Som ganske ung faldt Majid Kanan i kløerne på Saddam Husseins torturbødler. I dag hjælper han som beboerrådgiver traumatiserede flygtninge til at få behandling.
Som beboerrådgiver har Majid Kanan specialiseret sig i børn, unge og forældre og de seneste år haft fokus på farrollen i forældreskabet. Han arbejder med fædre med etnisk minoritetsbaggrund og mange med arabisk baggrund.
Tidligere arbejdede han med familier, men ofte var det kun kvinderne, der mødte op, når beboerrådgiveren inviterede til møde. Majid Kanan ser et særligt behov for at få netop mændene i tale.
Den 60-årige Majid Kanan arbejder i boligforeningen Vibo under en boligsocial helhedsplan i alment boligbyggeri på Amager og Nørrebro i Københavns Kommune. Hans erfaring siger ham, at næsten alle flygtninge bærer rundt på traumer.
»Hvis det ikke er traumer fra tortur, er det traumer fra krig eller flugt«, forklarer han.
De traumeramte mænd i en forsamling er ofte dem, der forholder sig tavse og sidder og trykker sig lidt. Måske er de svære at overtale til at komme til et møde, som beboerrådgiveren arrangerer.
»Mange af dem har søgt tilflugt i troen. De søger tilflugt i religionen, men den kan ikke tilbyde behandling. De er troende, men de må ikke tro, at de kan få behandlet deres traumer og lidelser der«, forklarer Majid.
»Religion er ikke svaret på traumer efter tortur. Religion kan bidrage til at fastholde billedet af, at der er noget galt med ham eller hende«, siger Majid.
Han kommer oprindelig fra byen Basra i det sydlige Irak. Han er ikke selv religiøs, men har engageret sig i venstreorienterede grupper i Irak, mens Saddam Hussein sad ved magten og i de lande, han senere flygtede til: Jugoslavien og Grækenland i 1980’erne og fra 1990 Danmark.
Som skoleelev i 1970’erne kom Majid med i illegalt arbejde med at udgive blade og organisere elever og studerende imod diktaturet.
»Det var livsfarligt, men omstændighederne gør nogle gange, at man må involvere sig, når man ser så meget elendighed og uretfærdighed«, siger Majid.
Da han var færdig med gymnasiet, havde han ikke mulighed for at studere videre, fordi han ikke var medlem af Ba’ath-partiet. I stedet blev han indkaldt som soldat i krigen, der startede, da Irak invaderede Iran i 1980. Majid valgte ikke at gå i krig og flygtede ud af Irak og rejste til Jugoslavien, hvor han lærte serbokroatisk og studerede statskundskab.
Tortur i Irak
Under et besøg i Irak blev han anholdt. Saddams spioner i Jugoslavien havde angivet ham. Han blev fængslet og udsat for tortur. Saddams politi forsøgte at rekruttere ham til regimets hemmelige politi. Majid lod, som om han ville spionere for Saddam i Jugoslavien og slap ud efter tre en halv måned.
Tilbage i Jugoslavien måtte Majid konstatere, at de nye magthavere i Beograd efter præsident Titos død i 1980 udviklede mere venskabelige forbindelser med Saddams Irak. Med hjælp fra det græske kommunistparti kom Majid videre til Grækenland, hvor han begyndte at lære græsk, arbejdede som smed og maler og gik i gang med en marketing-uddannelse.
Majid levede uden at være registreret hos de græske myndigheder, men da magten i løbet af 1989 og 1990 skiftede fra det socialdemokratiske PASOK til det konservative Nyt Demokrati, blev det sværere at leve papirløst i Grækenland.
Majid forsøgte at komme til Sverige, hvor han havde en bekendt, men blev efter landingen i Kastrup stoppet af politiet i Helsingborg, som sendte ham tilbage over Øresund. Sådan havnede han som asylansøger i Danmark, hvor han i første omgang blev frihedsberøvet i fem måneder, fordi han ikke havde nogen papirer, der beviste, hvem han var. Det lykkedes ham at få papirerne sendt fra Grækenland, og han fik asyl.
Majid havde traumer fra torturen i Irak, men fik ikke behandling for dem. I stedet fandt han sin egen måde at håndtere dem på. Han tog en uddannelse som multikulturel formidler og arbejdede i mange år i Dansk Flygtningehjælp og Københavns Kommune, før han blev ansat som beboerrådgiver i boligforeningen Vibo.
»Jeg har rådet mange traumatiserede flygtninge til at søge behandling hos DIGNITY og RCT, som det hed tidligere. Men jeg kom ikke selv i behandling. Man kan sige, at mit arbejde med traumatiserede flygtninge har inspireret mig til at klare de problemer, jeg selv havde«.
Flashbacks til torturen
Det var en alvorlig fysisk sygdom for nylig, som fik traumerne hos Majid til at vågne. Eller rettere medicinen, som gav bivirkninger i form af flashbacks til oplevelserne i Saddam-regimets fængsler.
Majid fandt sammen med en dansk kvinde og hendes to børn, og de har nu levet sammen i 30 år. Betydningen af at have en familie, som træder til akut, når det hele braser sammen, er uvurderlig. Familien stillede op, unge som ældre, i en ring af omsorg. Det er vigtigt, at omgivelserne holder fast og ikke lader traumatiserede i fred, men holder fast i relationen, uanset hvor svært det ser ud, siger Majid.
Og så fik Majid brug for behandling. Først blev han henvist til psykiatrien, men det ønskede han ikke.
»Der bliver du bare fyldt med medicin«, siger han.
Majids praktiserende læge kendte ikke DIGNITY, men det gjorde han selv, fordi han gennem årene havde rådet mange traumatiserede flygtninge til at få hjælp her.
»Jeg siger til mig selv, at hvis jeg ikke får behandling, gør jeg mine torturbødler en tjeneste«, siger Majid.
Majid har lært at »snakke med sin angst«, som han siger. I kælderen har han et træningsrum, og hvis angsten griber ham, mens han er der, kan han fortælle angsten, at den skal blive i kælderen, mens han går op til sin familie.
»Så kan jeg snakke med min angst på et tidspunkt, som jeg selv vælger«, siger han.
Oplevelserne hos DIGNITY har inspireret Majid. Han var forundret over, at hans læge ikke kendte stedet. Han foreslår, at DIGNITY laver en håndbog og andet materiale til praktiserende læger, så de kender DIGNITY og bliver bedre til at identificere og diagnosticere torturofre.
Han foreslår en ambulancetjeneste, der skal komme i kontakt med torturoverlevere.
»I mit arbejde møder jeg masser af mennesker med ubehandlede traumer, mange torturoverlevere, som aldrig har været i nærheden af en psykolog«.
Endnu et af Majids forslag er, at DIGNITY opretter et ambassadørkorps af færdigbehandlede patienter, som kan udbrede kendskabet til behandlingsmulighederne.
I dag er det mange år siden, at Saddam Husseins regime faldt. Men Majid har ikke sat sine ben i Irak siden den dag i starten af 1980’erne, da han fik lov at forlade landet mod et falsk løfte om at spionere for Saddam.
»Forholdene i Irak er meget farligere i dag end under Saddam. Jeg tør ikke rejse derned. Og min familie i Irak siger til mig: ’Du bliver slået ihjel. Vi ved, at du ikke kan holde din kæft, Majid’«.
