Ali blev fængslet og udsat for skinhenrettelser og anden tortur i Iran. Hans opfordring til andre torturoverlevere: Søg hjælp. Ikke kun for jer selv, men også for jeres familiers skyld.
’Jeg kan se på dig, at du er syg. Jeg kan høre dine skrig om natten, når du har mareridt’.
Sådan lød ordene forleden fra mit barn.
Sandt nok har jeg det dårligt, men jeg har aldrig ville vise det.
To til tre gange om ugen har jeg mareridt, hvor jeg er overbevist om, at jeg skal dø.
Jeg var politisk aktiv og blev fængslet. En dag fik jeg sammen med nogle andre indsatte bind for øjnene og beordret til at lægge hænderne op langs en mur. Vagterne sagde, at jeg nu skulle dø og gav sig til at affyre skud forbi os, op i luften og ned i jorden omkring mig. Vi fik bindene af og jeg indså, at ingen var blevet slået ihjel. Det var ikke sidste gang.
Jeg blev også pisket på kroppen. De hængte også mine ben op i loftet med hovedet mod jorden, indtil jeg kastede op.
Efter noget tid blev jeg løsladt. Det var ikke sikkert for mig at blive i Iran, så jeg betalte nogle smuglere for at få mig ud af landet og til Danmark, hvor jeg bor i dag.
Angsten fra fængslet slæber jeg stadig med mig.
Jeg kan vågne klokken fem om morgen i angst for, at den iranske efterretningstjeneste er kommet for at hente mig. Jeg har aldrig fundet ro. Jeg bliver igen og igen trukket tilbage til fængslet i Iran.
Når jeg prøver at falde i søvn om natten, tør jeg ikke at vende ryggen til døren. Hvis jeg skal falde i søvn, er jeg nødt til at trække dynen over hovedet. At kigge på loftet i min lejlighed minder mig om torturcellen. Om natten får jeg mareridt eller panikanfald.
Jeg bliver også bange, når jeg ser en politibil. Min krop reagerer kraftigt, og jeg får lyst til at blive hjemme hver dag og aldrig forlade den. Når jeg skal handle, er jeg også bange.
Det har hjulpet mig at søge hjælp, men jeg er bange for den dag, hvor jeg ikke længere kan få den hjælp. Jeg er bange for at stå alene. Jeg kan kun anbefale folk, der har været udsat for traumatiske oplevelser at få behandling. Det er ikke kun bedst for en selv, men det handler også om ens familie og nærmeste. Jeg går i behandling for mit barns skyld. Jeg vil råde andre torturoverlevere til at søge behandling hurtigt. Desto længere man venter, desto værre får man det.
