Indlægget er bragt i Jyllands-Posten den 27.04.2025
»Han har et blik, som jeg oftest ser hos ældre mennesker, der har set døden i øjnene.«
Sådan beskrev én af DIGNITYs børnepsykologer en 10-årig dreng, som hun havde haft i behandling.
Drengen havde boet i adskillige år på en række forskellige asylcentre i Danmark.
Som barn har han været vidne til afvisningen af familiens asylsag, og efterfølgende har han oplevet voldsomme slagsmål, trusler og knivstikkeri på udrejsecentret.
Desværre er drengens historie ikke enestående. Og det er oplevelser, som kan have ødelæggende konsekvenser for børnene.
Ifølge en rapport af Røde Kors om børnenes trivsel på Udrejsecenter Avnstrup fra april 2023 er 44 pct. af børnene høj risiko for en eller flere psykiatriske lidelser, mens 56 pct. oplever vanskeligheder, der gør det svært at fungere i hverdagen.
I vores behandlingsklinik i København for traumatiserede flygtninge genkender vi billedet og ser hver dag de konkrete konsekvenser af Danmarks asyl- og flygtningepolitik.
I Danmark kan børn risikere at bo i mange år på enten asylcentre og/eller udrejsecentre, og ofte vil de undervejs blive flyttet rundt på forskellige centre i landet. Børnenes hverdag er omskiftelig, uforudsigelig og ofte også utryg.
Det er på tide, at vi som samfund tager stilling til, om det børneliv, vi tilbyder asylansøgere, er forsvarligt og lever op til forpligtelserne i FN’s Børnekonvention.
Derfor hilser vi det også velkommen, at Alternativet nu bringer asylbørnenes trivsel på dagsordenen i Folketinget med blandt andet spørgsmål til børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye og et forslag om, at børn ikke skal bo på asyl- og udrejsecenter i lange perioder, men at de skal have ret til en almindelig bolig i et lokalmiljø med adgang til de samme faciliteter og aktiviteter som alle andre børn i Danmark.
Et tiltag, som i dag allerede gælder for de ukrainske børn, som har asyl i Danmark under særloven.
Lange ophold i asyl- og udrejsecentre er slidsomt, belastende og skadeligt for børnenes mentale helbred, trivsel og udvikling.
Og det er enormt vanskeligt for f.eks. børnepsykologer og andre fagprofessionelle at arbejde med barnets mentale belastninger fra krig, flugt og vold, når deres tilværelse er kaotisk og utryg.
Det betyder, at eventuelle traumer ikke bliver bearbejdet, og at det ikke er muligt at foretage de relevante tilpasninger i barnets miljø, som skal skabe mulighed for at barnet kan komme sig. I stedet medvirker vi til at forstærke isolation, mistrivsel og fremmedgørelse fra jævnaldrende børn.
En anden grund er, at det bliver vanskeligt for børnene at knytte sig til jævnaldrende og voksne, da de ikke er en del af et stabilt forankret lokalmiljø med genkendelige og forudsigelige rammer med mulighed for deltagelse i fritidsaktiviteter og sociale begivenheder.
I stedet bliver barnets relationer ustabile og ofte afbrudte af, at de flyttes rundt til forskellige dele af landet.
Den 10-årige dreng bad os i sin tid om at dele hans historie, i håbet om at det ville ændre vilkårene for børn som ham. Han havde mistet livslysten, tilliden til andre og troen på fremtiden.
Vi bør tage vores ansvar for børn i asylsystemet alvorligt og sikre, at vi ikke medvirker til at sætte børns udvikling i stå eller endnu værre påfører dem mentale problemer på grund af vores asylsystem.
Det princip bør gælde, uanset om vi giver asyl eller afslag på asyl – og uanset om børnene er uledsagede eller sammen med familiemedlemmer.
Vi skal sikre, at børnene har muligheden for at komme sig ved at give dem mulighed for at være børn og tilbyde dem et lokalt forankret og stabilt fællesskab at træde ind i – akkurat som vi ville gøre med et ethvert andet barn med udfordringer i Danmark.
