Da Gulistan kom til Danmark fra Syrien i 2005, hun bar på usynlige sår. Krigens traumer havde sat sig i krop og sind – men det skulle tage flere år, før hun forstod, at hun led af PTSD.
I dag er hun uddannet kultursociolog – mor til to børn og har haft to plejebørn – og frivillig i sit lokalmiljø i Vejle. Rejsen dertil har været lang, men behandlingen hos DIGNITY blev et vendepunkt.
»Jeg havde granatsplinter i kroppen og troede, det var normalt at have mareridt og panikanfald. Først da jeg oplevede ansigtslammelser under min første graviditet, forstod jeg, at noget var galt. Jeg trak mig fra omverdenen, isolerede mig og blev bange for, hvad der skete med mig,« fortæller Gulistan.
Når hun kigger tilbage og reflekterer, så beskriver Gulistan det som en tid uden håb. Hendes mor døde, hun kæmpede med fødselsdepression og mistede grebet om hverdagen.
I Slagelse opsøgte hun sin egen læge. Lægen sagde noget, der kom til at ændre alt: »Du har ressourcer, men også udfordringer. Og det er helt okay at række ud efter hjælp.«
Ro i kroppen
Det blev starten på Gulistans behandling hos DIGNITY. Men det skulle ikke være uden bekymring:
»Jeg var bange for at miste mine børn, hvis jeg sagde, hvordan jeg havde det. Men min psykolog beroligede mig.«
Hun sagde: »Det er menneskeligt at have det på den måde. Du er ikke skør, fordi du beder om hjælp. Det var første gang, jeg oplevede, at nogen virkelig lyttede. Det var befriende, at der var en læge, som så mine symptomer, som de var og tog hensyn til mig«.
Gennem to år fik hun hjælp fra både læge, psykolog, socialrådgiver og fysioterapeut. Hun lærte at finde ro i kroppen gennem øvelser og fik støtte til at bearbejde sine traumer. Hun lærte at strukturere sit liv og fokusere på det vigtigste: sine børn og sin uddannelse.
»Jeg fortalte min psykolog, at jeg gerne ville være psykolog selv. Og så begyndte jeg først med 9. klasse, så 10., så HF. Det tog tid, men jeg gav ikke op.«
I dag er Gulistan ikke bare kommet videre. Hun er kommet styrket ud på den anden side, hvor hendes børn og familie har støttet hende igennem hele processen.
Den vigtige støtte
Med en kandidatgrad i kultursociologi fra Syddansk Universitet, et aktivt engagement som frivillig og en passion for at male og skrive digte, har hun skabt et meningsfuldt liv – for sig selv og andre.
»Jeg hjælper unge, der er på vej ud i en forkert løbebane. Jeg fortæller dem, at de kan vælge en anden vej. Jeg ved, hvor svært det er at bede om hjælp, men jeg er et bevis på, at det kan gøre en forskel.«
Hun husker tydeligt selv dagen, hvor hun stod med sit kandidatbevis i hånden i starten af 2025.
Min vejleder sagde: »Husk at takke dig selv. Men jeg ville ikke være nået hertil uden den støtte, jeg fik. Hvis jeg ikke havde fået behandling for min PTSD, havde mit liv set anderledes ud.«
Når hun maler i dag, er det stadig med håb i penslen. Hun har aldrig glemt sin psykologs sidste opfordring: »Lov mig, at du aldrig holder op med at male.« Det løfte har hun holdt.
Gulistan opfordrer andre med PTSD og traumer til at tage imod professionel hjælp – og understreger, hvor vigtigt det er, at systemet griber ind og støtter: »Vær modig. Vær ærlig. Og tag imod hjælp. PTSD forsvinder ikke af sig selv, men du kan lære at leve med det. Du kan få dit liv tilbage. I dag er jeg meget taknemmelig for den hjælp, som jeg har fået«.
