Denne tekst om DIGNITY’s 40-årige historie har været bragt som kronik i Politiken 5. december 2022. Vi bringer hele teksten her med avisens tilladelse.
For 40 år siden grundlagde fire læger et rehabiliterings- og forskningscenter for torturofre i København. I de sidste fire årtier er centret vokset til en ledende global aktør, men der er fortsat meget at gøre i kampen mod tortur.
Af Rasmus Grue Christensen, direktør, DIGNITY
Mødet med torturoverleverne var skræmmende for de danske læger. På rejser til blandt andet Grækenland havde de mødt ofre for den nu væltede oberstjuntas torturbødler. På rejser i Danmark havde de undersøgt flygtninge fra sydamerikanske militærdiktaturer som Chile og Argentina. Torturens mærker på ofrenes krop og sind var forfærdende.
Efterhånden var de blevet eksperter i at dokumentere og beskrive torturskader. De vidste fra samtaler med patienterne, hvilke torturmetoder der var udbredt. Og nu begyndte de at forstå, at der var et stort behov for at hjælpe torturoverleverne videre til et godt liv i kølvandet på torturen.
Det var med den erkendelse, fire medlemmer af Amnestys Danske Lægegruppe en lørdag i oktober 1982 satte sig sammen og grundlagde Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre (RCT), som i dag hedder Dignity.
Det var på opfordring og mandat fra et stort Amnesty-seminar i London i 1980, de fire læger tog fat på at etablere et specialiseret behandlingscenter.
En af stifterne fra dengang er lægen Inge Lunde. Ifølge hende var processen og arbejdet bestemt ikke ligetil. De kunne ikke oprette et behandlingscenter i Amnestys regi, fordi Amnesty var en organisation, der hjalp samvittighedsfanger, og ikke et behandlingscenter. Det var derfor, Inge Lunde mødtes med lægekollegerne Erik Karup Pedersen, Povl Riis og Inge Genefke den aften i 1982 og grundlagde et af verdens første behandlingscentre for torturoverlevere.
I historieskrivningen er det ikke mindst ildsjælen Inge Genefke, der vil blive husket. Hun var centrets første chef og primus motor i 1980’erne og 1990’erne.
Fra den spæde begyndelse, hvor der kun var råd til at deltidslønne en enkelt sekretær, lykkedes det hende at skabe opmærksomhed om centret og rejse betydelige midler fra fonde og ministerier.
Og der var nok at tage fat på. De første patienter var flygtninge fra diktaturerne i Latinamerika. I 1980’erne og 1990’erne kom nye grupper af flygtninge til fra lande som Iran, Irak, Libanon og Eksjugoslavien.
Efterspørgslen på behandling var så stor, at der var lange ventelister. En af dem, der husker dette, er forfatter og torturoverlever Hüseyin Duygu, der kom til Danmark i 1984 efter at være blevet tortureret af militærstyret i Tyrkiet.
Når man spørger ham, hvordan det var dengang, svarer han: »Jeg blev mødt med en dårlig nyhed om, at der var to års ventetid. Jeg blev rasende og fortalte, at det er nu, jeg har brug for hjælp. Jeg var en smule højlydt og fik sagt, at det er vigtigt at behandle, når torturofre råber om hjælp«.
Den insisterende Hüseyin Duygu blev kort efter visiteret til behandling. Han fortæller, at han i begyndelsen oplevede, at psykiateren under behandlingen aldrig var tilfreds med hans svar.
»Men senere gik det op for mig, at hans spørgsmål gav mig nogle værktøjer til at forstå min situation. Og de værktøjer, jeg fik, hjalp mig meget«, siger Hüseyin Duygu og fortæller, at behandlingen gav ham et liv efter torturen.
RCT nøjedes ikke med at behandle patienter. De besøgte lande, hvor der foregik eller var foregået tortur. Centrets forskning tog fart, og resultaterne blev aktivt anvendt i behandlingen af patienter.
