Traumerne fra teenageårenes tortur i Libanon har sat dybe fysiske og psykiske spor i Mohammed. Behandling hos DIGNITY hjalp ham med at tale med familien
Mohammed var bare 13 år gammel, da han blev rekrutteret til en PLO-milits i den flygtningelejr i Libanon, hvor han voksede op.
»Jeg fik en Kalasjnikov, der nærmest var længere end mig, og en militæruniform«, fortæller Mohammed, der i dag er først i halvtredserne og sidder i sin dagligstue i en forstad til København.
Sammen med andre drenge og unge mænd fra militsen blev Mohammed sendt i træningslejr i Sydlibanon. I bjergene ved Libanons sydgrænse var han med til at holde øje med de israelske soldater, der patruljerede.
I slutningen af 1980’erne udbrød der voldsomme kampe inde i den tætbebyggede flygtningelejr, hvor tusindvis af palæstinensere levede på bare én kvadratkilometer. Mohammeds milits, som støttede PLO-lederen Yassir Arafat, kæmpede mod en anden palæstinensisk milits, der havde opbakning fra Syrien, som på det tidspunkt var den dominerende magt i Libanon.
»Det var en gadekrig. Vores modstandere ville smide os ud af lejren«, fortæller Mohammed.
Som stor teenager blev han taget til fange af fjenden. Han blev slået på knæ, albuer og ryg, og hans fangevogtere hoppede på hans ryg, mens han lå på gulvet.
»Jeg tror, at min ryg og mine knæ blev ødelagt, da jeg fik tæsk første gang«, siger han.
Efter et halvt års fangenskab i flygtningelejren slap Mohammed i 1990 ud af fjendens primitive fængsel. Hans mor gjorde ham klart, at han var nødt til at komme helt væk fra Libanon.
»Hun sagde: ’Hvis du bliver her, dør du. Hvis du bliver taget, mens du flygter, dør du også. Men hvis du slipper ud, har du en chance’«.
Mohammed kunne ikke rejse via lufthavnen i Beirut, fordi han var registreret som flygtning i Libanon. Derfor kørte han til Damaskus i Syrien, hvor det lykkedes ham at komme på et fly til Wien og videre til København.
Ventetid i lufthavnen
Fra Kastrup Lufthavn ringede han til sin fætter, der boede i Nordsjælland. Fætteren bad ham vente, indtil han kom og hentede ham.
Mohammed satte sig til at vente i en sofa, hvor han begyndte at græde ved tanken om sin mor og far. Der skete mange mærkelige ting i lufthavnen. Nogle mænd råbte til hinanden, men politiet kom ikke og slog dem, selv om de havde råbt. Der kom en sikkerhedsvagt med en walkie-talkie, og Mohammed troede, at det var politiet, som ville anholde ham. En rengøringsmedarbejder kom kørende på en stor maskine, som vaskede gulvet, og Mohammed troede, at lufthavnen var ved at lukke. Timerne gik, og Mohammed undrede sig, for han troede, at Danmark var lige så lille som den flygtningelejr, han kom fra. Men fætteren skulle først med tog til København og videre til lufthavnen med bus. Endelig kom hans fætter. Mohammed begyndte at græde igen. Hånd i hånd forlod de to fætre lufthavnsbygningen og fandt en bus.
Mohammed fulgte med hjem til Nordsjælland, hvor fætteren boede med sin kone. Dér var Mohammed en hel måned, inden han søgte asyl i asylcentret Sandholm ved Allerød. I Sandholm mødte han andre palæstinensere. Også nogle, han kendte hjemme fra den flygtningelejr, hvor han var vokset op.
Mohammed boede på forskellige asylcentre. Han havde ondt i ryggen og knæene efter torturen i Libanon. Røde Kors sørgede for, at han fik hjælp af læger og en fysioterapeut.
»Jeg kunne ikke finde ro i mit hoved. Jeg savnede min familie, og jeg købte telefonkort, så jeg kunne ringe til min mor. Men hun kunne ikke tale længe, for min far og mor havde ikke telefon. Hun var nødt til at sidde inde hos naboen og tale i telefon. Jeg fik også flashbacks og mareridt. Det var hårdt at sidde og vente, mens andre fik asyl. Det var, som om det gik baglæns for mig, og jeg blev sendt til psykolog«, fortæller Mohammed.
