Search

Forskere påviser traumers vandring fra mor til barn

DIGNITY deltager i international undersøgelse, der viser, at mødres traumer fra tortur kan måles i børnenes blodprøver

Traumer fra tortur og mishandling kan vandre fra mor til barn og måles i blodprøver. Det har forskere fra Danmark, Kosova og Australien vist i et forskningsprojekt, der nu er offentliggjort i en artikel i det videnskabelige tidsskrift ”Epigenomics”

Intergenerational effects of maternal post-traumatic stress disorder on offspring epigenetic patterns and cortisol levels | Epigenomics 

Den ny, epigenetiske forskning viser, at børn af mødre, der har været udsat for seksuel vold eller tortur, har et abnormt niveau af stresshormonet kortisol.

Men hvad går projektet ud på? Det besvarer vi her med hjælp forskerne bag projektet.

Hvad er epigenetik?
Epigenetik handler ikke om forandringer af selve generne, men om forandringer i den måde, gener kommer til udtryk på. Epigenetikken etableres i vid udstrækning i fostertilstanden. Et eksempel kan være, at en gravid kvinde, der ikke har meget mad til rådighed, føder et barn, hvis sulthormon er blevet undertrykt, så barnet også vil være bedre rustet til at klare sig uden at have meget mad til rådighed. Epigenetik handler altså om, at der kan skrues op og ned for bestemte gener, og en stor del af denne op- og nedskruning finder sted i fostertilstanden.

Hvad går projektet ud på?
I det konkrete forskningsprojekt har man undersøgt, hvordan det påvirker børnenes epigenetik – altså virkningen på generne for stress, vagtsomhed og angst – at deres mødre forud for graviditeten har været udsat for seksuel vold, tortur eller andre alvorlige traumatiserende hændelser. Det er første gang, at dette undersøges.

Hvordan har forskerne gjort?
130 kvinder i Kosova i alderen 30-59 år er interviewet. De havde alle været udsat for seksuel vold og/eller tortur under Kosova-krigen sidst i 1990’erne, da de var mellem 11 og 37 år gamle. Efter krigen fik de 130 kvinder hver mindst ét barn (som ikke var resultat af overgrebene). Mange af kvinderne var bekymrede over, at deres børn viste tegn på aggressiv adfærd eller følelsesmæssige problemer. 72 procent af kvinderne mente, at de havde haft PTSD-symptomer under graviditeterne, og 64 procent havde PTSD på interviewtidspunktet. Forskerne tog blodprøver af 120 af de yngste børn af 120 af kvinderne.

Hvad viste undersøgelserne?
Knap 30 procent af børnene havde et abnormt (enten for højt eller for lavt) niveau af stresshormonet kortisol. Kortisol er et nyttigt hormon, fordi det gør os mennesker i stand til at reagere hurtigt, hvor det er nødvendigt. Men et for højt niveau betyder, at vi risikerer at ende i en angsttilstand og søvnløshed, fordi vi er unødigt vagtsomme og i konstant alarmberedskab. Studiet viser, at børn af kvinder, der har haft PTSD-symptomer under graviditeten, i højere grad har forhøjet kortisolniveau end børn af kvinder, der ikke har haft PTSD-symptomer under graviditeten. Derudover viser studiet, at de børn, hvis mor havde PTSD under graviditeten, havde epigenetiske ændringer i en række gener i forhold til de børn, hvis mor ikke havde haft PTSD. Særligt gener, som er vigtige for reguleringen af stresshormonet kortisol, viste sig at have en ændret epigenetik. Der er tale om et associationsstudie, som viser en sammenhæng mellem PTSD under graviditet og forhøjet kortisolniveau, men der er indtil videre ikke tale om et videnskabeligt bevis for en direkte årsagssammenhæng.

Hvad er næste skridt?
Det næste forskningsprojekt bliver en nærmere undersøgelse af de samme 120 børn fra Kosova, som vil blive undersøgt før og efter et tre til seks måneders terapiforløb. Det skal med andre ord undersøges, om generne gennem terapi kan bringes til at ’opføre sig mere normalt’ – altså uden det forhøjede niveau for stresshormonet kortisol.

Hvem står bag?
Forskningsprojektet er gennemført af fem forskere: To fra Kosova, to fra Danmark og en fra Australien. De repræsenterer Kosovas Rehabiliteringscenter for Torturofte (KRCT), Rigshospitalet, DIGNITY og Monash University i Melbourne.