Det begyndte en morgen 24. februar 2022, hvor intet længere var, som det plejede.
Maryna husker stadig sin nabos natkjole, da hun kom løbende og råbte: »Vi skal væk. Nu«.
»Jeg frøs. Jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg tænkte bare: Hvordan skal jeg få min datter væk herfra?«.
Maryna er opvokset i byen Kharkiv, hvor hendes familie stadig bor.
Da den russiske fuldskala-invasion begyndte i starten af 2022, havde hun i mange år boet i hovedstaden Kyiv, hvor hun arbejdede som jurist.
»Jeg havde aldrig troet, de ville gå efter civilbefolkningen. Jeg var naiv. Men da jeg så videoer af tanks krydse grænsen mod Kyiv, vidste jeg, at vi måtte væk«.
Flugten
Maryna og hendes datter slap ud gennem Lviv i en minivan. Det var en ven, som hun kendte, der hjalp hende med en kontakt.
»Tog var umulige. Alt var kaos. Jeg sov ikke. Missilerne fløj over os undervejs. Jeg var klar til at gå hele vejen«.
Fra Polen til Tyskland og videre til Danmark, hvor de landede 12. marts 2022.
»Vi blev mødt med varme i asylcentret. Der var andre ukrainere. En vietnamesisk familie fra Kyiv tog os ind. Deres datter legede med min. Det var små ting – men det gjorde en forskel«.
Traumerne i kroppen
Trygheden i Danmark bremsede ikke uroen indeni. Maryna kunne ikke sove. Hun lå i sengen og stirrede ud i mørket. Nogle gange græd hun.
»Min arm blev følelsesløs. Jeg kunne ikke styre mine tanker. Jeg læste nyheder hele tiden. Min familie var stadig i Kharkiv. Jeg var her – men mit hjerte var dér«.
Det var hendes praktiserende læge, der henviste hende til DIGNITY. Her mødte hun for første gang et rum, hvor hun kunne tale om sine tanker.
»Jeg deltog i et gruppeforløb. Det betød alt. Bare det, at nogen så mig. At jeg ikke var alene. Og så var der kropsbehandlingen – det gjorde noget godt. Jeg kunne mærke min krop igen«.
Ingen skal gå alene
I dag er det hendes datter på 12 år, der giver hende mest glæde.
»Jeg prøver at skærme hende. Hun skal ikke vokse op med den frygt, som jeg har haft«.
Maryna har fundet en rytme i hverdagen. Sprogundervisning, struktur, et fællesskab. Men drømmene er forsigtige.
»Jeg tør ikke længere håbe på, at Ukraine bliver frit. Jeg drømmer bare om at kunne trække vejret frit og ikke være bange for fremtiden«.
Maryna ved, hun ikke er alene.
»Der kommer flere ukrainere til – mange fra de besatte områder, som har traumer fra krig, ødelæggelse og tortur. Mit råd er: Søg hjælp. Og støt hinanden. Vi har alle brug for at blive lyttet til. Ingen skal gå alene med det her«.
