Læge Ole Vedel Rasmussen, der i 1991 skrev doktordisputats om tortur, var med, da de allerførste skridt til et rehabiliteringscenter for torturofre blev taget af Amnestys Danske Lægegruppe
Et kort indlæg i Ugeskrift for Læger oktober 1974 blev for Ole Vedel Rasmussen starten på en lang karriere i kampen mod tortur.
Sammen med lægekollegerne Inge Genefke, Helmuth Stadler og Peter Moltke fortalte han i indlægget om Amnesty Internationals kampagne mod tortur og efterlyste læger, som ville være med i arbejdet med at undersøge torturoverlevere og dokumentere tortur.
Indlægget blev startskuddet til Amnestys Danske Lægegruppe og dermed otte år senere, i 1982, til det Rehabiliteringscenter for Torturofre (RCT), som i dag hedder DIGNITY.
Ole Vedel Rasmussen var selv kun i godt et års tid ansat i RCT i 1997-98, men han har gennem alle årene fulgt organisationen tæt fra dens spæde start for 40 år siden til i dag. Blandt andet havde han i 1980’erne kontor i kælderen på RCT’s daværende adresse i en nu for længst nedrevet tidligere overlægevilla på Juliane Maries Vej ved Rigshospitalet i København. I kælderen skrev han den disputats om tortur, som i 1991 gjorde ham til dr. med.
Senere indtrådte han i Europarådets Torturkomité (CPT) fra 1997 til 2005 og i FN’s Torturkomité (CAT) fra 2000 til 2005.
»Inge Genefke var den egentlige initiativtager til Amnestys Danske Lægegruppe«, fortæller Ole Vedel Rasmussen i et interview med DIGNITY her i jubilæumsåret 2022. »Vi mødtes på Amnestys årsmøde på Askov Højskole i 1974 og blev enige om at skrive et læserbrev i Ugeskrift for Læger for at komme i kontakt med andre læger, der ville være med i arbejdet mod tortur. Da vi startede lægegruppen, var vi på fuldkommen bar bund. Der var ikke skrevet et komma om tortur ud fra et lægeligt synspunkt.«
En af de første grupper, som lægegruppen interesserede sig for og undersøgte, var tidligere danske koncentrationslejrfanger. Også general Augusto Pinochets blodige militærkup i Chile i 1973 og det græske militærdiktatur fra 1967 til 1974 gav lægegruppen rigeligt at arbejde med. Men arbejdet med traumatiserede flygtninge var ikke ukontroversielt, forklarer Ole Vedel Rasmussen.
Det politiske pis
»Jeg arbejdede på det tidspunkt som kirurg på Bispebjerg Hospital i København. I lægegruppen brugte vi afdelingens konferencerum til at undersøge torturofre. En dag sagde overlægen til mig: ’Jeg vil ikke have, at lokalet bliver brugt til det politiske pis’. Sådan var synet på vores arbejde dengang«, fortæller Ole Vedel Rasmussen.
Amnestys danske lægegruppe dannede forbillede for lægegrupper i andre lande. På rejser til blandt andet Grækenland, Spanien og Latinamerika udviklede de danske læger ekspertise i at undersøge torturofre og dokumentere torturen. Men det gik op for lægerne i gruppen, at det ikke var nok at undersøge og dokumentere. Torturoverleverne havde også brug for hjælp og behandling.
Sidst i 1970’erne lykkedes det for gruppens største ildsjæl, Inge Genefke, at overtale direktionen på Rigshospitalet til at stille et antal hospitalspladser gratis til rådighed for udenlandske torturoverlevere, der skulle hentes til Danmark for at få hjælp. Man kan undre sig over, hvordan det kunne lade sig gøre uden gult sygesikringsbevis, men det undrer ikke Ole Vedel Rasmussen, der ser Inge Genefke som »en meget, meget stærk kvinde«, der kunne »vride armen om« på blandt andet direktionen på Rigshospitalet.
Amnestys Danske Lægegruppe nåede i løbet af få år op på omkring 150 medlemmer, hvilket lyder af mange.
»Men langt de fleste var ’brevlæger’. Deres aktivitet bestod i at skrive breve til præsidenter og regeringschefer, hvor de opfordrede til løsladelse af samvittighedsfanger. Af virkelig aktive læger i gruppen var vi kun et par håndfulde«, fortæller Ole Vedel Rasmussen.
Tordenskjolds soldater vandt
»Inge Genefke kaldte os Tordenskjolds soldater. Og som hun sagde: De var ikke særlig mange, men de vandt«.
Selv om lægernes arbejde afslørede et stort behov for behandling af torturoverlevere, så mente den øverste internationale ledelse i Amnesty ikke, at det skulle foregå i Amnesty-regi. Dermed blev det klart for Inge Genefke og kredsen omkring hende, at det var nødvendigt at skabe et rehabiliteringscenter uden for Amnestys rammer. Snart begyndte patienterne at komme for at få behandling af læger, sygeplejersker, fysioterapeuter og psykologer i den tidligere overlægebolig ved Rigshospitalet, hvor RCT fik sin første adresse.
Arbejdet med torturoverlevere betød, at Ole Vedel Rasmussens lægekarriere ikke forløb snorlige. Fra 1980 til 1981 arbejdede han som lægelig konsulent ved Amnestys hovedkvarter i London og senere, i 1990’erne, var han udsendt til Mellemamerika for Danida. Interessen for RCT, DIGNITY og arbejdet for torturoverlevere har han aldrig sluppet helt.
Den centrale figur i RCT, lægekollegaen Inge Genefke, beskriver Ole Vedel Rasmussen som »torturofrenes mor«.
»De kunne komme til hende med alt, og hun havde en fantastisk evne til at skære igennem bureaukratiet og få sin vilje. Hun var en helt utrættelig ildsjæl. Engang havde jeg lige været på en anstrengende rejse i Chile i tre uger og glædede mig til at komme på en planlagt ferie med min datter. Men det syntes Inge ikke, at jeg skulle. Hun ville have mig til at lave et eller andet her og nu. Jeg kan tydeligt huske, at hun sagde: ’Jamen, Ole! Det er jo torturofre, det drejer sig om!’ Hun havde en fantastisk stærk vilje«, konstaterer Ole Vedel Rasmussen.
