Myndighederne i Jordan har løsladt en stor gruppe indsatte i forsøget på at begrænse coronavirussen i landet. Nødvendigt, særligt af hensyn til menneskerettighederne, mener Eva Abu Halaweh, som er direktør i den jordanske menneskerettighedsorganisation, Mizan Law Group.
Rikke Mathiasen, DIGNITY, Amman | Illustration: DIGNITY
»10.300 indsatte blev løsladt fra jordanske fængsler allerede tilbage i marts.«
Sådan skrev jordanske medier allerede i april. Nyankomne til fængslerne er desuden blevet testet og fængslet sammen med andre, der ankom samtidig for at matche karantæneperioden. Derudover er alle fængselsenheder blevet desinficeret.
Og ifølge Eva Abu Halaweh, der er direktør for menneskerettighedsorganisationen Mizan Law Group, har særligt løsladelse af de indsatte været helt nødvendig – både for at begrænse smittespredning, men også af hensyn til menneskerettighederne – idet mange ikke burde være fængslet I første omgang.
Mizan Law Group har siden 1998 arbejdet med monitorering af menneskerettighederne i Jordan, og siden 2008 har DIGNITY har haft et partnerskab med organisationen i anti-tortur-programmet ‘Karama’.
Rikke Mathiasen fra DIGNITY i Amman har talt med Eva Abu Halaweh om Jordans håndtering af corona i fængslerne.
Der har været en del tiltag for at begrænse smittespredning i fængslerne. Lever de foranstaltninger op til gældende menneskerettighedsstandarder?
»Fængslerne var allerede overfyldte inden denne løsladelse, og en del af de nu løsladte fanger sad inde af årsager, der ikke er i overensstemmelse med gældende menneskerettighedsstandarder. Det gælder for eksempel de personer, der har modtaget en fængselsdom, fordi de ikke kan betale deres gæld. Det burde ikke udløse en fængselsstraf«.
»Som jordanere er vi dog stolte over de sundhedsmæssige foranstaltninger, der er foretaget. Det generelle smittetal i Jordan er lavt. I fængslerne er der blevet installeret ekstra sanitetsfaciliteter, og der er blevet testet effektivt, hvilket har resulteret i, at fængslerne har været fri for udbrud af coronavirus«.
»Ved krisens begyndelse modtog vi desuden guidelines fra DIGNITY om håndteringen af indsatte i en karantæneperiode, som vi sendte videre til både regeringens menneskerettighedskoordinator og fængslernes sikkerhedsafdeling. På det tidspunkt var flere nødvendige foranstaltninger dog allerede taget, og de var i stor udstrækning i overensstemmelse med disse guidelines. Det gjaldt blandt andet løsladelsen af indsatte for at undgå smittespredning«.
»Vi havde dog anbefalet, at man i beslutningen om løsladelse og andre foranstaltninger tog særligt hensyn til personer med nedsat helbred. Vi ved ikke, hvorvidt der er blevet taget hensyn til dette. Vi er dog blevet oplyst om, at en stor del af de personer, der er blevet løsladt, sad inde for gæld, som de ikke kunne betale. Som menneskerettighedsorganisation er vi imod fængsling af personer for civil gæld, fordi det er en krænkelse af menneskerettighederne, mere specifikt FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, der er ratificeret af Jordan.«
De sidste par uger har det jordanske samfund langsomt åbnet op igen. Hvad ser du som den største udfordring for de indsatte i denne proces?
»Udfordringen er at modtage informationer. Inden for de næste uger åbnes retsvæsenet igen, men folk er usikre på behandlingen af deres sager. De indsatte har desuden mange spørgsmål, og de har et stort behov for at genoptage kontakten med deres advokater«.
»Vi er er også bekymret for, om der var nok planlægning i forbindelse med løsladelsen af de mange indsatte. Der har selvfølgelig ikke være tid til nogen form for reintegration, og samfundet og deres familier har muligvis ikke været klar til at modtage dem«.
I Mizan har I arbejdet med de indsattes forhold i mange år. Hvad er dine håb for fremtiden på vegne af de indsatte, når vi er på den anden side af coronakrisen?
»At antallet af indsatte i fængslerne bliver reduceret. For det er først efter løsladelserne i forbindelse med karantæneperioden, at antallet stemmer overens med kapaciteten. Og løsningen er ikke, at der bygges nye fængsler for at øge kapaciteten«.
»Derudover foretages der også for mange varetægtsfængslinger. Det bør kun ske i ganske særlige tilfælde, og bør være undtagelsen snarere end reglen. Vi håber derfor, at regeringen fremover vil tage mere ansvar for at begrænse brugen af fængsling af personer, der endnu ikke er dømt. Endnu værre står det til med brugen af administrative fængslinger, hvor en person tilbageholdes uden nogen form for forudgående rettergang. Det er vores klare holdning hos Mizan, at denne type fængsling skal elimineres helt.«
»Til sidst bør en straf ikke kun handle om at spise og sove under trange kår. Vi opfordrer til, at der kommer mere fokus på rehabilitering af de indsatte, så de kan være klar til den dag, hvor de skal reintegreres.«
