Den psykiske regning efter eksplosionen i Beirut er enorm, siger direktør Suzanne Jabbour fra DIGNITYs lokale partner Restart Center, der behandler ofre for tortur og vold. Sammen med sit team var hun på gaderne lige efter eksplosionen for at yde psykisk førstehjælp samt lægehjælp til borgerne.
Salim Tayssir Melhem, DIGNITY
Foto: Unsplash.com
Ødelæggelserne har forvandlet området til en spøgelsesby beklædt med en tyk hinde af støv.
I begyndelsen af august blev Beirut ramt af en eksplosion, som kunne høres hele vejen til Cypern og som fik bygninger til at synke sammen på ét splitsekund.
Den samme dag gik det fysiske og mentale oprydningsarbejde i gang. Blandt dem, der stod klar til at hjælpe med oprydningen, var Suzanne Jabbour. Hun er direktør i det libanesiske rehabiliteringscenter Restart, og sammen med sit rehabiliteringsteam stod hun klar til at hjælpe med basale nødvendigheder og psykisk førstehjælp.
Én af dem, som de mødte på deres vej, var en kvinde, der gik rundt med en håbløshed mellem ødelagte bygninger og biler, der var mast sammen af tunge murbrokker.
»’Gud velsigne jer’, sagde kvinden, da vi kom forbi. Det viste sig, at hun havde brug for hjælp. Tårerne trillede ned ad hendes kinder, og hun sagde: ’Jeg mistede det mest værdifulde for mig. Min mand’«.
Det er én af de historier, der har gjort størst indtryk på Suzanne Jabbour. Udover at være direktør i Restart er hun også klinisk psykolog og har siden 2004 arbejdet med rehabilitering og traumebehandling for Restart, der samarbejder med DIGNITY under DAPPS menneskerettighedskonsortium.
En psykisk regning, der skal betales
Suzanne Jabbour fremhæver de tusinder, der har mistet hjem og familiemedlemmer, og de mange, der er blevet hjemløse. Og hun er ikke i tvivl: Eksplosionen har haft ødelæggende konsekvenser for manges mentale helbred, og den psykiske regning vil kun blive større og større, hvis befolkningen ikke får hjælp.
»Det var tydeligt for os, at denne kvinde havde brug for vores hjælp. Vi hjalp hende med at finde en NGO, der ville reparere skaderne på hendes hjem. Kvinden var fyldt med en følelse af ligegyldighed. Efter eksplosionen efterlod hun nu sit hjem ulåst. Vi i Restart advarede hende imod det, fordi mange kriminelle så det som en mulighed for at begå indbrud. Til det svarede hun: ’Lad dem bare komme ind. Min mand er ikke længere med mig, lad dem bare plyndre mit hjem’«.
Eksplosionen 4. august skete i kølvandet på en økonomisk og politisk krise, som Libanon længe har befundet sig i, og som Coronapandemien hen over sommeren forstærkede. Allerede i efteråret 2019 gik tusindvis af demonstranter på gaden i Beirut i protest mod landets daværende regering. Demonstranterne var blandt andet utilfredse med regeringens sparepolitik, og protesterne blussede for alvor op, da regeringen meddelte, at den ville beskatte opkald på WhatsApp.
Ingen var mentalt forberedte
Efter eksplosionen begyndte medarbejdere og frivillige fra Restart at gå dør-til-dør for at hjælpe de mennesker, der havde mistet deres hjem. Flere blev tilbudt midlertidigt tag over hovedet på skoler.
»Hvordan kan nogen forvente, at kvinden, som vi mødte, er andet end opgivende? Kvindens oplevelse skyldes en uagtsomhed fra landets politikere, der resulterede i, at kvinden blev frarøvet hendes hjem, partner, sikkerhed og fred. Og det er bare ét ud af de mange tragiske historier, som havneeksplosionen har bragt med sig«, siger Suzanne Jabbour og spørger:
»Hvorfor ramte den her eksplosion hårdere end tidligere tragedier i landet? Måske fordi den kom ud af det blå. Det var det store chok, som ingen havde forventet. Under krige, der er man på en måde mentalt forberedt på, at det værste kan ske.«
»Et hjem er mere end bare en bunke mursten. Det huser mere end bare møbler og ejendele. Det er pakket med minder og familiehemmeligheder. Et hjem bør være en vugge af sikkerhed. For de fleste er det en base af kærlighed og intimitet. Men hvad er der tilbage af et hjem, når en mor mister sit barn?«
Arbejder på højtryk for at hjælpe de mest sårbare
Suzanne Jabbour oplever, at Libanon er en nation, der gennem de seneste 50 år er blevet retraumatiseret gang på gang og henviser til blandt andet den 15 år lange borgerkrig, der sluttede i 1990 og krigen mellem Hizbollah og den israelske hær i 2006.
»Vi når aldrig at få vejret, før vi ender i en ny tragedie. Den seneste eksplosion vil efterlade et kollektivt ar på manges sind de næste 20-30 år. Når vi går rundt på gaden og ser, hvad eksplosionen har efterladt, er det først og fremmest mennesker, der har brug for psykosocial førstehjælp«, fortæller Suzanne Jabbour og fortsætter:
»Vi har intet håb tilbage, men vi arbejder på højtryk for at give de mest sårbare mennesker de basale nødvendigheder for at kunne overleve. Vi har modtaget en masse donationer til medicin fra udlandet, men der er stadig en stor mangel. Vi har brug for en fælles politisk stemme, der tager ansvar og koordinerer med os ude i felten om, hvad der er brug for. Vi taler om helt basale minimumskrav for at kunne overleve. Et hus, sikkerhed, medicin og bleer til spædbørn«.
