På trods af forbud mod tortur blev den anvendt i vidt omfang i Danmark fra 1500-tallet og frem til 1837. Og torturen ramte socialt skævt: Underklassen og kvinderne var særligt udsatte, skriver historikeren Tyge Krogh i sin nye bog ’Den skarpe eksamination’.
Tortur blev – med visse undtagelser – forbudt i Danmark så tidligt som i 1547. Ikke desto mindre foregik der systematisk og omfattende tortur i den københavnske Inkvisitionskommission gennem 151 år fra 1686 til 1837.
Det skriver historikeren Tyge Krogh (foto herover) i sin nye bog, Den skarpe eksamination, hvor han skildrer torturens danmarkshistorie fra 1500- til 1800-tallet. Og foruroligende nok var Danmark i Oplysningstiden fra slutningen af 1700-tallet »en af de flittigste, hvis ikke den allerflittigste nation i Europa, som stadig fuldt lovligt brugte tortur til at fremtvinge tilståelser«, som han skriver i bogen, hvor han også påpeger, at Danmark, blandt andet i kraft af DIGNITY, i dag er »solidt placeret på landkortet over nutidens kamp mod tortur. Også derfor er det relevant at kende dansk brug af tortur i fortiden«.
Selv om Tyge Kroghs bog handler om en fjern fortid for flere hundrede år siden, formår han med sin indgående granskning af de udførlige retsdokumenter fra Rigsarkivet at få både torturbødler og torturofre til at fremstå nærværende.
Bogen skildrer 1500- og 1600-tallets tidlige tortur rettet mod trolddom, hvor næsten alle ofrene var kvinder, såkaldte »hekse«. Hekseprocesserne sluttede helt med udgangen af 1600-tallet, hvor en ny arena for tortur var opstået: Inkvisitionskommissionen i København, der gennem en 151-årig periode, hvor tortur skiftevis var officielt forbudt og tilladt, på grusom vis torturerede de tiltalte under brutale forhør – primært med piskning og stokkeslag.
Inkvisitionskommissionen eksisterede parallelt med det øvrige retssystem. I modsætning til dansk retstradition var der tale om en lukket, inkvisitorisk proces, hvor forsvarsadvokater ikke havde adgang, og hvor de anklagede systematisk blev tortureret for at få dem til at tilstå og angive medskyldige.
Enevældens lejesoldater prægede København
»Da man indfører Enevælden i 1660, bliver der oprettet en meget stor, hvervet hær på 30.000 mand«, forklarer Tyge Krogh i et interview med DIGNITY.
Knap 9.000 soldater og deres familier blev stationeret inden for voldene i København, der på det tidspunkt havde omkring 65.000 indbyggere, så de satte deres præg på byen.
»I andre storbyer har hæren haft sit eget retssystem, men i København beslutter man under stadskommandanten at nedsætte en Inkvisitionskommission, som er fælles for hele byen. Det vil sige, at den kan arrestere og forhøre alle i byen. Man giver hæren en magt, som jeg ikke har set andre steder«, siger Tyge Krogh.
Paradoksalt nok beskæftiger Inkvisitionskommissionen sig især med mindre tyverisager, mens lovovertrædelser, som vi i dag vil vurdere som mere alvorlige – vold, drab, voldtægt – efterforskes og pådømmes af andre domstole, hvor tortur ikke anvendes.
Borgerskabet satte pris på kommissionen
»Omkring år 1700, som er et af mine nedslag i bogen, er det tydeligt, at borgerskabet i København er meget glade for Inkvisitionskommissionen. Forhørslederne er velvilligt indstillede over for de borgere, som afleverer de tyverimistænkte. De bliver forhørt under tortur, og klagerne har stor indflydelse på, hvad der sker. Omkostningen er, at den retssikkerhed, som ligger i det almindelige retssystem, ikke gælder for de tiltalte i Inkvisitionskommissionen«, forklarer Tyge Krogh.
Inkvisitionskommissionen opstod i 1686 i en tid, hvor det danske og det københavnske samfund var i rivende udvikling.
»Samfundet bliver mere komplekst, og der opstår flere muligheder for lønarbejde. Der kommer nye grupper af mennesker til København. Mennesker, som er svære at kontrollere, og som har gode muligheder for at gå under radaren og ikke har den samme sikkerhed i tilværelsen som de etablerede borgere. Det er praktisk for byens borgere, at de kan hyre løs arbejdskraft, når de har behov for det, men samtidig udgør de nytilkomne en trussel. Københavns besiddende borgere har følt sig truet på deres ejendom og syntes, at Inkvisitionskommissionen var et effektivt redskab, som oven i købet blev betalt af hæren«, siger Tyge Krogh.
Hvor det bestjålne borgerskab nød godt af Inkvisitionskommissionens arbejde, så var dens ofre især medlemmer af underklassen uden fast arbejde. Tyge Krogh har kun fundet enkelte eksempler på, at personer fra borgerskabet blev tiltalt i kommissionen.
»De sager har Inkvisitionskommissionen svært ved at at håndtere, fordi borgerskabet grundlæggende ikke mener, at deres medborgere skal for kommissionen. Hvis borgerne undtagelsesvis havner dér, så kender de veje til at obstruere den isolation, som de almindelige tiltalte bliver udsat for. En siger, at han er syg og sørger for at blive tilset af en læge, som siger, at han ikke kan tåle at blive pisket. Man har flere muligheder, hvis man har et netværk«, forklarer Tyge Krogh.
