”Confirmation; you have been granted a seat 11 and 12 February”, lød den korte e-mail fra Den Internationale Domstol (ICJ), som pludselig dukkede op i min indbakke få dage før første retsmøde i sagen om Sydafrikas stævning mod Israel om folkedrab mod palæstinenserne i Gaza. En af de 15 pladser på balkonen øverst oppe i la grande salle de justice i Fredspaladset gik til DIGNITY.
Først til fakta: I slutningen af december 2023 stævnede Sydafrika Israel for brud på FN’s konvention om folkedrab på grund af grusomhederne i Gaza, som – ifølge Sydafrika – udtrykker en israelsk hensigt om at tilintetgøre palæstinenserne i Gaza. Alvoren i sagen er indlysende og opsigtsvækkende, og der er efter min mening tale om den mest alvorlige anklage mod Israel nogensinde.
I DIGNITY interesserer vi os særligt for sagen, fordi tortur kan indgå som bevismateriale, og fordi en af vores parterne i Palæstina blandt andet indsamler beviser for mulige krigsforbrydelser i Gaza.
Men før vi vender tilbage til selve retsagen, vil jeg tage dig med tilbage.
Jeg boede nemlig tre år i Gaza fra 2000-2003, hvor jeg arbejdede i den juridiske afdeling hos FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA). Dengang lærte jeg, at i Israel/Palæstina konflikten findes der ingen permanente ‘røde linjer’, eller sagt på en anden måde: Grænsen for hvor meget folkeretten kan overtrædes, rykker sig oftest i den forkerte retning.
Et af de bedste eksempler på denne tendens er ICJ’s afgørelse i 2004 i sagen om Israels opførelse af muren på Vestbredden. Sagen mundende ud i en klar udtalelse fra FN’s øverste domstol, som ikke i sig selv er retligt bindende. Udtalensen havde ingen konsekvenser, og den ændrede ikke på forholdene på den israelsk besatte Vestbred. Muren forblev, og de berørte palæstinensere fik ikke deres ejendomme tilbage.
Derfor var jeg og mange andre også spændte på at høre både stævningen og forsvaret i Haag.
Retsforhandlingerne fandt sted i det imponerede Fredspalads, der er bygget i nyrenæssancestil og indviet i 1913: Et vidne om folkerettens betydning for verdensordenen og de høje idealer om ”peace through law”, som den østrigste retsfilosof Hans Kelsen formulerede det i kølvandet på Anden Verdenskrig.
Selve retssalen minder om en kirke. Højt til loftet. Glasmosaiker og med en ro, som man kender fra et kirkerum: ingen ure, fuld koncentration, og opmærksomhed. I salen sad også en række palæstinensere, herunder chefen for vores palæstinensiske samarbejdspartner Palestinian Center for Human Rights, Raji Sourani.
Scenen var sat, da de 17 dommere trådte ind i retssalen og gik op på podiet, hvorefter den amerikanske retsformand gav ordet til den sydafrikanske delegation.
Tonen blev slået an af den sydafrikanske ambassadør, som fortalte om en ”ongoing Nakba”, fremlagde det store antal dræbte, som i dag er over 25.000 dræbte palæstinensere, hvor af cirka 70 procent er kvinder og børn, og et Gaza som ligger i ruiner. Alt er smadret, inklusiv Rimal, mit gamle kvarter i Gaza By, og 95 procent af de 2,2 millioner palæstinensere er i risiko for at sulte. De er lige nu i større risiko for at dø af hungersnød end af israelske bombardementerne, hørte vi i retsalen. Det er fortsat svært at forstå grusomhedernes omfang.
Efterfølgende opremsede advokaterne på det sydafrikanske hold, herunder 87-årige John Dugard, de juridiske argumenter for folkedrab. Opgaven var ikke at løfte selve bevisbyrden for folkedrab, men at overbevise dommerne om, at anklagerne er rimelige, og at Israel skal gøre mere for at forhindre folkedrab her og nu.
Lyt til min gennemgang af retssagens første dag i P1 Morgen
Dagen efter hørte vi Israels forsvar. Der blev henvist til Hamas utallige gange, og til at Hamas’ angreb d. 7. oktober 2023 er det eneste folkedrab i denne sag. Jeg forstår det nationale trauma, som har ramt mange israelere siden d. 7. oktober, og det fælles ønske om, at et så brutalt angreb på Israel aldrig må finde sted igen.
Spørgsmålet er så: Hvad vil der ske nu?
Det forventes, at ICJ afsiger en kendelse om midlertidige foranstaltninger indenfor kort tid, hvorimod den endelige dom sandsynligvis må vente flere år. De midlertidige foranstaltninger kan eksempelvis være pålæg om at suspendere alle krigshandlinger i Gaza, at garantere adgang for nødhjælp til Gaza og at sikre overholdelse af konventionen mod folkedrab.
Hvis dommen falder ud til Sydafrikas og – Palæstinas – fordel, vil det være den første bindende internationale dom mod Israel nogensinde.
Så der er meget på spil og mange af dem, jeg mødte og talte med i Haag, mener, at situationen i Gaza er så alvorlig, at begrebet folkedrab bør bruges til at beskrive forholdene.
Vi vil forsat følge sagen tæt.