Men kampen mod tortur måtte kæmpes globalt, og behovet var stort. Derfor blev Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT) etableret, som i dag er en international paraplyorganisation for rehabiliteringscentre med 160 medlemmer i 76 lande – heriblandt Dignity i Danmark, som selv arbejder i mere end 20 lande sammen med lokale organisationer med at dokumentere, forebygge og hjælpe torturoverlevere.
Men hvordan er det gået i kampen mod tortur her, 40 år efter at fire danske læger dannede en bevægelse, som bredte sig til gavn for torturoverlevere verden over?
Jeg mener, at der er god grund til at glæde sig over de mange fremskridt. Vi har aldrig været bedre rustet til at forebygge og bekæmpe tortur.
Tag eksempelvis vedtagelsen af FN’s torturkonvention i 1984. Konventionen trådte i kraft i 1987. Den indeholder den første internationalt bindende definition af tortur og pålægger medlemsstaterne at kriminalisere tortur og retsforfølge og straffe torturbødler. Ifølge konventionen har staterne også pligt til at sikre torturofre ret til oprejsning og kompensation og undlade at udvise personer til lande, hvor de er i individuel risiko for tortur.
For at føre tilsyn med staterne etablerede konventionen derfor FN’s Torturkomité (CAT), som jævnligt ’eksaminerer’ medlemsstaterne i deres overholdelse af konventionen.
I 1985 vedtog FN’s Menneskerettighedsråd at udpege en special rapporteur på torturområdet, og siden har syv forskellige internationalt anerkendte eksperter haft denne vigtige post. FN’s special rapporteur har mandat til at gennemføre fact-finding-rejser, kommunikere med regeringer om påstået tortur og årligt afgive rapport til FN’s Menneskerettighedsråd og Generalforsamling.
Endnu et skud på stammen i kampen mod tortur kom i 2002, da torturkonventionen blev suppleret af tillægsprotokollen til FN’s torturkonvention.
Den var møntet på at indføre uafhængige og uanmeldte tilsyn med politistationer, fængsler og andre steder, hvor torturen ofte foregår, hvor mennesker frihedsberøves, og hvor offentligheden ellers sjældent har adgang. Tillægsprotokollen trådte i kraft i 2006 og etablerede et system med uafhængige nationale enheder, der monitorerer politistationer, fængsler og andre lukkede institutioner: de såkaldte Nationale Forebyggende Mekanismer (NPM), der holder øje med overtrædelser og risiko for overtrædelser af torturkonventionen.
I forbindelse med tillægsprotokollen etableredes også FN’s Underkomité til Forebyggelse af Tortur (SPT), som er den internationale arm af overvågningssystemet. SPT gennemfører også tilsyn med steder i medlemsstaterne, hvor personer holdes frihedsberøvet. I dag udgør CAT, SPT og FN’s special rapporteur tilsammen FN’s specialiserede mekanismer mod tortur, og de har sammen bidraget konkret til at mindske brugen af tortur i en række lande.
Danmark har spillet en helt særlig lederrolle i den globale kamp mod tortur, ikke mindst i FN. Skiftende danske regeringer har i årtier været bannerførere og blandt andet løbende fremlagt og fået vedtaget resolutioner mod tortur i Generalforsamlingen og Menneskerettighedsrådet. Hermed har Danmark været primus motor i at få FN’s medlemsstater til at forpligte sig til at forebygge og bekæmpe tortur, samtidig med at Danmark har stået forrest i bestræbelserne på at etablere et stadig mere globalt forgrenet system, der beskytter mod tortur.
Adskillige lande verden over har indført lovgivning mod tortur i både forfatninger og straffelove. De nye nationale lovbestemmelser mod tortur omfatter for eksempel et absolut forbud mod tortur, et forbud mod tilbagesendelse af asylansøgere til lande, hvor de vil være i risiko for tortur, forpligtelse til at retsforfølge torturbødler og forpligtelse til at rehabilitere torturofre.