Efter at have fået afslag på asyl mødte Mohammed en dansk kvinde, som han giftede sig og fik en datter med. Men da ægteskabet gik i stykker, mistede han sin opholdstilladelse.
I 1996 blev Mohammed fløjet til Beirut ledsaget af to danske betjente.
Kort forinden var Mohammeds mor død af en blodprop i Libanon. Det var et hårdt slag for Mohammed.
»Min mor var alt i mit liv«, siger han.
På den fiskeeksport-virksomhed, hvor han havde arbejdet, var Mohammed blevet kæreste med en anden dansk kvinde. Men hende kunne han ikke blive gift med, før han var skilt fra sin første kone, og det nåede han ikke, inden han blev sendt ud af Danmark.
Tæsk hele vejen
I lufthavnen i Beirut blev Mohammed, iført håndjern, mødt af en libanesisk politimand, som kastede ham hårdt ned på gulvet. Derefter begyndte en afhøring om, hvordan han var udrejst af Libanon: hans rejserute og rejsedokumenter. Han fortalte hele historien om sin rejse via Damaskus.
»Jeg fortalte sandheden hele vejen, og jeg blev tæsket hele vejen«, siger Mohammed.
De tog Mohammeds jakke og sko. Både i lufthavnen og senere hos sikkerhedstjenesten i Beirut blev Mohammed slået på knæ, skinneben, ryg og albuer. Mens de libanesiske politifolk, der tilhørte landets kristne befolkningsgruppe, tvang Mohammed til at stå på ét ben, slog de ham og råbte skældsord mod hans nyligt afdøde mor og hans muslimske tro.
Efter mange timer sørgede en overordnet politimand for, at torturen blev standset, og Mohammed fik sin jakke og sine sko igen. Han blev løsladt og indkaldt igen efter tre uger, hvor det hele efter noget bestikkelse endte med en betinget dom for ulovlig udrejse.
Efter et stykke tid kom Mohammeds danske kæreste på besøg i Libanon. Mohammed blev gift med sin kæreste, som han stadig er sammen med og i dag har fire børn med. Efter yderligere nogle måneders ventetid fik Mohammed en ny dansk opholdstilladelse.
Alt for mange jobs
Siden han kom til Danmark for anden gang i slutningen af 1990’erne, har Mohammed haft mange jobs. Alt for mange. For han har kun kunnet holde fast i dem i kort tid. Han har svært ved at kommunikere med andre, selv om han taler flydende dansk. Han har svært ved at være sammen med mange mennesker på én gang. Han har koncentrationsbesvær og svært ved at lære nye ting.
Flere gange har han haft rengøringsarbejde og andet fysisk hårdt arbejde, men han er blevet fyret, fordi han arbejdede meget langsommere end kollegerne. Slidgigten i ryg og knæ efter torturen betyder sammen med en diskusprolaps, at han er nødt til at holde for mange pauser til at arbejde effektivt.
For godt et år siden, da han havde være uden arbejde og sygemeldt i et langt stykke tid, sad han bare derhjemme:
»Jeg kunne ikke tåle, at andre rørte ved mig. Jeg kunne ikke kommunikere med min familie. Jeg råbte ad min datter, og min kone ville skilles. Jeg var nødt til at gøre noget. Jeg kunne ikke mere. Jeg skulle fandme ikke sidde her og blive skør«, fortæller han.
En medarbejder på kommunens Jobcenter havde hørt om DIGNITY og foreslog i maj 2021 Mohammed at gå til sin praktiserende læge for at få en henvisning. Lægen kendte ikke DIGNITY, men googlede sig frem til, hvad han skulle vide.
Så kom Mohammed i gang med et behandlingsforløb i DIGNITY’s klinik på Østerbro i København. Han fik hjælp af en fysioterapeut, en psykolog, en læge og en socialrådgiver.
»Den vigtigste forandring er, at jeg er blevet i stand til at kommunikere med min familie«, siger Mohammed. Han understreger, at han gerne vil have mere hjælp fra DIGNITY, så han kan komme nærmere arbejdsmarkedet.
»Jeg føler mig stadig stresset og presset, når der er mange mennesker. Jeg har stadig et voldsomt temperament, men det går meget bedre med familien. For 11 måneder siden kunne jeg ikke tale med min datter om, hvordan hun har det i skolen. Mine børn var bange for mig. Jeg var et spøgelse for dem. Det er jeg ikke længere. Behandlingen har reddet mit ægteskab«, siger Mohammed.
