Debatindlæget er bragt i Berlingske den 25.12.2024
I de seneste uger har jeg talt med menneskerettighedsforkæmpere fra flere lande med autoritære regeringer. Jeg er vant til deres tørre humor og lette desillusion.
Men efter valget af Trump er de mere bekymrede end normalt. Som en kvinderetsaktivist sagde:
»Vi har travlt med at arbejde for demokrati under vores egen diktator, men nu frygter vi, at Trump vil have mere sympati med undertrykkeren end frihedskampen.«
Det sammenfatter fint stemningen i det globale menneskeretsmiljø. Vi holder vejret. For selvom det er svært at spå, især om Trump, kan vi bruge hans handlinger som præsident fra 2017 til 2021, udtalelser i valgkampen og udpegning af ministre som pejlemærker for fremtiden. Det lover ikke godt.
I sin første embedsperiode støttede Trump CIA-direktør Gina Haspel, som i 2002 var chef for en CIA-enhed, der gjorde brug af tortur, underminerede rettigheder i USA, modarbejderede Den Internationale Straffedomstol og trak USA ud af FNs Menneskerettighedsråd.
I de kommende år forventes Trump at fortsætte denne linje. Hans udtalelser om Ukraine og Mellemøsten giver grund til at tro, at Rusland og Israel ikke skal frygte for sanktioner, hvis de bryder krigens love.
Trump omfavner autoritære ledere som Putin, Orbán, Kim Jong-un og Abdel Fatah al-Sisi. USA må forventes at udvide samarbejdet med udemokratiske regimer, dog fraset Kina og Iran, og USAs støtte til at fremme menneskerettigheder vil formentlig falde i de kommende år.
Med sine trusler mod politiske modstandere, og afvisning af valgnederlaget for fire år siden vil Trump snarere blive en inspirationskilde for aspirerende autokrater. Der er god grund til at reagere på de bekymrende udsigter, når Trump tiltræder. For autokraterne har i forvejen medvind.
I de seneste 18 år er der hvert år blevet færre demokratier i verden. 72 procent af verdens befolkning lever i autokratier. Og autoritære ledere bliver stadigt dygtigere til at underminere civilsamfund, medier og frihedsrettigheder.
Og selvom der også er få håbefulde lyspunkter, eksempelvis Syrien eller Bangladesh, har Mette Frederiksen ret, når hun siger, at »den liberale demokratiske del af verden er under pres fra autokratiske regimer.«
Statsministeren har også ret i, at vi »i højere grad skal vise, at vi også vil kæmpe for vores værdier.«
Det gælder ikke kun militært. Det gælder også støtten til demokrati og menneskerettigheder. Danmark og EU bør styrke dette engagement i lyset af den nye Trump-administration.
Danmark bliver medlem af FNs Sikkerhedsråd 1. januar, og regeringen forbereder en ny udviklingspolitisk strategi. Den nye Europa-kommission skal også definere nye udenrigspolitiske sigtelinjer. Her bør minimum tre prioriteter fylde.
- For det første bør vi markant øge støtten til uafhængige civilsamfund og menneskerettighedsforkæmpere, der kan dokumentere overgreb, advokere for reformer og indgyde håb i undertrykte befolkninger rundt om i verden.
- For det andet skal vi bruge flere ressourcer på at styrke de multilaterale menneskerettighedssystemer. FNs institutioner er tunge, men de er nu engang de mest effektive værktøjer, vi har, når vi skal bygge internationale koalitioner, der kan presse udemokratiske regimer til forandring.
- For det tredje skal vi bidrage mere til, at menneskerettighedskrænkelser bliver dokumenteret, efterforsket og straffet ved nationale og internationale domstole. Her skal vi vise vores konsistente støtte til, at bødlerne bliver retsforfulgt. Uanset hvor overgrebene finder sted, og hvem der står bag.
Det skylder vi de modige menneskerettighedsforkæmpere verden over. Og det skylder vi os selv.