Soldater kunne straffes ærefuldt
I bogen fortæller han historien om musketeren Johann Forberger, som i slutningen af 1690’erne gentagne gange udsættes for tortur efter en række småtyverier af blandt andet vasketøj, men som får mulighed for at fortsætte arbejdet som musketér i sit regiment, der for en stor dels vedkommende består af tyske lejesoldater.
»Det var afgørende for hæren at have kontrol med retssystemet, så man undgik, at soldater, der begik småtyverier, fik en æresstraf eller en anden straf, som betød, at de ikke kunne fortsætte som soldater. Soldaterne havde hærens hvervekommando betalt mange penge for i Tyskland. Så soldaterne skulle straffes på en måde, så de fortsat kunne bruges som soldater«, forklarer Tyge Krogh.
»Når soldaterne skulle straffes, blev de dømt til at løbe spidsrod mellem to rækker af soldater, som slog på deres nøgne ryg med kæppe. Det var en hård straf, men den blev ikke anset som en æresstraf, når straffen blev udført af de andre soldater«.
En ung kvinde på social deroute
Anderledes med Johann Forbergers samtidige, tjenestepigen Ellen Peersdatter, der var kommet til København fra Christiania (det nuværende Oslo). Også hun begik nogle tyverier, og i Inkvisitionskommissionens optegnelser fra 1696-97 kan man følge, hvordan hun blev pisket under voldsomme afhøringer for over en periode på halvandet år at gennemleve en total social deroute. Hun blev dømt for tyveri og hor til udstilling på torvet i halsjern i tre timer dagligt i tre dage. Senere dømtes hun til kagstrygning, et tyvsmærke, der brændtes ind i panden, og forvisning fra hele Sjælland. Ellen Peersdatter er et eksempel på et menneske fra underklassen, der i kraft af sin norske oprindelse ikke havde netværk i byen, hverken var soldat eller medlem af borgerskabet, og som ugift, kriminel kvinde oven i købet efter alt at dømme blev anset for prostitueret.
»Ugifte kvinder uden netværk udgjorde en stor gruppe blandt de tiltalte. De har ikke haft den sikkerhed, som gjaldt soldaterne og borgerskabet. For disse kvinder var mødet med Inkvisitionskommissionen meget mere skæbnesvangert. Hvis de blev dømt for tyveri, var de æreløse. Straffenes essens var at udstille ærestabet ved at skære et øre af eller brænde et tyvsmærke i panden og piske dem offentligt på kagen på Nytorv. Logikken i æresfortabelsen var, at man så ikke længere kunne få et ærligt arbejde«, siger Tyge Krogh.
Struensee nedlægger forbud
Inkvisitionskommissionen fortsatte sin voldsomme tortur op igennem 1700-tallet. I 1771 gik det op for Danmarks på det tidspunkt reelle enehersker Johann Friedrich Struensee, at tortur stadig blev anvendt, og i samarbejde med den psykisk syge kong Christian den Syvende gennemførte Struensee et totalforbud mod tortur, som er dokumenteret på et tysksproget dokument med kongens håndskrift, som ligger i Rigsarkivet og gengives i bogen:
»Den pinlige og skarpe eksamination skal ganske ophøre og må ikke anvendes under noget navn eller påskud«, skrev kongen.
Torturforbud. I december 1771 nedlagde den psykisk syge kong Christian den Syvende sammen med Danmarks reelle magthaver Johann Friedrich Struensee et totalforbud mod tortur: »Den pinlige og skarpe eksamination skal ganske ophøre og må ikke anvendes under noget navn eller påskud«, skrev kongen på tysk. Forbudet holdt desværre kun et par uger. Så blev Struensee anholdt og kort efter halshugget. Dokumentet findes i dag i Rigsarkivet.
Forbudet holdt desværre kun et par uger, inden Struensee i januar 1772 blev sat fra magten og et par måneder senere henrettet. Samme år blev tortur udtrykkeligt gjort lovlig, og mens landene omkring Danmark i Oplysningstidens ånd afskaffede tortur, blev der pint og plaget på livet løs i den københavnske Inkvisitionskommission, indtil de nye stænderforsamlinger i 1830’erne omsider fik øjnene op for det problematiske ved torturen og rådgav den endnu enevældige konge Frederik den Sjette til omsider at gennemføre et forbud – langt senere end i de fleste europæiske lande.
Brugen af tortur kulminerede i øvrigt i året 1837, hvor tortur blev anvendt 49 gange i Inkvisitionskommissionen fra 1. januar og frem til forbudet trådte i kraft 21. december. Dagen inden forbudet blev fire anholdte under afhøringer pisket med henholdsvis 12, 16, 20 og 27 slag.
Baggrunden for stigningen i brugen af tortur i 1837 var, skriver Tyge Krogh, at Københavns politidirektør og inkvisitoren havde indset, at et forbud var på vej. De reagerede ved at sende flere mistænkte til kommissionen og bruge torturen stadig oftere, indtil kongen nedlagde forbud.
Tyge Krogh: Den skarpe eksamination, Tortur i Danmark – og dens ofre, 352 sider, 349,95 kr., Gads Forlag, udkom 3. maj 2022.
Tyge Krogh, født 1954, er historiker, dr. phil. og ansat som seniorforsker ved Rigsarkivet. Hans forskning ligger især inden for 1700-tallets danske kultur- og retshistorie.
