Torturofferet Rasha Ibrahim måtte afbryde sin traumebehandling, da hendes mor mistede opholdstilladelsen og blev bedt om at rejse til Damaskus
Tekst og foto: Niels Rohleder
Brevet fra Udlændingestyrelsen kom i januar i år.
»Din opholdstilladelse kan ikke forlænges«, stod der øverst med fed skrift lige under navnet og adressen på Rashas mor.
Dermed var moren, der er tidligere lærer fra Damaskus, blevet en af de flere hundrede syriske flygtninge i Danmark, der mister opholdstilladelsen, fordi forholdene i Damaskus har ændret sig noget, siden de fik asyl. Deres opholdstilladelse inddrages, selv om forholdene i Syrien stadig er »alvorlige, skrøbelige og uforudsigelige«, som det hedder i juridiske termer. Udlændingemyndighedernes beslutning er en følge af en lovændring fra 2015, da et stort flertal i Folketinget besluttede at sænke tærsklen for, hvornår man kan tage opholdstilladelsen fra flygtninge.
De inddragne opholdstilladelser til flygtninge, som kommer fra den syriske hovedstad Damaskus og området rundt om storbyen, har store konsekvenser for traumeramte flygtninge, der modtager behandling for tortur og andre traumer efter de grusomme krigsoplevelser i Syrien.
Voldsom tortur
Den 38-årige syriske jurist Rasha Ibrahim er torturoffer. I sommeren 2013 var hun i fire uger fanget af præsident Bashar al-Assads regeringshær og blev udsat for voldsom tortur, som kostede fem af hendes medfanger livet, inden de øvrige fanger blev befriet af Den Frie Syriske Hær, og Rasha kunne undslippe til Danmark.
I 2015 gik hun til behandling hos DIGNITY’s samarbejdspartner RCT RehabiliteringsCenter for Traumatiserede i Haderslev. Hun fik bearbejdet nogle af sine traumer og modtog nødvendig læge- og fysioterapeutbehandling for de voldsomme kropslige følger af mishandlingen.
I februar 2021, kort efter brevet til hendes mor, var Rasha ude for en voldsom oplevelse på sit arbejde som social- og sundhedshjælper. En dement borger greb fast i hendes hår og holdt hende fast. Hun blev først befriet, da hun råbte om hjælp, og en kollega kom løbende til.
Oplevelsen satte gang i en retraumatisering og tog hende med tilbage til torturkælderen under en fjernsynsfabrik i Damaskus-bydelen Qabun i maj og juni 2013. Rasha havde brug for hjælp og kontaktede RCT, hvor hun talte med en psykolog. I modsætning til i 2015 kunne hun nu fortælle om sine oplevelser på flydende dansk.
Afbrød behandlingen
Hun nåede at komme til Haderslev tre gange, inden hun afbrød behandlingen:
»Jeg kan ikke åbne mit hjerte«, siger Rasha.
Psykologen i Haderslev, som Rasha har et godt og tillidsfuldt forhold til, forklarede hende, at han ville tage hende med på en rejse tilbage til torturen, for at hun kunne bearbejde den.
»Det kan jeg ikke, når min mor har mistet sin opholdstilladelse og får at vide, at hun skal rejse til Syrien, hvor hun ikke har nogen familie, og hvor hun vil være i livsfare på grund af det humanitære arbejde, som jeg selv og min bror har gjort for at hjælpe ofrene for Assads angreb med tanks og giftgas. I Syrien tager regeringen familiemedlemmer til fange for at ramme Assads politiske modstandere«, forklarer Rasha.
Hun tilføjer, at en effektiv traumebehandling, hvis hun skal gå igennem lidelserne fra 2013 igen, vil betyde, at hun skal sygemeldes i perioder. Det ville kræve ro omkring hendes livssituation. Den ro har hun ikke nu, hvor hun skal passe to jobs for at forsørge sin mor, der modtager en integrationsydelse, som desværre er mindre end den husleje, hun skal betale for sin lejlighed i Sønderborg.
Så Rasha Ibrahim måtte afbryde sin behandling for torturskader. Nu håber hun og hendes mor på, at Flygtningenævnet når frem til en anden afgørelse end Udlændingestyrelsen.
»Historien om Rasha og hendes mor er et trist eksempel på konsekvenserne af, at syriske flygtninge mister opholdstilladelsen«, siger Marie Høgh Thøgersen, psykolog og leder af DIGNITY’s rehabiliteringsklinik. Hun tilføjer:
»Vi oplever for tiden en meget stor usikkerhed om fremtiden blandt vores syriske patienter, og den usikkerhed kan ikke undgå at påvirke vores muligheder for en vellykket traumebehandling«.
Psykolog Mikkel Auning-Hansen, der er Rashas behandler på RCT RehabiliteringsCenter for Traumatiserede, er enig:
»Når syriske flygtninge mister opholdstilladelsen, medfører det et massivt psykisk pres både på dem selv og på andre syrere med asyl i Danmark. De får besked på at rejse til en diktaturstat, der er kendt for kidnapninger og tortur af tilfældige mennesker. Mine patienter fortæller, at efterretningstjenesterne i Syrien ikke viger tilbage for at anholde og afhøre familiemedlemmer for at presse den person, de leder efter, til at melde sig selv. Rashas historik i forhold til det syriske regime giver direkte anledning til alvorlig frygt for hendes mors sikkerhed ved en hjemsendelse. Den skyld og frygt, som det fører til, er helt ødelæggende for både tidligere og igangværende behandlings- og integrationsindsatser«, siger Mikkel Auning-Hansen.