I kølvandet på ny rapport fra ombudsmanden kritiserer DIGNITY brugen af strafcelle i danske fængsler. De indsattes retssikkerhed er sat over styr, og der skal gøres langt mere for både at forebygge brug af isolation og de psykiske konsekvenser.
Koncentrationsbesvær og manglende tidsfornemmelse. Angst, depression og øget risiko for selvmord.
Det er nogle af de alvorlige konsekvenser, som isolation kan have for mennesker. Det fremgår af en ny temarapport fra Ombudsmanden lavet i samarbejde med DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur og Institut for Menneskerettigheder.
Ombudsmanden har besøgt 17 fængselsinstitutioner i Danmark – både arrester, åbne og lukkede fængsler – for at undersøge brugen af såkaldt strafcelle eller isolation som straf i danske fængsler. Og konklusionen er stærkt foruroligende, mener DIGNITY.
Ikke alene er brugen af strafcelle steget kraftigt i Danmark de seneste år – med hele 84 procent i perioden fra 2015 til 2018.
Men de indsatte sidder samtidigt længere i isolation, viser tal fra Kriminalforsorgen. I 2019 var der således 705 tilfælde, hvor en indsat sad i strafcelle i 15 dage eller mere. De 15 dage er ellers det maksimalt tilladte ifølge internationale standarder. Det tal var syv i 2015, og der er altså tale om en regulær eksplosion.
Det sker på trods af, at al forskning viser, at isolation har en stærkt negativ indvirkning på menneskers psykiske tilstand. Det fortæller overlæge i DIGNITY, Marie Brasholt:
”Vi ved fra dansk og international forskning, at isolation kan medføre alvorlige, psykiske konsekvenser for den enkelte. Det gælder både en forværring af eksisterende psykiske lidelser, men vi ser også nye psykiske problemer, som ikke nødvendigvis forsvinder, når isolationen ophører. Vi ved, at nogle grupper er særligt sårbare bl.a. børn, unge og mennesker, der allerede har en psykisk lidelse, men vi kan samtidigt ikke på forhånd forudse, hvem der vil blive ramt.”
Derfor er det utrolig vigtigt, at man både forebygger og finder alternativer til strafcelle som for eksempel at sikre bedre tid til at skabe gode relationer mellem de ansatte og indsatte og tid til at tale med de indsatte om deres problemer. Det kræver flere ressourcer til Kriminalforsorgen.
Hvis strafcelle endelig bruges, skal det være absolut sidste udvej, og forebyggelsen af de negative konsekvenser skal være bedre. Det handler for eksempel om at orientere sundhedspersonalet, så det er muligt at holde øje med den isolerede person og tilbyde behandling. På 11 ud af de 17 institutioner blev sundhedspersonalet enten slet ikke eller kun sporadisk orienteret.
Det er bekymrende, for mangel på forebyggelse kan både få konsekvenser for den indsatte, og samtidigt formoder vi, at det kan få betydning for muligheden for at blive resocialiseret efter endt straf, fortæller Marie Brasholt.
”Der er for nylig offentliggjort en undersøgelse af mere end 13.000 danske fanger, som har vist, at de, der havde siddet i strafcelle, havde højere dødelighed fem år efter løsladelsen end dem, der ikke havde. Og vi må formode, at det også er sværere at hjælpe dem, der kommer ud af fængslet med psykiske følger af strafcelle, tilbage i samfundet, når de løslades.”
Danmark følger ellers normalt en række internationale regler – de såkaldte Mandela-regler – som fastsætter rammerne for brugen af strafcelle. Her fremgår det blandt andet, at isolation som straf aldrig må foregå i mere end 15 sammenhængende dage, og at der skal være daglige sundhedstilsyn.
Men i Danmark må voksne – og i særlige tilfælde også unge under 18 år – sidde i isolation i op til 28 dage. Det har både modtaget kritik fra både FN’s og Europarådets Torturkomité, og det går stik imod praksis i landene omkring os. I både Norge og Sverige har man afskaffet isolation som straf.
Med ombudsmandens rapport bliver der nu endnu en gang sat tyk streg under, hvor kritisabel en praksis Danmark har, siger Elna Søndergaard, der er seniorjuridisk rådgiver hos DIGNITY.
”Danmark halter bagud på disciplinærområdet, og vi lever ikke op til menneskeretlige standarder. Det er stærkt bekymrende.
