund form for tillid til andre mennesker. Derfor glæder det Areej Samreen, hvis hun kan være med til at give bare én procent af det tabte tilbage til ofrene og dermed gøre en forskel.
»Kan du forestille dig at blive udsat for tortur af din egen nabo?«
Spørgsmålet kommer fra Areej Samreen, der har næsten to årtiers erfaring i arbejdet med traumeramte. Hun gentager de sidste tre ord: Din egen nabo?
40-årige Areej Samreen arbejder som klinisk psykolog på familiecenteret Nour Al Hussein Foundation – Institute for Family Health (IFH) i Amman, der behandler traumatiserede familier.
IFH har været DIGNITYs samarbejdspartner siden 2008 og er støttet af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram.
Areej Samreen er uddannet i psykologi fra Amman University og Harvard University, og på IFH består hendes daglige arbejde i at lytte til de beretninger som torturoverlevere deler med hende.
40-årige Areej Samreen har brugt knap halvdelen af sit liv på at hjælpe torturoverlevere tilbage til livet. Foto: Salim Tayssir Melhem
Hun fortæller blandt andet om en patient fra Syrien, der blev udsat for grov tortur. En dag blev han ført hen i et kammer, hvor han stod ansigt til ansigt med sin nabo. Han blev lettet og glad og troede, at han nu ville blive reddet og ført hjem. Indtil han fandt ud af, at naboen var hans torturbøddel.
»Det ødelagde noget i ham, og der går lang tid, før patienterne overhovedet kan stole på en psykolog,« siger Areej Samreen.
Svært at genopbygge tillid til andre
For hende er det komplekst at hjælpe torturofre, der har oplevet et enormt svigt af deres medmennesker. Ofte tager det mange år at genopbygge en sund form for tillid, hvor man kan begå sig i hverdagen uden at nære mistro til den lokale grønthandler, slagter eller nabo.
En anden beretning, som Areej Samreen stadig husker tydeligt, handler om en irakisk kvinde, som en dag blev overfaldt af gruppe bevæbnede mænd. De trak en hætte over hovedet på hende, og skubbede hende ind i en varevogn. De rev tøjet af hende og sagde:
»Vi vil sende en hilsen til din far og ægtemand. Vælg den kropsdel, som vi skal skære af og sende hjem til din familie.«
Dernæst blev hun tæsket, voldtaget og smidt nøgen på samme gade, hvor de havde bortført hende.
Det er den patient, der har gjort størst indtryk på Areej Semreen igennem årene – også fordi, hun har været en af de sværeste at hjælpe.
»Den irakiske kvinde studerede på universitet, var gift og havde børn. Alt det blev revet itu efter torturen. Herefter flygtede hun til Jordan i udkanten af Amman. Længe gik hun med en angst og frygt for at blive kidnappet igen. Det påvirkede hele familien,« siger hun.
Areej Samreen kom i kontakt med kvinden gennem nogle af IFHs hjemmebesøg i landsbyerne, men det var ikke let at få lov at hjælpe.
»Hun var skeptisk og bekymrede sig til at begynde med om de basale behov for sine børn. Jeg hjalp hende blandt andet med at få vaccineret børnene. Efter et stykke tid ringede hun mig op for at invitere mig på en kop kaffe. Uden at sige ét ord brød hun sammen, da vi mødtes. Langsomt etablerede vi et tillidsbånd og talte om traumerne.«
Traumer spreder sig i familien
Fjernt fra Ammans larmende trafik har Institute of Family Health hjemme i boligområdet Sweileh, hvor instituttets psykologer, læger og fysioterapeuter arbejder under beskyttede omgivelser for at tage sig af de mennesker, der bærer rundt på ar fra krig, flugt og tortur. Ifølge FNs tal fra 2019 er der 750.000 flygtninge i Jordan. Udover landets største flygtningegruppe fra Syrien, oplever Areej Samreen en ny gruppe af flygtninge fra henholdsvis Sudan og Yemen.
Hvor ser du den største udfordring med traumatiserede flygtningefamilier?
»Med torturofre er det vigtigt at huske, at det ikke kun er ofret, der bliver ramt, men hele familien. Det handler om at se familien som en enhed,« siger Areej Samreen og fortsætter:
»Den irakiske kvinde tilbragte i begyndelsen det meste af sin tid i husets kælder. Hun turde ikke bevæge sig uden for. De traumatiske oplevelser påvirkede hele familien. Det kan være svært for vores patienter at inddrage deres familiemedlemmer, derfor kører vi som regel hjem til dem for at hjælpe alle i huset.«
»Med torturofre er det vigtigt at huske, at det ikke kun er ofret, der bliver ramt, men hele familien. Det handler om at se familien som en enhed.«
I hjemmet eskalerede konflikterne. Manden oplevede en distræt kone, og i hans hoved kunne det kun skyldes, at hun havde et forhold til en anden mand. Hun havde ikke fortalt om voldtægten.
»Hun fik hele tiden flashbacks til overgrebene, når hendes mand kom for tæt på. Det endte ofte i fysiske konfrontationer,« siger Areej Samreen.
Fik livet tilbage
Indsatsen fra Institute for Family Health var med til at hjælpe den irakiske kvinde og forholdet til hendes ægtemand på rette spor. Selv om telefonen ringede efter arbejdstid, så tog Areej Samreen sig tid til at lægge vejen forbi den irakiske kvinde for at gå lange ture og få talt traumerne ud af kroppen.
»Hun fik tilbagevendende flashbacks og mareridt, når hun skulle sove. Jeg lærte hende nogle teknikker til at tackle disse situationer. Efter flere timers samtale fik vi hul på tabuet – de seksuelle overgreb. Vi fik også hjælp fra en gynækolog. Langsomt begyndte det at gå bedre med hende og familien.«
I mere end tre år modtog hun behandling hos Institute of Family Health, inden hun fik asyl i USA med sin mand og børn.
»Hvis jeg kan være med til at give bare én procent af det tabte tilbage til ofrene, føler jeg en glæde over, at jeg har været med til at gøre en forskel.«
Kvindens børn begyndte i skole, og hendes mand fik et job i USA. Men den største glæde var, at hun fik lov til at færdiggøre sine studier på universitetet.
»En dag ringede hun til mig, efter hun var flyttet til USA og sagde: Jeg bruger meget tid på at gå rundt i min have og forestiller mig, at jeg går med dig ved min side. Jeg kan høre din rolige stemme i mit hoved. Det hjælper mig, at du stadig er ved min side. Da hun sagde det, begyndte jeg at græde. Dér vidste jeg, at hun var begyndt at kunne leve livet igen.«
Og det er i virkeligheden det, som har gjort allerstørst indtryk på Areej Samreen. I alle tyve år har hun været drevet af en særlig pligtfølelse til at hjælpe samfundets mest udsatte, og når patienterne får livet – eller bare en smule af det – tilbage igen, er det det, hun husker.
»Hvis jeg kan være med til at give bare én procent af det tabte tilbage til ofrene, føler jeg en glæde over, at jeg har været med til at gøre en forskel,« siger Areej Samreen.
