Dette indlæg er bragt i JP 13.05.2004
Stine Bosse og Mohammed Rona (M) argumenterer i Jyllands-Posten 6/5 for, hvorfor EU’s nye asylpagt er et vigtigt skridt på vejen til at fikse den europæiske asylpolitik.
Vi er helt enige i, at der er brug for reformer, for EU’s eksisterende asylpolitik kan kritiseres for meget: Asylansøgere drukner hver uge i Middelhavet, fordelingen af asylansøgere er skæv, EU betaler enorme summer til autoritære magthaver for at holde flygtninge ude, og vi har ikke satset nok på FN’s kvotesystem.
Den nye EU-pagt rummer da også nogle positive aspekter, herunder screening af asylansøgere med fokus på sikkerheds-, sårbarheds- og sundhedskontrol. Sådanne screeninger kan bl.a. bruges til at identificere udsatte asylansøgere, som har været udsat for tortur eller anden umenneskelig behandling, så de kan få nødvendig hjælp.
Men vi er nødt til at åbne øjnene for, at den nye asylpagt også forringer asylsøgeres retsstilling på flere afgørende områder:
For det første skal asylansøgninger fremover behandles hurtigere, og tilbagesendelser skal ske mere effektivt. Det kan lyde fornuftigt. Men den accelererede procedure ved grænserne indebærer en forhøjet risiko for, at asylsøgere tilbagesendes til lande, hvor de risikerer forfølgelse og tortur.
Der er planer om ”fast track”-deportationer baseret på fælles karakteristika for grupper af asylsøgere uden skelen til individuelle forhold. Denne procedure indebærer en risiko for brud på det, der hedder forbuddet mod ”refoulement” – altså mod at returnere asylansøgere til lande, hvor de risikerer at blive udsat for bl.a. tortur. Det er afgørende, at de nye procedurer designes, så den risiko minimeres.
For det andet vil asylsøgeres beslutning om at appellere et afslag på asyl i første instans ikke få opsættende virkning.
Det betyder, at asylsøgere vil blive deporteret, inden appelinstansens afgørelse foreligger. Asylsøgere risikerer hermed deportation også i tilfælde, hvor appelinstansen finder, at de faktisk har et asylgrundlag. Der skal findes konkrete løsninger på dette alvorlige retssikkerhedsproblem.
For det tredje skal flygtninge og migranter fremover anbringes ved EU’s ydre grænser i særligt udpegede zoner eller transitområder med mulighed for frihedsberøvelse.
Hvordan det skal ske i praksis, skal medlemslandene selv beslutte. Hvis man ser på de løsninger, der anvendes i dag, er det ikke specielt opløftende. Tag for eksempel Grækenland, hvor mange flygtninge og migranter ankommer. Den græske regering har modtaget alvorlig kritik fra Europarådets Torturkomité om, at den måde, myndighederne behandler asylsøgere på, er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions forbud mod umenneskelig og nedværdigende behandling.
Særligt bekymrende er det, at børn og familier ikke er undtaget, hvilket i praksis kan betyde, at den nye asylpagt giver hjemmel til at frihedsberøve børn. Det er veldokumenteret, at frihedsberøvelse kan have alvorlige konsekvenser for børns fysiske og psykiske udvikling.
Af samme grund har FN’s Børnekomité og Europarådets Torturkomité fastslået, at asylsøgende børn ikke bør frihedsberøves.
Tværtimod skal staterne så vidt muligt undgå at frihedsberøve børn og andre sårbare grupper. Et absolut minimum i implementeringen af de nye betingelser bør derfor være, at børn og børnefamilier altid har mulighed for at opholde sig i åbne centre.
Så vi håber, at Moderaterne – sammen med alle andre partier – vil arbejde ihærdigt for, at den nye asylpagt bliver implementeret i fuld overensstemmelse med EU’s værdier og menneskeretslige forpligtelser.
