International konference sætter fokus på politiets afhøringsmetoder

Repræsentanter fra 20 lande mødes 1.-2. oktober i København for at drøfte, hvordan politiets afhøringsmetoder kan være med til at forbygge tortur og umenneskelig behandling i politiets varetægt.

Danmark har i årtier været en af hovedarkitekterne bag de internationale regler, som beskytter ofre mod tortur og stiller bødler og stater til ansvar for deres krænkelser.

Men hvordan står det egentlig til med opfyldelsen af Danmarks internationale forpligtelser på landets politistationer?

Svaret er, at Danmark fortsat er duksen i klassen, men at penalhusets blyanter godt kunne spidses yderligere, når det gælder retsgarantier og afhøringsmetoder i politiets varetægt.

Derfor afholder DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur sammen med Udenrigsministeriet og Convention against Torture Initiative (CTI) en international konference om strafferetlig efterforskning og retshåndhævelse, 1-2 oktober.

Til konferencen vil en række stater og eksperter stille skarpt på, hvordan man forebygger tortur og umenneskelig behandling i politiets varetægt. Især to områder vil være i fokus: Politiets afhøringsmetoder og retsgarantier i politiets varetægt.

»Årtiers forskning har vist, at tortur, tvang og fysisk pres på ingen måde er effektive metoder til at opnå præcise og pålidelige oplysninger. Vi ved, at tortur, tvang og manipulation kun frembringer usande oplysninger og falske tilståelser, som i sidste ende kan lede til justitsmord. Derfor er det afgørende at undersøge og udbrede nye og mere humane afhøringsmetoder. Én af de mest lovende og evidensbaserede metoder er såkaldt ’Investigative Interviewing’, og den har været en ’game changer’ blandt andet i Storbritannien«, siger Therese Rytter, juridisk chef, DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur.

Ifølge Therese Rytter går metoden i korte træk ud på, at afhøringslederen med et åbent sind forsøger at afdække forskellige mulige forklaringer på en forbrydelse, fremfor at fremtvinge en tilståelse. I forhørssituationen opbygges en tillidsfuld relation til den sigtede, som afhøres ved hjælp af åbne spørgsmål. På den måde forsøger politiet fordomsfrit at få afdækket hændelsesforløbet og den sigtedes rolle i en konkret sag.

»Metoden bygger på grundprincippet om, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Dansk Politi er i et vist omfang inspireret af Investigative Interviewing metoden, men vi er endnu ikke i mål. Forhåbentlig kan denne internationale konference inspirere Danmark til fuldt ud at tilegne sig denne ’golden standard’ inden for moderne politiefterforskning. Og endnu vigtigere, så kan konferencen forhåbentlig anvise andre veje for de mange stater, som hyppigt griber til tortur i afhøringssituationen. For dem kan konferencen vise dem en alternativ, mere effektiv og human vej til opklaring af forbrydelser.

Om konferencen:
Dato: 1.-2. oktober 2019
Sted: Strandgade 25G, 1401 København, Eigtveds Pakhus
Se programmet her

Pressekontakt: Tarek Omar, pressechef, Dignity – Dansk Institut mod Tortur,  2291 0020 eller tao@dignity.dk

DIGNITY – Dansk Institut mod Totur er medlem af en international ekspertgruppe af politi- og menneskerettigheds-eksperter som er ved at udvikle universelle retningslinjer for politiafhøringer og beslægtede retsgarantier (Universal Guidelines on Investigative Interviewing and Associated Safeguards). Retningslinjerne forventes at blive vedtaget af FNs generalforsamling i 2020/21.

Du kan være med til at gøre en forskel for torturofre

KOMMENDE EVENTS

No Events are found.