Der er også sket en række konkrete fremskridt i dokumentation og efterforskning af tortur til stor hjælp for både læger og jurister. Tag Istanbul-protokollen, som er en vejledning i effektiv efterforskning og dokumentation af tortur. Den blev første gang udgivet i 1999 og senest opdateret i 2022. Protokollen er en global standard og et praktisk redskab, som vejleder i, hvordan man indhenter juridisk, medicinsk og psykologisk dokumentation af tortur til brug for sager rejst mod torturbødler eller stater.
Et af de seneste fremskridt er udgivelsen af Méndez-principperne i 2021. Det er en vejledning i, hvordan politiet kan afhøre mistænkte og sikre pålidelige oplysninger i efterforskningen uden brug af vold og tvang og med respekt for menneskerettigheder og retsgarantier.
Derudover er vi også blevet markant bedre til at hjælpe torturoverlevere. Forskningen i forebyggelse af tortur og effektive metoder til torturtraumebehandling har aldrig har været stærkere end i dag. De kliniske resultater i arbejdet med torturoverlevere er bedre end nogensinde før.
Men når alt det er sagt, er det også en sørgelig kendsgerning, at tortur fortsat praktiseres i mere end halvdelen af verdens lande.
Verden er ikke på samme måde som for 40 år siden opdelt i Øst og Vest, og i visse dele af verden – for eksempel Latinamerika – er blodige diktaturer heldigvis afløst af demokratiske, om end ofte skrøbelige, retsstater.
Billedet i dag er et andet, men ikke mindre bekymrende. Vi ser desværre, at det absolutte forbud mod tortur skrider flere steder. Vi ser hel- og halvautoritære stater, der åbenlyst udøver tortur bag høje fængselsmure. Vi ser alt for mange eksempler på tortur i krigene i Ukraine og Syrien, i interneringslejre i Xinjiang i Kina og i Egyptens fængsler. Og vi ser torturen anvendt i ordinært politiarbejde mod almindelige, ofte fattige mennesker i Det Globale Syd.
Men også demokratiske stater giver anledning til bekymring. I for eksempel Israel og USA anvendes afhøringsteknikker, der må betegnes som tortur. Den såkaldte krig mod terror i kølvandet på terrorangrebene 11. september 2001 markerede et skred, hvor verdens største supermagt uden lov og dom spærrede mistænkte inde på Guantánamo-basen på Cuba og brugte torturmetoden ’waterboarding’ ved afhøringer i CIA-fængsler uden for USA. Pludselig fik tortur et comeback i en styrke, som har gjort meget stor skade i kampen mod tortur.
For hvis først liberale demokratier begynder at ryste på hånden, sender det et kraftigt signal til autoritære stater om, at de bare kan fortsætte torturen.
Kampen mod tortur er en kamp for menneskerettigheder. Derfor ser vi også med stor bekymring på tendenser til at underminere menneskerettighederne. I visse stater – herunder EU-lande som Polen og Ungarn – ser vi en kedelig udvikling, hvor den udøvende magt tiltager sig magtbeføjelser på bekostning af de andre instanser i magtens tredeling: det folkevalgte parlament og de (ikke længere helt så) uafhængige domstole.
Vi ser også en dalende respekt for grundlæggende menneskerettigheder – især når det gælder udsatte minoritetsgrupper som LGBT+-personer, flygtninge og andre migranter.
Hjørnestenen i den europæiske beskyttelse af menneskerettighederne, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, samt den tilhørende domstol i Strasbourg oplever et hårdt og voksende pres fra medlemsstaterne – herunder desværre også Danmark – som ønsker en »bredere skønsmargin« til at fortolke konventionen. I 2018 var den daværende danske regering som formand for Europarådets Ministerkomité bannerfører for The Copenhagen Declaration, som har banet vej for mere frirum til staterne til at fortolke konventionen til fordel for blandt andet lettere adgang til udvisning af kriminelle.
