Hvilket ansvar bærer danske soldater og deres overordnede for, at irakiske fanger i 2004 blev udleveret til tortur?
Fra mandag den 2. maj behandler Højesteret den såkaldte Green Desert-sag.
Sagen handler om den danske stats mulige ansvar for tortur og andre former for umenneskelig behandling i forbindelse med en britisk-irakisk-dansk militæroperation, Green Desert, i Basra-provinsen i Irak den 25. november 2004.
Den dag blev 23 irakere tilbageholdt af danske soldater. Efterfølgende blev de overgivet til irakisk politi og udsat for tortur.
Sagen kom frem, efter at en tidligere dansk efterretningsofficer i 2012 offentliggjorde en videooptagelse af episoden.
»Sagen er principiel og har betydning langt ud over den konkrete sag«, forklarer DIGNITY’s juridiske seniorrådgiver Elna Søndergaard (se video).
»For det første handler sagen om Danmarks ansvar for tortur, hvilket i sig selv er en meget alvorlig anklage. For det andet handler den om, hvorvidt torturoverlevere skal have mulighed for at få deres sag og deres krav prøvet ved danske domstole«, påpeger hun.
Den tortur, ofrene har været udsat for, har i nogle tilfælde haft alvorlige følger, fremgår det af retsmedicinske rapporter, der er fremlagt i sagen.
Tortur er en af de alvorligste menneskerettighedskrænkelser og er universelt og absolut forbudt ifølge internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig. Tortur kan have alvorlige fysiske og psykiske konsekvenser for ofrene, herunder PTSD (posttraumatisk stresssyndrom), angst og depression.
To ulige parter
Green Desert-sagen er en sag mellem to ulige parter, da den er anlagt af udenlandske, civile torturofre mod den danske stat med påstand om, at statens ansatte har et medansvar for, at sagsøgerne er blevet udsat for tortur og anden mishandling i forbindelse med militæroperationen i 2004.
DIGNITY har i marts 2022 udarbejdet et juridisk notat, som forklarer, hvorfor sagen ikke er forældet, og hvorfor torturofrene har krav på at få deres sag prøvet ved danske domstole.
I 2013 indgik DIGNITY i retssagen som såkaldt biintervenient på torturofrenes side med hensyn til Forsvarsministeriets påstand om, at de skulle stille en sikkerhed på ca. 40.000 kr. for at sagen overhovedet kunne begynde. Højesteret gav dengang torturoverleverne medhold og understregede, at det i lyset af sagens principielle karakter ville være urimeligt at imødekomme Forsvarsministeriets anmodning om sikkerhedsstillelse.
I sin kendelse i september 2013 skrev Højesteret:
»Sagernes helt særlige karakter og omstændigheder – den danske stats mulige ansvar for militær magtudøvelse i udlandet og de angiveligt ressourcesvage ofre for tortur i udlandet sammenholdt med statens begrænsede interesse i sikkerhedsstillelsen for sagsomkostninger – indebærer efter Højesterets opfattelse, at det vil være urimeligt at imødekomme Forsvarsministeriets anmodning om sikkerhedsstillelse«.
Østre Landsret gav i august 2016 torturoverleverne medhold i, at sagen ikke var forældet og kunne behandles i sin substans.
I juni 2018 konkluderede Østre Landsret, at 18 af sagsøgerne var berettigede til erstatning fra Forsvarsministeriet for umenneskelig behandling i forbindelse med, at myndighedspersoner havde slået og sparket dem, mens de var frihedsberøvede. Forholdet kunne henføres under Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, som forbyder tortur og umenneskelig og nedværdigende behandling.
Højesterets behandling af sagen ventes at vare frem til 10. maj.
