Search

FN’s flygtningedag: Fire forslag, der kan skabe ro og tryghed for flygtninge

Den stramme asylpolitik rammer også vores patienter, siger DIGNITY’s direktør. Derfor fremlægger vi i dag fire forslag om ændringer af udlændingeloven

20. Juni er FN’s flygtningedag – World Refugee Day.

I år benytter DIGNITY mærkedagen til sammen med en række andre organisationer at gøre opmærksom på de vanskelige forhold, som de stramme danske asylregler stiller flygtninge over for, når de har fået beskyttelse i Danmark.

»Særligt blandt vores syriske patienter oplever vi en meget stor frygt og usikkerhed, efter at en række syriske flygtninge i Danmark har mistet opholdstilladelsen«, siger DIGNITY’s direktør Rasmus Grue Christensen.

De syriske flygtninge, der indtil nu har mistet opholdstilladelsen, kommer alle fra Damaskus eller området omkring den syriske hovedstad og er af de danske myndigheder klassificeret som »ikke individuelt forfulgte«. De er med andre ord, efter de danske myndigheders vurdering, flygtet på grund af borgerkrigen og ikke, fordi de personligt har modarbejdet Assad-styret.

»Men også de patienter, der kommer fra andre dele af Syrien, og måske har konventionsstatus og derfor ikke umiddelbart risikerer at miste opholdstilladelsen, bliver skræmt, når de hører om andre syrere, som ikke længere har lov at opholde sig i Danmark. Det kan ofte være vanskeligt for vores psykologer, læger, fysioterapeuter og socialrådgivere at gennemføre en meningsfyldt traumebehandling af patienter, som hver dag lever i angst for at modtage et brev fra Udlændingestyrelsen om, at de ikke længere har beskyttelse i Danmark«, siger Rasmus Grue Christensen.

Sendes på udrejsecenter

I praksis tvangsudsender Danmark af udenrigspolitiske årsager i øjeblikket ikke syriske flygtninge, der er frataget opholdstilladelsen, til Damaskus. I stedet henvises de til at bo på et udrejsecenter, hvis de ikke selv forlader Danmark.

Sammen med Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Flygtningehjælp, Amnesty International, DFUNK, Refugees Welcome, Red Barnet og Red Barnet Ungdom stiller DIGNITY i dag fire konkrete forslag om ændringer af udlændingeloven, som til sammen vil sikre en bedre beskyttelse og en mere tryg tilværelse for flygtninge i Danmark.

For det første foreslår organisationerne, at flygtningekonventionens regler for, hvornår en opholdstilladelse kan inddrages, igen kommer til at gælde for alle flygtninge i Danmark, sådan som det var tilfældet indtil 2016. Hvis denne ændring gennemføres, kan flygtninge ikke længere miste opholdstilladelsen, når forholdene i oprindelseslandet fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, sådan som det gælder for de »ikke individuelt forfulgte« flygtninge i dag.

For det andet foreslår vi, at opholdstilladelser til flygtninge skal gives for længere tid ad gangen, og at flygtninge hurtigere får mulighed for at søge permanent opholdstilladelse. Efter de nuværende regler gives kortvarige opholdstilladelser, og for de fleste flygtninge gælder, at de tidligst kan søge permanent ophold efter otte år i Danmark. Disse regler skaber uro og utryghed om flygtninges tilværelse, hvilket naturligvis kan skade en traumebehandling.

Familiesammenføring

Tredje forslag er, at alle flygtninge – også dem med midlertidig beskyttelsesstatus – skal have ret til familiesammenføring, når de har fået opholdstilladelse i Danmark. Frem til i år har en tre års venteperiode været gældende lov. Tidligere på måneden vedtog Folketinget efter en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol at nedsætte venteperioden til to år, men det er stadig for lang tid, mener organisationerne.

For det fjerde foreslår vi, at der lægges mere vægt på flygtninges tilknytning til det danske samfund, så det anerkendes og vægtes, når flygtninge gør en indsats for at lære dansk, få et arbejde og deltage i samfundslivet. Da Dansk Folkeparti og den daværende regering i november 2018 indgik en finanslovsaftale om det såkaldte »paradigmeskifte«, blev det aftalt, at tilknytning til Danmark skulle tillægges »mindst mulig betydning«.

»Sammen med vores samarbejdspartnere har vi nu lagt vores forslag frem, som kan skabe ro og tryghed for vores patienter og andre flygtninge i Danmark. Nu håber vi bare, at politikerne vil lytte«, siger Rasmus Grue Christensen.

Læs forslagene her:

Bedre og lige beskyttelse for alle flygtninge i Danmark (pdf).