Min far blev pisket af Gestapo, før det lykkedes ham at flygte fra Shellhuset, da briterne bombede det i 1945. Men han fortalte mig aldrig om det.
Bodil Heister, musiker og komponist, født 1952:
I min barndom gik vi i Mindelunden hvert år den 4. maj om aftenen. Far, mor og vi tre søstre, hvor jeg var den yngste. Vi gik hjemmefra ved seks-halvsyvtiden. Vi boede på Svanemøllevej i Hellerup, så det var tæt på den minde- og gravlund, der blev etableret på et tidligere kaserneareal i 1945 som et nationalt monument over modstandskampens døde.
Mens vi gik rundt mellem gravene, var min far meget stille og alvorlig. Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke skulle snakke for meget. Bagefter gik vi hjem. Der var åbent hus for 30-35 mennesker, naboer, venner og min fars gamle kammerater fra modstandsbevægelsen.
Vi sang omkring 30 danske sange, og jeg skulle akkompagnere dem alle sammen på klaver. Min mor havde sat mig til at sætte dem et par toner ned, så alle kunne synge med. Det var ikke særlig morsomt for mig at spille 30 sange med mange vers. Fra jeg var omkring 10 år gammel, var det min faste opgave 4. maj.
Stuen var pyntet med blomsterbuketter fra haven i modstandsbevægelsens og Royal Air Forces farver rød, hvid og blå. I vinduerne brændte alt, hvad vi havde kunnet skrabe sammen af stearinlys.
Efter cirka to timers sang, hørte vi frihedsbudskabet på en gammel Tandberg-spolebåndoptager. Min far og mor græd altid i samme sekund, de hørte BBC-udsendelsens kendingssignal, som man i dag ville kalde en jingle. Det var rytmen fra morsetegnet for bogstavet V, der stod for Victory. Når vi havde hørt frihedsbudskabet, gik gæsterne. Jeg kan ikke huske, at der blev talt ret meget, når vi holdt 4. maj derhjemme.
Min far, Hans Heister, var torturoverlever.
En martsdag i 1945 blev han i mange timer pisket af en mand fra Nazitysklands hemmelige statspoliti i Gestapos københavnske hovedkvarter Shellhuset tæt på Vesterport Station. Gestapo-manden ville have min far til at røbe navnet på den mand, der var leder af modstandspartiet Dansk Samlings illegale organisation.
Gestapo-manden brugte en lang pisk med ni kraftige læderremme. Da min far døde mere end 39 år senere, havde han stadig ar fra torturen på ryggen og lænden.
Min far kunne ikke udholde smerterne, og han endte med at give Gestapo nogle oplysninger. Så blev han sendt tilbage til en af de 22 små celler i Shellhusets tagetage. Besættelsesmagten holdt ham og andre fremtrædende modstandsfolk som gidsler, fordi tyskerne ville forhindre et britisk bombeangreb mod Gestapos hovedkvarter sådan som det, der i oktober 1944 havde ramt det jyske Gestapo-hovedkvarter, der var indrettet i beslaglagte kollegier ved Aarhus Universitet.
I sin celle oppe under taget ventede min far på nye forhør. Og på enten at blive sendt til Frøslevlejren i Sønderjylland og derfra formentlig videre til en tysk koncentrationslejr. Eller henrettelse. Flere af hans kammerater blev hentet til henrettelse i Ryvangen. Det var et militært område, hvor min far havde arbejdet som ingeniør ved Hærens Radioværksted fra 1941 til 1943. 29. august 1943, da regeringen holdt op med at fungere, og det danske militær blev opløst, overtog tyskerne området, og det blev kendt som henrettelsesplads for modstandsfolk. På en del af området ligger Mindelunden i dag.
Hans redning blev RAF-bombeangrebet på Shellhuset den 21. marts 1945, hvor de britiske flyvemaskiner kastede bomberne, så de ikke ramte tagetagen, hvor gidslerne sad, men anrettede stor skade på de øvrige dele af bygningen. I forvirringen lykkedes det min far og omkring 25 andre modstandsfolk at slippe væk. Siden kom min far til Sverige, hvor han var, indtil han vendte hjem med Den Danske Brigade den 5. maj til et frit Danmark.
