Det vil fremover blive lettere at retsforfølge krigsforbrydere og torturbødler, som befinder sig i Danmark.
Det skyldes en ny lov, som i dag blev vedtaget i Folketinget.
Den nye lov giver ikke kun anklagerne mulighed for at rejse tiltale om blandt andet tortur, og dommerne mulighed for at dømme torturbødler og krigsforbrydere, hvis de befinder sig i Danmark. Danmark får nu også bedre mulighed for at bidrage til internationale efterforskninger om at få stillet krigsforbrydere for dommer ved at bidrage med f.eks. vidneudsagn.
»Det er en vigtig milepæl i Danmarks kamp mod tortur, fordi vi nu i Danmark endelig får mulighed for at dømme torturbødler, der opholder sig i Danmark, for det de har gjort,« siger Elna Søndergaard, der er DIGNITYs seniorjurist, som har bidraget til det lovforberedende arbejde.
»Det er afgørende i kampen mod tortur, at torturbødlerne ikke får mulighed for at undgå straf, og at overleverne får rettens ord for, at det er tortur, de har været udsat for.«
Der er gode implementerings eksempler fra udlandet
Krigsforbrydelser opklarer ikke sig selv, påpeger Elna Søndergaard.
Derfor er det næste vigtige skridt, at loven bliver implementeret i praksis. Her kan vi kigge mod nabolande som Norge, hvor øget samarbejde med asylmyndighederne og opsøgende indsatser har givet ukrainske flygtninge mulighed for at anmelde alvorlige menneskerettighedskrænkelser og krigsforbrydelser.
Det har været effektivt. For i marts 2024 havde de norske myndigheder modtaget ca. 4.000 anmeldelser fra ukrainske flygtninge, mens tal fra Justitsministeriet fra marts 2024 viste, at de danske myndigheder kun havde modtaget tre anmeldelser om russiske krigsforbrydelser.
»Der bør arbejdes mod at etablere et mere formaliseret samarbejde mellem asylmyndighederne og politiets nationale enhed for særlig kriminalitet (NSK). Det skal ske med stor omsorg og hensyn til flygtningene, og anmeldelser skal naturligvis kun ske, hvis de selv ønsker at give deres vidnesbyrd,« siger Elna Søndergaard og fortsætter:
»For nogle traumatiserede flygtninge kan også det give oprejsning og heling, hvis de kan bidrage til, at deres bødler bliver draget til ansvar for torturen«.
Loven forventes at træde i kraft 1. januar 2025.
Læs DIGNITY’s anbefalinger til retsudvalget omkring implementeringen af loven: https://www.ft.dk/samling/20241/lovforslag/L58/bilag/7/2944535.pdf