Desværre oplever vi i mange stater også, at myndighederne ikke har den nødvendige vilje til at retsforfølge tortur og andre former for umenneskelig behandling. Det skaber et frirum for politi, sikkerhedsstyrker, militær og fængselsvæsen, hvor myndighederne ved, at de uden konsekvenser kan overtræde torturforbuddet.
Midt i en mere uforudsigelig verden, der fortsat er sørgeligt præget af tortur, kæmper vi videre imod torturen og for dens ofre, indtil der ikke længere er brug for en organisation som vores.
For det gør en enorm forskel. Vi har fire årtiers erfaring for, at hjælpen til torturoverlevere har en langvarig positiv effekt, ikke alene for ofrene selv, men også for deres familier og øvrige omgivelser.
Mange af de lande, hvor tortur stadig foregår, er ikke uimodtagelige for en hjælpende hånd, når det gælder om at bekæmpe anvendelsen af tortur. FN-organer, stater og civilsamfundsorganisationer som Dignity kan i fællesskab lægge pres på torturstater, og når dette pres kombineres med støtte til civilsamfund og tilbud om teknisk ekspertise til reformer af politi, domstole, anklagemyndighed og fængsler, kan det føre til vigtige og konkrete fremskridt. Mange af de regeringer, der er ved at bevæge sig fra et autoritært styre i retning mod et demokratisk retssamfund, ønsker selv denne hjælp og har hårdt brug for den.
De stater, der holder fast i torturen, skal omvendt mødes med skarp modstand i form af kritik, diplomatisk pres, støtte til uafhængige menneskerettighedsforkæmpere og, i nogle tilfælde, sanktioner.
Og ganske vist sidder Syriens brutale diktator, Bashar al-Assad, stadig ved magten og fortsætter torturen af sine modstandere efter næsten 12 års krig mod landets befolkning, men bødlerne ved, at de risikerer hårde straffe, hvis de nogensinde viser sig uden for Syrien.
De senere års domme i blandt andet Tyskland mod syriske torturbødler giver grund til en vis optimisme. Tyskland er et af de lande, der ved at anvende princippet om universel jurisdiktion påtager sig et internationalt ansvar for retsforfølgning. Det indebærer, at en torturbøddel kan straffes ved en tysk domstol, selv om vedkommende ikke er tysker, og selv om forbrydelsen er begået uden for Tyskland.
I 2021 gik en snes regeringer sammen om at støtte oprettelsen af International Accountability Platform for Belarus, som med Dignity i spidsen indsamler, verificerer og opbevarer beviser på de alvorlige menneskerettighedskrænkelser, der er foregået i Belarus.
Selv om der ikke på kort sigt er udsigt til, at diktatoren Aleksandr Lukasjenko sættes fra bestillingen og erstattes af et demokratisk styre, så er der nu mulighed for, at vores beviser kan bruges i straffesager mod torturbødler enten ved et internationalt tribunal eller ved nationale domstole efter princippet om universel jurisdiktion.Annonce
Senest bidrager Dignity og andre specialiserede organisationer aktivt med støtte til indsamlingen af beviser for krigsforbrydelser, herunder tortur, i Ukraine med henblik på fremtidig retsforfølgning. Så der er lyspunkter.
Hver dag møder jeg på gangen vores patienter, som er traumatiserede torturoverlevere, der har brug for – og glæde af – vores specialiserede traumebehandling.
Det er en daglig glæde at møde disse overlevere og vide, at vi gør en positiv forskel for dem.
En af vores tidligere patienter, den tidligere omtalte Hüseyin Duygu, beskrev for nylig denne forskel sådan her:
»For det første har jeg fået selvtilliden tilbage. Jeg har fået troen på mennesker igen. Efter behandlingen fik jeg jo lyst til at læse, så jeg har fået en læreruddannelse. Jeg har fået arbejde. Efterfølgende fik jeg lyst til at stifte familie. Så har jeg fået to børn. Det vil sige, at behandlingen har givet mig et nyt liv i Danmark. Tak for det«.
Link til teksten på Politikens hjemmeside: Fire årtiers kamp mod torturens globale svøbe – politiken.dk