Min far døde i sommeren 1984. Han nåede aldrig at fortælle mig sin historie.
Når jeg kender historien, skyldes det, at min storesøster, som var lærer, i 1970’erne interviewede min far og optog det på bånd. Det var vist noget, hun ville bruge i undervisningen. Vi tre piger fik hver et eksemplar af optagelserne. Jeg kan ikke huske, at jeg fik det hørt, mens min far levede. Dengang havde jeg travlt med min karriere som musiker og komponist.
Kort efter år 2000, da min far havde været død i mange år, satte jeg mig ned og skrev båndene ud. Det fylder 19 tætskrevne sider. På båndene kan man høre, at min far græder og holder lange pauser. Min søster venter bare til han er klar igen og kan fortsætte med at fortælle.
Først under corona-pandemien fik jeg skrevet den bog, som jeg længe har drømt om. Den hedder Jeg tæller timerne og er udkommet i 2021 på forlaget Historia. Bogen bygger på min fars fortælling på kassettebåndene fra 1970’erne.
På et tidspunkt i min barndom har jeg opdaget arrene på min fars ryg. Jeg må have spurgt og fået en forklaring, men jeg husker den ikke. Jeg kan heller ikke huske, at jeg i skolen lærte særlig meget om besættelsestiden og Anden Verdenskrig.
Jeg kan huske, at min far begyndte at græde, hvis han blev spurgt til noget af det, der var sket under krigen. Så det lod vi være med. 4. maj var den ene af årets to store mærkedage. Den anden var 21. marts – årsdagen for bombeangrebet på Shellhuset og min fars flugt.
Hvert år den 21. marts tog min far ind til Shellhuset for at mødes med resten af de mænd, som var sluppet levende fra flugten. Blandt andet to medlemmer af Frihedsrådet, lægen Mogens Fog og chefredaktøren Aage Schoch. De skiftedes alle til at holde taler for hinanden. Bortset fra et enkelt år, hvor jeg var med som min fars ledsager, var det ikke noget, jeg selv oplevede. Men jeg kan huske fra den ene gang, at stemningen var meget alvorlig og højtidelig. Hvert år var 21. marts noget, der påvirkede min far meget stærkt.
Ellers husker jeg min far som en rolig og venlig mand. Han var både hyggelig og morsom. Jeg har ikke set nogen tegn på voldsomme reaktioner, og han var altid sød mod os tre døtre. Han har aldrig så meget som hævet stemmen.
Men jeg har jo ikke været gift med ham. Om han nogle gange har ligget om natten og grædt, ved jeg ikke. Der er nok ting, man fortæller til sin ægtefælle, men ikke til sine børn. Og min far var en gammeldags mand på den måde, at han gik på arbejde hele dagen og kom hjem ved halvsekstiden, når min mor var ved at have aftensmaden klar. Faktisk kom jeg først tættere på ham, efter at jeg var flyttet hjemmefra, og jeg besøgte ham, uden at min mor var der. Men besættelsestiden talte vi aldrig om.
I dag kan jeg ærgre mig over, at vi ikke spurgte mere. Hverken min far, som døde i 1984, eller min mor, som levede til 2004. Under besættelsen blev de kærester, og hun besøgte ham, mens han sad fængslet, så hun har også kendt meget til hans historie. Og hun ville måske godt have fortalt mere om, hvad der skete under krigen.
Jeg synes, at det er vigtigt, at børn lærer om besættelsen. Jeg underviser 1.-5. klasse i musik på Det Kongelige Teaters Balletskole. Og hvert år den 4. maj fortæller jeg min fars historie. Og de elsker at høre om det.
Jeg er enormt imponeret af den indsats, som min far og de andre i modstandsbevægelsen gjorde. Om det har battet noget i forhold til udfaldet af Anden Verdenskrig og besættelsen, ved jeg ikke. Det må andre tage stilling til. Men de satte livet på spil for vores skyld. Jeg er stolt af min far.
Læs også artiklen: »Torturens traumer trak dybe spor i modstandskampens børn«.
Se kort interview med Bodil Heister
