Siden invasionens begyndelse i 2022 er over 8,2 millioner ukrainere flygtet til omkringliggende lande Europa. WHO har beskrevet det som “den største bevægelse af mennesker i Europa siden Anden Verdenskrig”.
Behovet for psykosocial støtte er enormt. WHO anslår, at omkring 9,5 millioner mennesker i Ukraine er i risiko for eller lever med en psykisk lidelse.
Vi har spurgt vores ukrainske partner, NGO’en Forpost, som arbejder med mental sundhed og psykosocial støtte til traumatiserede ukrainere, om den nuværende situation.
Yulia Honchar, ph.d. og psykolog, er leder af et center for mental sundhed og traumeterapi, der yder hjælp til ukrainere i blandt andet Dnipro, Kiyv og Lviv:
»Vi arbejder med psykosocial støtte på mange niveauer. Vi hjælper børn og voksne, som har direkte og indirekte traumer fra krigen. For eksempel børn, der er påvirket af kontinuerlige luftangreb og af at gemme sig i beskyttelsesrum. Men vi hjælper og behandler også traumatiserede torturofre«.
Hvad ser du som de største udfordringer lige nu?
»Den kroniske stress, folk lider af. Ingen får lov til at hvile sig eller få vejret. Alarmerne går i gang hele tiden – og alarmerne har en retraumatiserende effekt. Folk ved aldrig, om alarmen bare er en advarsel, eller om missilet rent faktisk vil ramme civile.
Vi behandler mere end 1000 patienter om året. Og det er en udfordring, fordi det er mange patienter, men samtidig har vi også folk, der venter på behandling. Vi ser også mange, der lider af forskellige psykiske lidelser, som påvirker deres dagligdag.
Jeg har f.eks. en patient, som indkapsler volden fra krigen. Hun er en 20-årig kvinde, som blev voldtaget af en gruppe russiske soldater. Kvinden var gravid, da det skete, og mistede sit barn. Hun var tydeligvis meget traumatiseret af hændelsen. Jeg begyndte langsomt at have samtaler med hende. Hun kom aldrig fysisk til vores center, vi havde i stedet vores samtaler gennem kommunikationsappen Telegram. Det første, som jeg at insisterede på, var, at hun skulle flytte væk fra det område, hun kom fra. Da hun begyndte at føle sig sikker, undersøgte jeg, om hun kunne få psykoterapeutisk hjælp ansigt-til-ansigt, så hun kan genvinde tilliden.
I dag har hun det heldigvis bedre end før terapien. Det motiverer mig, når jeg hjælper mine patienter med at klare deres udfordringer. Men det giver mig også håb, når jeg ser, at vores partnere uden for Ukraine støtter vores arbejde. Det gør vores arbejde meningsfuldt – alle gør noget for at hjælpe«.
