Debatindlægget er bragt i Politiken d. 13. juni 2024.
Det globale syd, eller den globale majoritet, som gruppen af ikkevestlige lande også omtales, har i stigende grad fået nok af, hvad der opfattes som usolidarisk og dobbeltmoralsk udenrigspolitik fra en række lande i Europa og USA. Vi reagerer på én måde i Ukraine og på en anden i Gaza, når det gælder forsvaret for menneskerettigheder og folkeret.
Det er i dette klima af mistillid, den danske regering har besluttet at udforme en ny strategi for partnerskaber med landene på det afrikanske kontinent. Det er klogt at arbejde for, at Danmark kan alliere sig med et Afrika, som har styrket sin rolle i en multipolær verden. Som repræsentanter for to internationale menneskerettighedsorganisationer tillader vi os at pege på, at der er behov for skarpt fokus og engagement, hvis mistilliden skal vendes.
Vi arbejder begge med kolleger og samarbejdspartnere på det afrikanske kontinent. Vi mødes løbende med menneskerettighedsforkæmpere, embedsmænd, forskere og politikere. Igen og igen hører vi den samme kritik i forskellige variationer. En ugandisk ligestillingsaktivist sammenfattede det godt med udsagnet: »Vi har ikke mistet tillid til menneskerettighederne. Tværtimod. Vi har mistet tillid til Europa og USA’s evne til at fremme menneskerettighederne universelt«. Og så tilføjede hun: »I lever fortsat i dobbeltstandardernes tid. Og den tid er forbi«.
Få afrikanere udfordrer de menneskerettigheder, verdensmål og andre internationale normer, vi normalt hylder i Vesten, men mange kritiserer, hvad der opleves som udbredt vestligt hykleri i anvendelsen af disse normer.
Det er alvorligt. For den udbredte mistillid fra det globale syd truer Europas handlekraft, enigheden om vigtige globale dagsordener og en nødvendig fornyelse af den regelbaserede internationale orden. Så der er meget på spil.
Selvfølgelig er Vesten ikke ene om udenrigspolitisk hykleri. Faktisk stortrives hykleriet i det meste af verden i disse år. Men Europa har bare et meget stort ansvar for – og en betydelig egeninteresse i – at reagere på den globale mistillid og den legitime kritik, som er indeholdt i mistilliden.
Så hvad kan og bør vi gøre inden for rammerne af en ny dansk partnerskabsstrategi for det afrikanske kontinent for at mindske den globale mistillid?
Her kommer tre bud:
For det første må vi stå meget mere konsekvent fast på menneskerettigheder og international humanitær lov. Vi kan ikke kun mene, at straffrihed for internationale forbrydelser skal bekæmpes, når vores ’systemiske konkurrenter’ som Rusland står bag. Kampen må også gælde os selv og vores allierede, for eksempel Israel i Gaza og Saudi-Arabien i Yemen. USA’s vrede mod Den Internationale Straffedomstols (ICC) begæring om udstedelse af arrestordrer mod blandt andet den israelske ministerpræsident et godt eksempel på noget, der undergraver den fælles tillid til den internationale retsorden.
Det nytter ikke, at Europa i langt overvejende grad kun kritiserer menneskerettighedsovergreb og støtter uafhængige menneskerettighedsforkæmpere i lande, hvor de geopolitiske og økonomiske interesser er begrænsede, men forholder sig relativt passivt til undertrykkelse og tyranni i lande, hvor migration, investeringer og sikkerhed fylder på dagsordenen.
For det andet må vi udvise en tilsvarende markant øget solidaritet og konsekvens i – hvad den tidligere britiske udenrigsminister David Miliband har kaldt – »håndteringen af globale risici«. Det er fortsat vanskeligt at overvurdere desillusionen og skuffelsen blandt mange afrikanere over Europas ret egensindige håndtering af pandemien og vaccineudrulningen, der også afspejler mangel på solidaritet i andre presserende globale sundhedsspørgsmål.
Noget tilsvarende kan siges om hjælp og beskyttelse af flygtninge. Selv om mange EU-lande har vist god vilje til at modtage ukrainske flygtninge, befinder mere end 80 pct. af verdens mere end 100 millioner flygtninge sig fortsat i udviklingslandene. I Uganda, der i dag huser ca. 1,6 millioner flygtninge, er der for eksempel blandt vores kolleger stor forbløffelse over, at Danmark har arbejdet ihærdigt på at flytte modtagelsen og beskyttelsen af de relativt få spontane asylansøgere, der ankommer til Danmark, til Rwanda. Og stor forundring over den relativt sparsomme vilje til at dele byrden, som Europa udviser over for Afrika på flygtningeområdet. Det er uholdbart.
For det tredje må vi fra europæisk side bidrage til at fremme mere balancerede og repræsentative internationale institutioner. Her er det oplagt, at den danske regering benytter det kommende sæde i FN’s Sikkerhedsråd til at arbejde for nødvendige reformer, så rådet bedre afspejler den multipolære virkelighed, vi lever i. Danmark bør arbejde for, at flere lande fra det globale syd kan få permanent sæde i Sikkerhedsrådet.
Desuden mener vi, at forslaget fra blandt andet International Rescue Committee om at fjerne de permanente medlemmers vetoret i sager om folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden er yderst fornuftigt. Igen og igen formår Kina, Rusland og USA med deres vetoret at forhindre Sikkerhedsrådet i at indfri sit mandat om at fremme global fred og sikkerhed og adressere grove overtrædelser af menneskerettighederne. Det er uholdbart.
Hvis Danmark skal blive en attraktiv samarbejdspartner for det afrikanske kontinent, skal vi først og fremmest bidrage til at reducere den betydelige global mistillid fra det globale syd.
