Det har stor betydning, at de professionelle er enige om standarderne for god dokumentation, forklarer DIGNITY-overlæge Marie Brasholt.
Onsdag den 29. juni præsenterede FN’s højkommissær for menneskerettigheder Michelle Bachelet på en konference i Genève en opdateret udgave af den såkaldte Istanbul-Protokol.
Istanbul-Protokollen blev første gang udgivet af FN i 1999 og er en vejledning til læger, psykologer, jurister og andre, der arbejder professionelt med at dokumentere tortur.
»Der er sket meget siden 1999. Derfor er det nødvendigt med en opdateret udgave«, forklarer overlæge Marie Brasholt. Hun er fungerende leder af DIGNITY’s sundhedsfaglige afdeling og medlem af FN’s Underkomité til Forebyggelse af Tortur, SPT.
Både nye domme, ny medicinsk og psykologisk viden om tortur og torturrelaterede begivenheder har gjort en opdatering nødvendig, påpeger Marie Brasholt.
Gennem de seneste 23 år er der kommet øget fokus på, at visse procedurer nødvendigvis må rubriceres som tortur eller nedværdigende eller umenneskelig behandling. Det gælder for eksempel undersøgelse af en mands endetarm for at fastslå, om han er homoseksuel, eller undersøgelser af en kvindes vagina for at efterprøve, om hun er jomfru.
Siden 1999 er FN’s fængselsregler, Mandela-reglerne, blevet opdateret. Der er kommet et særligt regelsæt om kvindelige indsatte, de såkaldte Bangkok-regler. Og FN’s Tillægsprotokol til Torturkonventionen, OPCAT, er trådt i kraft i 2006. Alt sammen begivenheder, der nødvendiggør en opdatering af Istanbul-Protokollen, som er FN’s centrale dokument om efterforskning og dokumentation af tortur.
»Det betyder meget, at man som fagfolk, hvad enten der er tale om sundhedsprofessionelle, psykologer eller jurister, er enige om, hvad der er standarden for god dokumentation af tortur. Hvis en undersøgelse lever op til standarden, bliver vi bedre i stand til at vurdere, om der i de konkrete tilfælde har fundet tortur sted«, fortæller Marie Brasholt.
Dilemmaer
Hun nævner, at den opdaterede udgave af Istanbul-Protokollen blandt andet går dybere ned i en række etiske dilemmaer, som læger og sygeplejersker kan stå over for, når de undersøger et torturoffer.
»For eksempel kan der være en modsætning mellem en læges pligt til at anmelde forekomsten af tortur til myndigheder og den lægelige tavshedspligt«, siger hun og påpeger, at der er lande, hvor læger har en sådan anmeldelsespligt, men hvor ofrene ikke kan regne med at få hjælp, men til gengæld må frygte repressalier fra myndighederne.
»Med den opdaterede udgave af Istanbul-Protokollen er vi mere klare i mælet med hensyn til, hvordan vi som professionelle skal håndtere vanskelige situationer, hvor vi har mistanke om tortur, og hvilke overvejelser vi skal gøre os«, forklarer Marie Brasholt.
Marie Brasholt har sammen med DIGNITY-kollegerne, overlæge Jens Modvig og juridisk seniorrådgiver Elna Søndergaard, bidraget til den opdaterede udgave af Istanbul-Protokollen. DIGNITY’s bidrag har især drejet sig om protokollens kapitel syv, der handler om, hvordan læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle skal forholde sig, når de hos en patient opdager tegn på tortur, eller en patient siger, at han er blevet tortureret. Det kan ske i mange sammenhænge, for eksempel når en National Forebyggende Mekanisme (NPM) under OPCAT-reglerne aflægger besøg i et fængsel, eller når en læge undersøger en patient på skadestuen.
Se den opdaterede udgave af Istanbul-Protokollen her.
